Tag: smykkefavoritter

I love: Stine A Unika Feather

Jeg elsker simpelthen, hvordan der mere eller mindre året rundt dukker nyheder op fra alle mine yndlingsdesignere – det være sig hele kollektioner eller blot enkelte nye smykkedesigns. Og de seneste par måneder er der kommet rigtig mange nye smykkefavoritter til!

stine a unika feather

Igår opdagede jeg dog endnu en ny favorit; nemlig de fine og spritnye Stine A Unika Feather øreringe, som giver mig associationer til Pocahontas på allerfineste måde. De er lavet i limited edition, så hvis man kan lide dem, så er det nu, man skal slå til!

Jeg elsker, hvordan øreringene er opbygget. Med fin “fjer” i enten læder eller ruskind, perle i forskellige farver alt efter, hvilken kombination man vælger og så den lange, tynde kæde. Der er virkelig noget fint over det. En slags hyldest til naturen – og Pocahontas i mine øjne, men nu elsker jeg også den Disney tegnefilm (well, alle deres tegnefilm).. Og jeg gad svært gerne eje en eller to eksemplarer af de fine øreringe.

Farvemæssigt er mine favoritter nok rosa, mint eller slange – de er super fine, sommerlige og samtidig ganske sarte, hvilket jeg synes klæder en ørering, hvor der ellers sker så meget. Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om jeg helst ville have 2, så jeg kunne have en i hvert øre, eller om jeg måske alligevel synes, at det ville være finest med en i det ene øre kun, og så en lille, nærmest neutral ørering i den anden. Begge dele kunne være flot, det er jeg sikker på. Så det er et svært valg ;) Haha… Hvad med jer, kan I også lide de fine Unika Feather øreringe?

Månedens Smykkefavoritter: September 2015

August forsvandt uden at jeg fik lavet månedens smykkefavoritter – det passede mig faktisk dårligt, for det er jo et af mine yndlingsindlæg at forberede. Det kræver nemlig en del støvsugning af diverse smykkewebshops, og det er altså bare hyggeligt. Omend også lidt farligt, da jeg altid finder en del smykker, som jeg bare gerne vil eje.

Derfor har jeg glædet mig lidt ekstra til at forberede månedens smykkefavoritter for september. Så jeg endnu engang kunne hygge mig – med god samvittighed – med at kigge på smykker i massevis. Og tro mig, jeg nød det. I fuld drag.

star tag jane koenig - crab star tag jane koenig - crab1

De første smykker,  der skal med i denne måneds smykkefavoritter, er de super fine og helt nye Star Tags fra Jane Kønig! Jeg er ret vild med den måde, hvorpå de genindtroducerer stjernetegnssmykker på en helt ny og meget diskret måde. Da jeg er Krebs, så er det selvsagt det stjernetegn, jeg har mest kig på. Og helst i rosaforgyldt sølv har jeg fundet ud af. En fin detalje er, at der på vedhængets kant er indgraveret stjernetegnets originale navn, symbol, element og planet. Det giver lige noget ekstra til designet. Og så koster de fine Star Tags kun 350 kr.

eagle claw - julie sandlau

Julie Sandlau’s nye Eagle Claw øreringe er altså også noget så fine. En blanding af det feminine og rå. Det, at selve øreringen er designet som en ørneklo er ret fedt, og det er netop det, der tilfører øreringen det rå, mens alle zirkonerne tilføjer det feminine touch og tilsammen spiller det bare. Dog er de lidt pebrede i prisen, da de koster 2600 kr.

tom wood cushion green marble

Jeg er blevet ret vild med signetringe på det sidste, hvilket jo også er ret nemt, nu de er allevegne, og jeg må sige, at Tom Wood har virkelig mange fede – dog halvdyre – modeller at vælge imellem. Jeg har tidligere været ret vild med hans The Cushion model med diamanter (og er det for den sags skyld stadig), men nu har jeg opdaget Tom Woods The Cushion Green Marble, og der er altså et eller andet over den, som jeg er ret vild med. Den grønne marmor spiller rigtig fint mod det rå sølv, og det giver et lidt anderledes udtryk – på den gode måde. Desværre er ringen som sagt ikke helt billig, da den koster 262,27 euro. Men fantastisk er den. Og noget, jeg helt bestemt godt kunne overveje.

