Som jeg jo fortalte igår, så blev vores ellers fantastisk dejlige fredag (og uge generelt) jo lidt ødelagt af en ret voldsom ildebrand i nabotårnet. Jeg blev vækket omkring kl 02 af sirener i massevis, og igennem vores rullegardiner kunne jeg fornemme noget underligt lys. Da jeg kiggede ud, blev jeg mødt af et frygteligt syn. Bygningen overfor os, The Torch Tower, var i brand.

image

Hurtigt fik jeg vækket de andre, og så kunne vi ellers følge med i, hvordan branden hurtigt blev mere og mere voldsom. Ilden spredte sig i løbet af en halv time til altaner på 10 etager (og har vi senere erfaret, også ind i de tilhørende lejligheder). Det gik så hurtigt fordi der samtidig var en vild sandstorm i gang, og det gav luft til ildens flammende fangarme. Desværre betød den voldsomme vind også, at masser af brændende materialer og metaldele fløj rundt i luften, ned på gaden og over i vores tårn, som var lige i vindretningen. Jacob måtte slukke flere små gnister med vand, mens vores underbo havde så stor en brand på hans altan, at han måtte have gang i brandslukkeren. Flere andre altaner i vores bygning havde også småbrande, der dog alle var hurtigt og nemt slukkede. Også vores poolområde blev ramt. Det var dog ingenting i forhold til The Torch.

Dog var det nok til, at vores bygning kl. 03 blev evakueret. Brandalarmerne gik. Sirenerne hylede udenfor og blæsten pressede mod ruderne. Det var ret voldsomt lige pludseligt. Især fordi vi var trætte. Og også skræmte over den voldsomme brand.

Pludseligt skulle vi hurtigt i tøjet, vi skulle pakke de allervigtigste ting, og vi skulle have katten puttet ind i hendes transportkasse, så hun kunne komme med i sikkerhed. Og så var hun væk. Lige der. Der gik jeg lidt i panik. Efter en hurtig eftersøgning fandt vi hende dog under sengen, hvor hun trykkede sig helt flad i tydelig angst. Jeg forsøgte at lokke hende ud, men hver eneste gang hun tog et par skridt imod mig, så kom der en ny høj lyd, og hun bakkede i panik. Til sidst var jeg nødt til at hive hende ud – og tror I lige, at jeg følte mig som verdens ondeste menneske der? Det gjorde jeg i den grad. Hadede mig selv for, at jeg var nødt til at stresse hende endnu mere fremfor at berolige hende, men da vi ikke helt vidste, om der alvorlig fare på færde i forhold til, om vores bygning pludselig også ville være i seriøs brand, så skulle det gå tjept.

Vi fik hende i hendes sele, ind i kassen, og så var det ellers bare på med taskerne og ud af døren og ned af trapperne – fik jeg lige nævnt, at vi bor på 47ende etage, og derfor havde 200 meter ned? Jeps vi måtte i al hast, og med høje brandalarmer i ørerne suse ned at 200 meter trapper kl. 03 om natten, efter mindre end 2 timers søvn. Not fun!

Men ned kom vi da, og ud og langt ned af gaden. For pga. den voldsomme sandstorm, så fløj det jo rundt med materialer, der var ild i, samt store livsfarlige metalstykker, derfor var flere veje afspærret af sikkerhedsårsager. Men det lykkedes os at finde et nogenlunde roligt hjørne, der også var nogenlunde beskyttet fra sandstormen (men bestemt ikke helt) og væk fra de flyvende brandrester, hvor vi så sad i et par timer, indtil branden var slukket omkring kl. 05.

