Page 2 of 37

New In: små yndige øreringe

Sidst mine forældre var på besøg (sidst i november/start december), var vi selvfølgelig en tur forbi min lokale smykkepusher, for jeg er ikke den eneste smykkeglade i familien – omend jeg måske besidder dobbelt-op på smykkeglæde.. øhøm – og så er sådan et besøg jo obligatorisk.

Jeg endte da også selv med at finde mit brudearmbånd den dag – og nej, du er ikke gået glip af det, for jeg har endnu ikke vist det frem! Min kære mor fandt også lidt både til hende selv og veninderne derhjemme.

Men vi kom til at være “utro”. For vi faldt nemlig begge to over nogle små fine øreringe i en anden butik, som vi bare måtte eje. Selvom jeg havde det dårligt med det. Men de var så fine, delikate og lige mig.

image

Er de ikke fine? Det er hvidguld med små zirkoner og rubiner. De er helt små og diskrete. Jeg er så vild med måden de sidder på, og jeg synes, at måden stenene er sat på bidrager med det fineste udtryk, der minder mig om små blomster.

Jeg bruger dem flittigt og synes, at de især er perfekte på kontoret med en skjorte eller en kjole. Der er bare noget yndigt over dem. Og jeg er glad for, at jeg endte med at købe dem.

image

image

200 dage tilbage til den store dag!

image

I dag er der præcis 200 dage til vi siger ja til hinanden i Humlum Kirke. Jeg glæder mig. Til at gøre mig klar sammen med min mor og min “søs”. Til at iføre mig min brudekjole. Til at blive fulgt op ad kirkegulvet af min far. Til at se Lars stå deroppe og vente på mig. Til hans ja. Til mit ja. Til at fejre vores kærlighed med hinanden og alle dem, vi holder af. Til talerne. Og vores første dans som ægtepar. Det bliver en fantastisk dag! Jeg får sommerfugle blot af at tænke på det, og mit hjerte bobler af kærlighed hver eneste gang, jeg kigger ned på min venstre hånd og se verdens smukkeste ring. Tænk, jeg skal giftes med manden i mit liv – min bedste ven og helt store kærlighed. Og nu er der kun 200 dage tilbage til den store dag!

Lidt om en vielsesring til en veninde

image

Som jeg tidligere har nævnt ganske kort, så har jeg fornyligt hjulpet en veninde hjemme i Danmark med at få designet og lavet hendes vielsesring her i Dubai – selvfølgelig hos min lokale pusher, Monili. Og det var så sjovt – elskede rollen som smykke”agent”.

Og da jeg får en del spørgsmål omkring smykker og køb af specialdesignede smykker i Dubai (tak for det og blev endelig ved med at sende mails og stille spørgsmål, for jeg er vild med det!), så tænkte jeg, at jeg lige ville fortælle lidt om både process og pris. Det kan jo være, at det kan hjælpe nogen derude et sted. Eller blot tjene som inspiration. Eller sammenligningsgrundlag. You never know.

Min veninde havde en helt klar ide om, hvad hun gerne ville have. En tynd, enkel guldring med en diamant (en såkaldt solitaire ring – ligesom min forlovelsesring), men det var svært at finde et præcist match i de butikker, hun havde til rådighed – og ikke mindst til en pris, der var til at betale. Og selvom man ikke ligefrem har lyst til at spare på en ting, der er så vigtig som vielsesringen, så skal ens drømme jo også gerne matche budgettet. Og så var det, at hun kom i tanke om mig og de smykker, jeg har fået lavet her i Dubai.

Så hun sendte mig et billede af en ring, hun havde fundet på nettet (sikkert Pinterest) og så gik jeg ellers i gang med at forhandle med min pusher – hvad skulle de have for en ring, der lignede den på billedet med en diamant på 0,3 ct, 0,4 ct og 0,5 ct. Vi endte på nogle ret gode priser og min veninde valgte i sidste ende den største diamant – hvilket jeg personligt synes var helt rigtigt valgt!

Fra jeg bestilte ringen til jeg havde den i hånden gik der 5 dage – og det var henover en weekend. Ret hurtig service endnu engang fra Monili. Og resultatet er hamrende smukt! Og det synes hun heldigvis også! Ret vigtigt.