sunmoonstars pønt

Jeg har i lang tid været ret lun på de smukke smykker, som smykkebrandet Pønt står bag, og det er ikke blevet mindre med den nye kollektion SUN MOON STARS! Jeg har altid godt kunne lide himlens elementer og jeg synes, at denne halskædes helt enkle fremstilling er gudeskøn. Perfekt om man så må sige. Kollektionen er så ny, at jeg ikke har kunnet finde priser online, men jeg forestiller mig, at det nok ikke er i den helt billige ende. Til gengæld er det smykket utroligt klassisk og elegant og vil med sikkerhed blive en klassiker i smykkesamlingen. Det er jeg sikker på.

pin foliage petit - maria zabel

Jeg synes også, at Pin Foliage Petit øreringene fra Zabel Jewellery er super cool på en edgy, men stadig virkelig elegant måde. Det er sådan et par, der kan dresse et look lidt ekstra op, selvom de faktisk stadig er så diskrete i udtrykket, at det sagtens kunne bruges til hverdag – og ikke kun til festlige lejligheder. De fine øreringe ligger sig op ad ørene. Noget der er blevet meget populært det sidste års tid, og det ser virkelig også fint ud. Og da jeg stadig har til gode at få tilføjet mit eget par til smykkesamlingen, så kunne disse godt være et fint bud. De koster endda kun 899 kr for et par, og det er ikke så galt endda.

love sign pernille corydon

Det sidste smykke i denne omgang månedens smykkefavoritter er den fine Love Sign Necklace fra Pernille Corydon. Helt i Pernille Corydons stil er der tale om et enkelt, feminint og smuk smykke, der kan passe til det meste. Der er det der klassiske og tidsløse snit over smykket, men samtidig er det utroligt nutidigt, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er et smykke, der kunne blive en klassiker i samlingen. Prisen er også – som med Pernille Corydons andre smykker – virkelig fin og overskuelig, da kæden kun koster 599 kr.

Så er der lidt inspiration til jer smykkeelskere, der sidder og kigger med. Selv ville jeg gerne eje hver og en, men det rækker økonomien vist ikke helt til, så mine topønsker må være det fine Star Tag fra Jane Kønig, samt øreringene fra Zabel Jewellery. Men uh hvor er de altså allesammen fine!

 

Månedens Smykkefavoritter: Juli

Yay. Så blev det endnu engang tid til yndlingsindlægget (eller et af dem i alle tilfælde), nemlig månedenes smykkefavoritter for juli måned. Det er altid dejligt at trevle forskellige sider og webshops igennem for smykker – også selvom jeg får lyst til at kaste bunkevis af penge afsted og i stedet modtage masser af glitter og guld. Men jeg holder mig i skindet. For det meste. Hahah. Man er vel bidt af en gal smykkefreak. Ai spøg til side.

Egentligt synes jeg, at det er super fedt, at jeg sådan kan blive ved med at finde nye smykker, som jeg finder helt fantastiske sådan hver eneste måned. For det kan jeg. Uden problemer. Men det viser også noget om den kvalitet smykkedesignere besidder – ikke mindst de danske. For jeg synes virkelig, at vi har en stor flok helt igennem fantastiske og dygtige smykkeskabere i Danmark. Og dem skal vi passe på. Med disse ord vil jeg nu hoppe direkte til denne måneds smykkefavoritter.

trine tuxen gold logo diamond bracelet

Det første smykke, som bare skulle med i denne måneds version, er det fineste armbånd fra Trine Tuxen. Trine Tuxen er en smykkedesigner, jeg først fornyligt har opdaget, men det gør mig ikke mindre vild med hendes ting. Hun har en stil, der lige er mig. Enkel, feminin, klassisk men moderne og så bruger hun gerne diamanter og andre ædelsten i hendes smykker – og det er jo lige noget for mig. En af mine personlige favoritter er dette smukke Gold Logo Diamond Bracelet. Det opsummerer rigtig fint de ord, jeg brugte lige før. Det er klassisk, enkelt, feminint og alligevel med et moderne touch – og så er der en diamant! Armbåndet koster godt nok også 3250 kr., men til gengæld ville det helt sikkert også blive en klassiker i smykkeskrinet. Og det tæller også!

iris silver diamond necklace bybiehl

Et andet smykke, som jeg blev nødt til at have med er den fine Iris Silver Diamond Necklace fra det skønne danske smykkefirma byBiehl. Denne halskæde er helt enkel, super feminin, klassisk og igen med en diamant. Alt det, jeg godt kan lide. Denne gang i sølv version. Jeg kan nemlig både lide guld og sølvsmykker. Prisen for den fine halskæde er 1295 kr. – og når der er tale om en rigtig diamant, så er det jo ikke helt galt.

