Tag: star tag

New In: Crab Star Tag fra Jane Kønig

image

Jeg var så heldig at få det fine Crab Star Tag fra Jane Kønig i julegave af mine svigerforældre, og det er jeg rigtig glad for. Jeg faldt for vedhænget allerede første gang, jeg så det. Det er enkeltheden. Tror jeg. For det er jo super enkelt og fint. Et ord i en cirkel. Men samtidig er det anderledes. Specielt. En ny fortolkning af de klassiske stjernetegnssmykker – som i den grad er blevet genoplivet den sidste tid. Og selvom andre brands har lavet nogle ganske gode fortolkninger, så når Jane Kønig’s version altså helt andre højder – efter min mening.

image

Selvom jeg ikke altid er så meget for at indrømme det, så tror jeg altså på astrologien. I hvert fald til en hvis grad. Rigtig mange af en krebs’ karaktertræk passer umanerlig godt på mig. Altså, sådan helt ind i kernen godt. Og det gør mig ikke noget. Jeg tror gerne på mere mellem himmel og jord.

Netop derfor synes jeg, at det kunne være lidt fint med mit eget Crab Star Tag, og nu hvor jeg har det, så er jeg bare endnu gladere for, at jeg ønskede mig det. For det er så fint. Enkeltheden med dette lidt rå og simple vedhæng i en enkel kæde er bare så god. Og jeg er så glad for, at jeg valgte at ønske mig det i rosaguld. Det er lidt forskelligt fra mine andre smykker, og jeg synes, at rosaguld og sølv står ualmindeligt fint sammen. I hvert fald i denne kombination. Hvad synes du?

image

image

image

Månedens Smykkefavoritter: September 2015

August forsvandt uden at jeg fik lavet månedens smykkefavoritter – det passede mig faktisk dårligt, for det er jo et af mine yndlingsindlæg at forberede. Det kræver nemlig en del støvsugning af diverse smykkewebshops, og det er altså bare hyggeligt. Omend også lidt farligt, da jeg altid finder en del smykker, som jeg bare gerne vil eje.

Derfor har jeg glædet mig lidt ekstra til at forberede månedens smykkefavoritter for september. Så jeg endnu engang kunne hygge mig – med god samvittighed – med at kigge på smykker i massevis. Og tro mig, jeg nød det. I fuld drag.

star tag jane koenig - crab star tag jane koenig - crab1

De første smykker,  der skal med i denne måneds smykkefavoritter, er de super fine og helt nye Star Tags fra Jane Kønig! Jeg er ret vild med den måde, hvorpå de genindtroducerer stjernetegnssmykker på en helt ny og meget diskret måde. Da jeg er Krebs, så er det selvsagt det stjernetegn, jeg har mest kig på. Og helst i rosaforgyldt sølv har jeg fundet ud af. En fin detalje er, at der på vedhængets kant er indgraveret stjernetegnets originale navn, symbol, element og planet. Det giver lige noget ekstra til designet. Og så koster de fine Star Tags kun 350 kr.

eagle claw - julie sandlau

Julie Sandlau’s nye Eagle Claw øreringe er altså også noget så fine. En blanding af det feminine og rå. Det, at selve øreringen er designet som en ørneklo er ret fedt, og det er netop det, der tilfører øreringen det rå, mens alle zirkonerne tilføjer det feminine touch og tilsammen spiller det bare. Dog er de lidt pebrede i prisen, da de koster 2600 kr.

tom wood cushion green marble

Jeg er blevet ret vild med signetringe på det sidste, hvilket jo også er ret nemt, nu de er allevegne, og jeg må sige, at Tom Wood har virkelig mange fede – dog halvdyre – modeller at vælge imellem. Jeg har tidligere været ret vild med hans The Cushion model med diamanter (og er det for den sags skyld stadig), men nu har jeg opdaget Tom Woods The Cushion Green Marble, og der er altså et eller andet over den, som jeg er ret vild med. Den grønne marmor spiller rigtig fint mod det rå sølv, og det giver et lidt anderledes udtryk – på den gode måde. Desværre er ringen som sagt ikke helt billig, da den koster 262,27 euro. Men fantastisk er den. Og noget, jeg helt bestemt godt kunne overveje.

sunmoonstars pønt

Jeg har i lang tid været ret lun på de smukke smykker, som smykkebrandet Pønt står bag, og det er ikke blevet mindre med den nye kollektion SUN MOON STARS! Jeg har altid godt kunne lide himlens elementer og jeg synes, at denne halskædes helt enkle fremstilling er gudeskøn. Perfekt om man så må sige. Kollektionen er så ny, at jeg ikke har kunnet finde priser online, men jeg forestiller mig, at det nok ikke er i den helt billige ende. Til gengæld er det smykket utroligt klassisk og elegant og vil med sikkerhed blive en klassiker i smykkesamlingen. Det er jeg sikker på.

pin foliage petit - maria zabel

Jeg synes også, at Pin Foliage Petit øreringene fra Zabel Jewellery er super cool på en edgy, men stadig virkelig elegant måde. Det er sådan et par, der kan dresse et look lidt ekstra op, selvom de faktisk stadig er så diskrete i udtrykket, at det sagtens kunne bruges til hverdag – og ikke kun til festlige lejligheder. De fine øreringe ligger sig op ad ørene. Noget der er blevet meget populært det sidste års tid, og det ser virkelig også fint ud. Og da jeg stadig har til gode at få tilføjet mit eget par til smykkesamlingen, så kunne disse godt være et fint bud. De koster endda kun 899 kr for et par, og det er ikke så galt endda.

love sign pernille corydon

Det sidste smykke i denne omgang månedens smykkefavoritter er den fine Love Sign Necklace fra Pernille Corydon. Helt i Pernille Corydons stil er der tale om et enkelt, feminint og smuk smykke, der kan passe til det meste. Der er det der klassiske og tidsløse snit over smykket, men samtidig er det utroligt nutidigt, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er et smykke, der kunne blive en klassiker i samlingen. Prisen er også – som med Pernille Corydons andre smykker – virkelig fin og overskuelig, da kæden kun koster 599 kr.

Så er der lidt inspiration til jer smykkeelskere, der sidder og kigger med. Selv ville jeg gerne eje hver og en, men det rækker økonomien vist ikke helt til, så mine topønsker må være det fine Star Tag fra Jane Kønig, samt øreringene fra Zabel Jewellery. Men uh hvor er de altså allesammen fine!

 

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