Og nu til lidt praktisk info:

Der er tale om 18 karat massiv guld i bredden 1,8 mm (da hun ønskede en spinkel ring) i størrelse 51 (danske størrelser – størrelse 11 i Dubai). Diamanten er en Top Wesselton SI på 0,56 ct.. Alt dette fik hun til kun 5450 AED – altså knap 10200 kr (efter den nuværende valutakurs). Og det er ret billigt. I hvert fald efter hvad jeg kan researche mig frem til på nettet.

Havde hun valgt en diamant på 0,4 ct, så kunne hun have fået ringen til kun 4000 AED! Det er størrelsen på diamanten, der driver prisen hurtigt op – jo større diamant, jo højere pris. Og alligevel er det billigt – i forhold til Danmark.

image

image

image

Glimt fra hverdagen og en telttur

Så forsvandt endnu en uge, og en ny har taget sin begyndelse. Puh. Det går stærkt i øjeblikket. Men det skal man jo ikke klage over, skal man? Slet ikke, når nu man har det godt. Omend jeg nogle gange godt kunne bruge en stopknap eller måske bare en slowmotionknap. Det kunne altså være ganske rart til tider.

Sidste uge var lidt en blandet landhandel af godhed og dårligdom. Var lagt ned med hoved- og mavepine samt virkelig voldsom svimmelhed et par dage, og det var knap så sjovt. Men der var også mange gode stunder. Som da vi var ude at prøve voksmodeller af vores vielsesringe, som skulle godkendes, så de endelige ringe kunne påbegyndes. De bliver så fine. Yay. Og så havde vi en helt fantastisk weekend i Fujairah, hvor vi sov i telt på stranden, grillede pølser og brød, smugdrak rødvin og snorklede ved Snoopy Island blandt fine, farvestrålende fisk. Det var skønt! Sådan virkelig. Balsam for sjælen.

Denne uge er også startet rart, så det tyder på en god uge forude – der er i hvert fald et par rare ting i vente, såsom en hyggeaften med mad og shopping med en skøn veninde i morgen. Og med disse ord vender jeg mig igen imod sidste uge med glimt fra hverdagen og vores telttur!

image

Når man er syg, så må man gerne spise både morgenmad (eggs royale) og lækker chokoladedessert til aftensmad, ikke sandt? Det var i hvert fald lige det, jeg havde lyst til den dag.

image

Yndlingsuldtot <3

image

Et glimt fra jobbet – selvdesignet invitation til åbning af Abu Dhabi kontoret sidst i marts.

image

Vi var som sagt ude at prøve voksringe, der var eksakte modeller af det design, vi har ønsket. Jeg tror, at de bliver sindsygt fine. Jeg kan i hvert fald næsten ikke vente på at hente de rigtige ringe!

image

I weekenden prøvede vi noget nyt. Vi tog på telttur til Fujairah, hvor vi sov på stranden. Det var super hyggeligt og sjovt. Og helt sikkert ikke sidste gang, vi tager på telttur!

image

At vågne til denne udsigt og lyden af bølgeskulp. Det bliver ikke bedre!

image

Vi spillede strandtennis, læste, grillede pølser og brød, smugdrak vin i papkrus, sludrede, holdt i hånd og nød livet i gevaldig grad. Alt blev glemt. Og lørdag formiddag brugte vi på at sole os og snorkle ved Snoopy Island, hvor der er fyldt med farvestrålende fisk og koraller. Et yndlingsspot i UAE!

New In: Sikkerhedsnåle i guld

Jeg har før nævnt, at jeg gerne køber smykker, når jeg er ude at rejse. Jeg synes nemlig, at et smykke er noget nær det bedste håndgribelige minde, man kan tage med sig hjem. For er der noget bedre end smykker med betydning? Samtidig kan man tit finde noget, som man måske ikke lige ser derhjemme – rent designmæssigt. Det er noget, der holder i mange år og som ekstra bonus, så fylder smykker sjældent ret meget.

Faktisk er det kun sket en enkelt gang i de sidste 5-6 år, at jeg er kommet hjem fra en ferie uden at have købt et nyt smykke, og det skete, da vi var i Indien i september 2015, og der fik jeg jo verdens smukkeste ring af min nu-kommende-mand <3 Og helt ærligt, bedre minde fra en rejse kunne jeg ikke få!

