Det er altså farligt at bevæge sig ud i Gold & Diamond Park – i hvert fald når man er så bidt af smykker, som jeg er! Det erfarede jeg igen, da jeg skulle derud for Lars, da han har lovet en af hans venner, at han ville købe en lille guldbar til ham, da dennes kæreste gerne vil have en. Problemet er bare, at Lars ikke har tiden til det, så det blev mig, der måtte tage derud… Ikke at jeg har det store imod det. Hverken at hjælpe Lars og hans ven eller at besøge et sted med så mange smykkeforretninger.

image

Nå, men tilbage til det, det egentligt handler om, nemlig mit nye smykkecrush! Jeg faldt nemlig over de fineste tynde diamantringe. Helt perfekte. Enkle. Elegante. Funklende. Lige som jeg kan lide det. Og så var de endda ikke uoverskueligt dyre. Så jeg blev lidt småforelsket. Det må jeg sige. Men jeg holdt mig i skindet, og gik hjem uden mit nye smykkecrush, men sådan en fin lille ring er nu på min must-have liste :) Diamonds are a girl’s best friend, right? Hahah. Ai måske ikke, men smukke er de.

Jeg kiggede på dem i både hvidguld og rødguld – den med hvidguld er lidt tyndere, diamanterne lidt mindre og så er de kun på oversiden af ringen. Egentligt ganske smart. Og så kostede den kun 1300 AED. Imens rødguldringen havde diamanter hele vejen rundt – og de var også en anelse større. Den kostede 2300 AED. Ikke helt galt. Det er jo diamanter, vi taler om. Hvilken version jeg helst vil have, det ved jeg ikke helt. Synes de begge er super fine – og de vil se super fine ud på langefingeren, er jeg ret sikker på. Helt bestemt nogle ringe, jeg kommer til at sukke efter den kommende tid. Hahah.