sif jakobs monterosso

Den anden dag så jeg de fineste øreringe fra Sif Jakobs, og de var simpelthen nødt til at komme med blandt månedens favoritter, for det var kærlighed ved første blik. De fine øreringe er kaldt Monterosso og jeg er især vild med kombinationen med rosaforgyldt sølv og sorte zirkoner. Jeg synes, at de har noget eksklusivt over dem, samtidig med at de er lidt prangende – på den gode måde forstås. Man ser dem. Men de er stadig diskrete. Perfekte til varme sommeraftener ude med en cocktail i hånden og en fin sommerkjole. De koster 1399 kr., så det er selvfølgelig en slat, men fine er de!

grace bird bracelet mumbaistockholm

Jeg har i lang tid været vild med mærket MumbaiStockholm. Eller det er nærmere bestemt et bestemt design, jeg er forelsket i. Selvom resten af tingene også er fine. Det er bare dette fine armbånd, jeg faldt for. Og jeg faldt med et brag. Allerhelst ville jeg have guld versionen med en lille diamant, men det koster ret meget – desværre. Da jeg så opdagede,a t der også var en sølv version af det fine Grace Bird Bracelet, så blev jeg lidt glad. For den pris kan jeg bedre være med på, da det koster 690 svenske kroner. Jeg synes, at det er super fint. Og nu har jeg altid haft en lille forkærlighed for svaler (og ugler)…

big moon erbs denmark

Jeg har før nævnt, at jeg godt kan lide halvmåner som motiv til smykker, og nu har jeg fundet endnu et fint alternativ. Denne gang fra Erbs Denmark. Halskæden hedder Big Moon og kæden er 52 cm, hvilket jeg synes, er en ganske god længde, da den så let kan bruges sammen med andre lidt kortere kæder. Og det er altså bare fint med halvmåner. Og så koster det kun 200 kr. Min eneste bekymring er, at det er lavet i kobber og så belagt med en guldfarvet coat. Jeg kender ikke så meget til kobbersmykker, og derfor ved jeg ikke helt, hvordan det materiale vil opføre sig. Ved I det?

Det var de 5 udvalgte smykker i juli. Hvilket smykke kunne I bedst lide?

Ps. Og så lige en total irelevant fact om mig, som jeg lige har lyst til at dele. Nemlig, at juli er min yndlingsmåned – godt nok i tæt konkurrence med december. Generelt elsker jeg bare forår og sommer, men juli er noget særligt. Juli er måneden, hvor jeg blev født og så betyder juli oftest også sommerferie, og det er jo altid rart. Det er som om, at juli er sådan en glad måned. Lidt på samme måde som december (min yndlings vintermåned). Der summer ligesom forventninger og glæde rundt i luften. Eller er det kun mig, der føler sådan?

Månedens smykkefavoritter i Maj

Så er vi nået til endnu en omgang månedens smykkefavoritter – denne gang for maj måned. Og jeg siger jer, det er faktisk en hård opgave, sådan at skulle udvælge nogle få favoritter blandt så mange smukke smykker, men nogen må jo gøre det hårde arbejde. Hahah ;)

Ai, men det er vitterligt svært ikke at blive fristet, når man sådan sidder og kigger på smykker. For jeg synes virkelig, at der er mange fantastiske smykkedesignere og brands – ikke bare i Danmark, men generelt – og de laver virkelig mange fine ting, og der kommer jo nye designs til konstant. It’s hard. Men også skønt, for man bliver ved med at blive inspireret og man opdager nye måder at kombinere metaller, sten og former. Som med resten af modeverdenen, så står smykkeuniverset heller aldrig stille. Og det er fedt. For os alle.

Nu ikke mere snakken udenom, for selvom det var svært, så har jeg fået udvalgt nogle favoritter, så her kommer mine maj måneds smykkefavoritter – og de er altså bare fine.

Skærmbillede 2015-05-16 kl. 20.22.12

Et af de smykker som jeg bare faldt for denne måned, var denne fine halskæde fra det danske brand Winberg. Jeg har ikke kendt til smykkebrandet så længe, men jeg er ganske glad for de enkle og gerne lidt grafiske linjer, som smykkerne har. Især synes jeg denne helt enkle Talulah Necklace er fin. Den vil være perfekt sammen med andre enkle kæder – men kan selvfølgelig også bruges alene, hvis man går efter det mere minimalistiske look. Talulah kæden koster 800 kr, så det er jo ikke så slemt.