Til gengæld fik jeg købt de fineste og ret anderledes øreringe, der er designet som sikkerhedsnåle i guld. 21 karats guld for at være præcis. Til 400 kr. Så billigt! Og jeg kunne ikke stå for dem. Er vild med, at de er lidt rå og anderledes, men stadig ganske diskrete, da de ikke er særligt store.

image

Vi købte dem i China Town i Bangkok, hvor der ligger virkelig mange smykkeforretninger i de forskellige gader. Ret mange af dem med samme udvalg af glitrende, store guldsmykker, der ikke lige talte til mig. Men netop som jeg var ved at give en lille smule op, så faldt jeg over guldsikkerhedsnålene, og vidste, at der var de. Mit smykke-minde fra Thailand-ferien 2015. Og jeg er så glad for dem. Jeg har brugt dem en del allerede. Både til fine kjoler og  sammen med skovmandsskjorte og slidte jeans.

image

Jeg købte forresten også den fantastiske lille skål i Bangkok – elsker bladfaconen og den skønne blå farve, og min undskyldning for at købe skålen var, at den var perfekt til at ligge dagens smykker i, når man skal i seng. Og det er den virkelig perfekt til. Nårh ja, og så pynter den gevaldigt på et natbord!

image

image

image

Mine største øjeblikke i 2015

Det her indlæg havde jeg egentligt tænkt at lave for en måneds tid siden, men det nåede jeg ikke, så nu kommer det nu i stedet. En opsamling på året der gik.

2015 var et dejligt år. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at 2015 var et helt og aldeles fantastisk år! Både arbejdsmæssigt og privat. Og jeg forventer, at 2016 bliver ligeså god, lykkelig og lyserød.

På privatsiden var 2015 et år, hvor vi havde nogle fantastiske besøg hjemmefra af både familie og venner, vi var hjemme til det fineste bryllup hos min “søs”, vi var på nogle helt fantastiske rejser til både Indien og Thailand, samt på et par weekendture i UAE (Liwa og Fujairah), og så var det året, hvor min elskede kæreste og bedste ven friede til mig <3

Arbejdsmæssigt var 2015 et virkelig travlt år, hvor jeg nåede nogle gode ting rent marketingmæssigt for firmaet, og hvor jeg som hovedkoordinator styrede to store events sikkert i land. Først et skandinavisk golf event og 2 uger senere et kæmpe firmaarrangement under F1 i Abu Dhabi – som blev en kæmpe succes. Noget jeg er rigtig stolt af.

Netop fordi det var så vidunderligt et år, så var det faktisk rigtig svært at udvælge de største øjeblikke i 2015, men jeg har prøvet alligevel og har da fået skåret det ned til (kun) 12 punkter. Og hvor føler jeg mig priviligeret over, at mit sidste år har været så dejligt og fyldt med gode stunder! Jeg er et heldigt asen.

image

Allerede i februar finder vi det første valgte højdepunkt, da vi fik besøg af min “søs” og hendes mand. Det var så hyggeligt, og vi fandt tid til både at se prof. tennis med Caro, spise tapas og drikke vin, tøse- og drengeaften, samt en super sjov fredagsbrunch.

IMG_9823

I marts fik vi så besøg af min mor og far og vi havde mange dejlige stunder sammen i de 10 dage, de var her. Et af de bedste minder var dog, da vi tog turen til Liwa sammen, og havde den hyggeligste weekend på Tilal Liwa Hotel sammen – sol, afslapning, god mad og bobler langt ude i ørkenen! Se det er gode minder.

IMG_0764

I starten af april var vi til Robbie Williams koncert og det var så fedt! Han forstår virkelig at entertaine.. Ud over alle grænser! Koncerten slog ikke Rolling Stones, som vi var til året før, men den kom tæt på!

image

Et af mine mål for 2015 var at få oplevet lidt mere af UAE, så Lars og jeg tog på påsketur til Fujairah, hvor vi snorklede rundt ved Snoopy Island og bare nød livet og hinanden. Det var en af de bedste weekender overhovedet, og vi har derfor besluttet os for, at vi snart skal afsted igen.