Vores stakkels lille Ruby var selvfølgelig helt i panik i starten, men jeg fik hende skærmet lidt med min jakke, så hun hverken kunne se en hel masse, og hun undgik sand/sodfygningen, og så sad jeg ellers med fingrene igennem tremmerne og forsøgte at berolige hende – det lykkedes nogenlunde til sidst. Men har da nogle sår, der bevidner, at hun desperat forsøgte at komme ud af hendes fangenskab i starten – helt sikkert pga lugten af røg og de mange, høje lyde. Det var simpelthen så forfærdeligt, at jeg ikke kunne trøste hende, at jeg ikke kunne forklare hende, at hun var i sikkerhed  og at vi passede på hende. Jeg prøvede, men…

Og så var det også ret frygteligt at sidde der i uvished. Vi anede jo ikke, om alle var kommet godt ud af The Torch, om de rent faktisk havde fået styr på ilden (i starten vidste de ikke helt, hvad de skulle gøre, fordi vinden var så voldsom, at ilden ikke var til at styre), eller om vores tårn pludselig også ville være i brand. Det hele kom lidt for tæt på.

Selv da vi kl. 05 fik lov til at komme ind i vores tårn igen, og vi fandt ud af, at Prinsessetårnet havde klaret den uden nogle store skader, og vores lejlighed/altan næsten var uberørt, så var angsten der stadig. Der i brystet. For det kunne ligeså godt have været vores tårn! Og det skræmmer mig.

Tanken om brand har jeg altid hadet. Jeg er bange for ild. Men af en eller anden grund, så havde jeg bare ikke for alvor tænkt over, at vores tårn sådan virkelig kunne brænde – og det på trods af, at jeg en gang tidligere har måttet gå ned pga. en minibrand i en affaldscontainer. Det allerværste er tanken om, at der kommer brand, og at vi skal ud så hurtigt, at vi kun har et par minutter, og vi igen ikke kan få fat i katten. Eller tænk hvis vi slet ikke er hjemme til at redde hende. Tanken om, at der kunne ske hende noget. Den kan jeg slet ikke klare. Før havde jeg kun mareridt om, at hun ville komme ud på altanen og hoppe op på rækværket og falde i døden. Nu har det mareridt fået en makker. mareridtet om brand!

Jeg er stadig mentalt udmattet ovenpå branden. Det skræmte mig dybt ind i maven. Det kom tæt på! ALT for tæt på. Også selvom det var bygningen ved siden af, der brændte. Men jeg er også fysisk træt. Både pga. den manglende søvn natten til lørdag, men også fordi jeg har drømt uroligt om brande og ulykkeligheder de sidste par nætter. Så jeg håber lidt, at det her med at skrive oplevelsen ned, måske kan virke som terapi for mig.

Det skal lige siges, at der ikke var nogle dødsfald! Heldigvis! Der var nogle stykker, der fik mindre skader pga. de nedfaldende materialer, og nogle der fik røgforgiftning og mindre skader i forsøget på at komme ud. Men alle overlevede! Også selvom nogle af dem har mistet alt – også deres hjem. Der er omkring 30 lejligheder, der er helt ubeboelige nu – så 30 familier står uden et hjem.

Jeg tænker meget på alle de berørte! Og føler mig meget taknemmelig for, at vi slap så billigt! Samtidig med, at jeg pludselig er meget bevidst om, hvor hurtigt, der kan ske noget, når man bor i en bygning, der er mere end 400 meter høj, som The Princess Tower jo nu engang er. Ja, der er faktisk et regulært tankemylder, der fylder i mit hoved i disse dage – alle over temaet, tænk nu hvis…. Og samtidig føler jeg mig lidt fjollet, for det burde vel ikke fylde så meget i mit hoved. Gør det? Jeg mener, branden var jo i nabobygningen (hovedsageligt). Men jeg kan ikke lade være. Det fylder. For det kom så tæt på. Måske for tæt på. For kan ikke helt ryste det af mig. I hvert fald ikke lige på et par dage. Er jeg fjollet? Eller er det okay at blive mærket af en evakuering og sådan en oplevelse? Og nu ved jeg godt, at jeg er en følsom pige, det har jeg alle dage været. Kan selv som voksen sagtens græde over en film, en bog eller blot følelser, der overmander mig. Men er jeg ene om at blive ramt, når noget kommer tæt på?

image

image

image