Skærmbillede 2015-05-16 kl. 20.28.54

En af mine absolutte favoritter denne måned er dette fine Manhatten Bracelet fra Katja Jæger. En smykkedesigner jeg ikke kendte, men som jeg faldt over, da jeg snusede rundt på den dejlige danske smykkewebshop a-hjort.dk. Jeg er vild med dette armbånd. Enkeltheden, de forskellige teksturer, designet – det hele taler til mig. På den rigtig gode måde. Armbåndet er dog i den dyrere ende, da det koster hele 3200 kr, så det er ikke lige et, man bare går ud og køber impulsivt, men jeg er sikker på, at det ville være en god investering, for det er specielt, men klassisk.

Skærmbillede 2015-05-16 kl. 20.35.52

Jeg er også ret vild med disse super fine og rå Avia Earrings fra Birgitte Herskind, eller No. 9 Copenhagen, som brandet også går under. Jeg lærte første gang om mærket via bloggeren Mette Marie Lei Lange fra Twinpeaks.dk (den fantastiske kvinde der også lærte mig udtrykket glimmergås), og jeg var vild med hvad jeg så. Så jeg har snust lidt rundt på Birgitte’s side, og jeg må indrømme at jeg har et lille crush på flere ting derinde, blandt andet disse. De er også super fine i forgyldt – de er dog udsolgt lige nu, og jeg kan godt lide det rhodinerede sølv, da det giver lidt ekstra kant. Jeg ville bruge dem til den lille sorte eller til et par jeans og en top. Og til kun 399 kr, så overvejer jeg seriøst at købe dem hjem i sommerferien.

Skærmbillede 2015-05-16 kl. 20.43.42

Et andet nyt dansk smykkebrand jeg er stødt på, er firmaet SPIASPIA. Det er et ganske nyt mærke, og jeg synes de gør det ganske godt. De forener enkelthed, minimalisme og feminine krystaller i smykker, jeg godt kan se mig selv bruge. Jeg er især vild med dette fine Cone armbånd (okay jeg har også andre favoritter, men dette er blandt dem) – da det netop kan bruges til hverdag og fest. Det er enkelt, men stadig så markant at det gør opmærksom på sig selv. Det er igen i den lidt dyrere ende, da det koster 1950 kr, men igen er det et, der kan bruges i mange år.

maane pico

Et andet smykke, som jeg virkelig er faldet for, er denne fine månehalskæde fra Pico! Jeg kan godt lide enkeltheden, det organiske i formen, og så har månen en ret stor betydning her i mellemøsten, og det har smittet lidt af på mig – og så vender månen netop sådan hernede. Og til kun 349 kr. så kunne det bestemt godt blive den første måne i min smykkesamling.

seven big dots earring stine a

Okay, jeg indrømmer det gerne, jeg har fået et lille crush på øreringe, der ligger et langt stykke op ad øret. Jeg synes det ser super fint ud, og nu da jeg kun har et hul i hvert øre og ikke en overvældende lyst til at få flere, så kunne dette være en god løsning udi looket “flere øreringe i hvert øre” – det er måske nok kun en ørering, men den fylder for flere, og det kan jeg godt lide. Hvor No. 9 Copenhagen øreringene er mere markante og rå, så er disse Seven Big Dots fra Stine A mere feminine og diskrete, men stadig ganske WOW. Jeg kunne godt se mig selv “rocke” dem til mange sommeroutfits! De koster 1400 kr., så de er ikke helt billige, men de er altså fine!

black design ankelkaede

Hernede nærmer sommeren sig med hastige skridt – gys! Det betyder nemlig op til 50 grader og en luftfugtighed tæt på de 100% – ikke specielt rart! Men lige nu er det stadig rart, og vi er jo heldige, at vi har mange måneder, hvor vi kan gå med bare ben hernede. Det betyder også, at jeg har genfundet kærligheden til ankelkæder! Altså, godt nok ejer jeg endnu ikke en, men jeg overvejer det kraftigt, for jeg synes virkelig, at de er fine til sommerbrune ben og sandaler, og jeg synes virkelig, at denne fine sag fra Black Design er et hit! Jeg elsker den fine ferskvandsperle og at kæden skal rundt om anklen flere gange. Det giver lige noget ekstra – i mine øjne! Og så er det bare fedt, at den også kan bruges som halskæde! Ankelkæden koster kun 499 kr, så det er ikke så galt, når det nu er en 2-i-1’er ;) Hahah.

Det var denne måneds favoritter hos mig – Hvilket smykke kan I bedst lide af de udvalgte? Hvis I da kan lide dem… Eller er det et helt andet smykke, der hitter hos jer lige nu, så del endelig! Altid fedt med ny inspiration.

Hav en dejlig dag derude!

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