IMG_1126

I maj var vi hjemme til bryllup i Danmark hos min “søs” og hendes søde mand. Det var sådan et fint bryllup. Hyggeligt, sjovt, kærligt. Og så fik jeg mulighed for at se lidt familie og venner – omend det kun var 3 dage, vi var hjemme.

image

Sommerferien 2015 blev brugt i Danmark og selvom vejret var alt andet end sommeragtigt langt de fleste dage, så havde jeg et par vidunderlige uger, hvor jeg fik set min familie – især min bedstemor og mine forældre, jeg fik set en del af mine veninder og venner og jeg fik fejret min fødselsdag. Det var lækkert at fejre dagen sammen med familien for første gang i 3 år!

image

I september var jeg så heldig at få besøg af Siri, en af mine allerbedste veninder, og vi havde nogle helt fantastiske dage sammen, hvor der både var plads til sightseeing i ørken, den gamle bydel, The Grand Mosque i Abu Dhabi og Burj Khalifa, shopping, frokost på Zuma, Chocoholic Brunch og Afternoon Tea med den fineste udsigt.

image

Samme måned fik vi også endnu et besøg af mine forældre – igen et besøg fyldt med super dejlige oplevelser sammen og masser af tid til hygge. Denne gang stod den især på madoplevelser som Bubbalicious Brunch & Afternoon Tea på Ossiano, Atlantis.

DSC_0776

Og så var der jo vores fantastiske ferie i Indien slut september – vi besluttede at tage til Kerala, hvor vi både så storby, jungle (hvor vi var på en fed trekkingtur) og så sejlede vi rundt i de berømte Backwaters nogle dage på vores egen lille husbåd, og det var bare så perfekt! En af de bedste ferier nogensinde. Kerala er så smuk. Menneskerne så søde. Og maden fantastisk. Vi vil tilbage.

Lykkelige og høje på kærlighed står vi her helt nyforlovede <3

Lykkelige og høje på kærlighed står vi her helt nyforlovede <3

Indien var jo også stedet, hvor Lars faldt på knæ og friede til mig på den mest fantastiske måde. Aldrig har jeg været lykkeligere eller mere overrasket. Det var perfekt. Det samme er ringen. Og måske var frieriet også med til at gøre ferien i Indien til noget ekstra særligt – alt blev ligesom set gennem lyserøde briller, mens vi sejlede afsted på vores lyserøde, lykkelige kærlighedssky… Som jeg egentligt stadig befinder mig på.

image

I november måned afholdt det firma, jeg arbejder for, Xworks Interiors, det første weekendevent nogensinde, og det gjorde vi til Formel 1 i Abu Dhabi. Jeg var hovedkoordinator på eventet, og det krævede mange og lange forberedelser. men weekenden blev en stor succes. Jeg fik lov at invitere både mine forældre og Lars med, så det gjorde jeg, og vi havde en super weekend sammen. En oplevelse for alle. Også selvom der skulle arbejdes lidt ind imellem. Heldigvis var der også plads til masser af hygge, ræs, vin, god mad og små gåture. Som sagt, virkelig en god oplevelse! Og så  var det bare virkelig dejligt at få lov til at se mine forældre endnu engang – især fordi vi jo ikke skulle hjem til jul.

image

Julen brugte vi jo nemlig i Thailand, hvor vi tog på 2 ugers afslapnings- og oplevelsesferie til HuaHin og Bangkok (skylder jer stadig et indlæg om Bangkok, men det kommer snarest) – og det var virkelig lækkert. Også Thailand er et land, jeg gerne vil tilbage til. Der er så meget at opleve. Smuk natur, flotte templer og dyr. Maden er ganske enkelt fantastisk. Og menneskerne virkelig venlige.

Og dermed nåede vi omkring de 12 største øjeblikke i 2015 for mit vedkommende – men der var mange flere gode stunder, jeg gerne ville have fremhævet, men så var indlægget blevet frygteligt langt. Så jeg holder mig til de valgte. For jeres skyld. Hahah. Som en lille krølle på fortællingen, så vil jeg nu godt lige nævne, at det altså også var ret stort og specielt, da jeg første gang så mig selv i en brudekjole! Og med den krølle, så vender jeg nu igen blikket mod 2016, som bliver et stort år på flere måder – størst  bliver det dog, at jeg skal sige ja til manden i mit liv. Uh jeg glæder mig <3

Tip: Her er min Smykkeguide til Dubai

smykkeguide_Fotor

Godmorgen derude,

Jeg har på det seneste modtaget en del mails (hvilket jeg elsker, så keep ‘em comin’!) med spørgsmål til, hvor man skal købe smykker, hvis man skal på ferie i Dubai. Og da jeg forestiller mig, at der kan sidde flere af jer derude, der også skal en smut herned til ørkenstaten i løbet af de næste måneder, da det jo netop er højsæson for turister lige nu, så vil jeg da lige fremhæve de små guides, jeg tidligere har lavet til smykkekøb i Dubai. Det betyder ikke, at I ikke må skrive til mig med spørgsmål, for det må I hjertens gerne!

Men det virker som om, at det er på tide, at jeg lige hiver dem frem igen, så I ikke behøver at lede både halve og hele år efter mine smykkeguides til Dubai. For faktisk har jeg lavet flere igennem tiden.

Jeg har nemlig begået den lille Smykkeguide til Dubai, der giver et hurtigt overblik over, hvor man kan købe smykker i Dubai og hvilke smykker, der giver mening at købe i forhold til besparelser.

Har man lidt mere tid, så har jeg skrevet lidt mere i dybden om, hvilke smykker, man virkelig kan spare penge på ved at købe, når man alligevel er her i ørkenstaten.

Og selvfølgelig har jeg også fortalt om, hvor de gode steder til smykkekøb så rent faktisk er – og jeg anbefaler også de 3 steder, jeg selv plejer at bruge til mine smykkekøb. Omend jeg mest benytter mig af et sted; Monili!

Netop Monili har jeg også skrevet lidt mere i dybden om, da jeg har fået lov at se deres værksted, hvor al magien sker!

Sidst men ikke mindst, så har jeg også engang skrevet lidt om de store smykketrends, man ser overalt her i Dubai, og de har ikke ændret sig siden dengang.

Jeg håber, at I kan bruge mine guides til noget, og at I ikke hiver jer i håret over, at jeg lige hiver dem frem igen. Jeg vil jo bare gerne  hjælpe de af jer, der skal en tur her til Dubai, og som gerne vil have nogle smykker med hjem i kufferten. Noget, jeg virkelig kan relatere til, da jeg ofte vælger små smykker som souvinirs. Jeg synes nemlig, at det er et perfekt minde.

New In: Fantastisk Chanel SS16 Broche

image

Som så mange andre, så er jeg ganske vild med Chanel, og jeg sukker da også gerne over de fantastiske tasker og sko nu og da, men jeg kan ganske enkelt ikke få mig selv til at spendere så mange penge på et enkelt item, i hvert fald ikke lige nu – måske hvis jeg en dag får så meget luft i budgettet, at der er plads til at spare sammen til den slags, og der så ikke lige kommer diamanter i vejen. Hahah. Men lige nu er der vigtigere ting i livet, nemlig et kommende bryllup, opsparing til fremtiden – nårh ja, og så fine smykker.

Og nu vi taler om smykker…. Hvor jeg ikke har mod på at smide en hulans masse penge efter en taske fra Chanel, så er det lidt en anden snak, når det kommer til smykker fra selvsamme brand. Til mit forsvar, så er smykkerne altså også langt billigere – i hvert fald de smykker, jeg kigger på og falder for. Og vælger man så de klassiske styles, så er det en rigtig god investering, for Chanel går aldrig af mode!

Så da jeg gik med overvejelser om at udvide min meget lille brochesamling (bestående af en enkelt, fin broche, jeg har fået af min mor), så var det en naturlig beslutning at kigge blandt Chanel’s brocher. Det vidste sig at være en fortræffelig ide! Jeg faldt hårdt og fuldstændigt for en af brocherne fra den helt nye SS16 kollektion, og jeg måtte ganske enkelt eje den. Så det blev en hurtig beslutning. Som jeg er så glad for.

image

Brochen, jeg faldt for, er en klassisk CC model i et metal, der nærmest skifter fra lys guld til sølv på den måde, den nærmest er spundet som tråd – selvom den ikke er det – og så med de fineste perler. Super fin. Lidt anderledes. Men super klassisk. Et smykke, jeg kan bruge nu og om 20 år. Faktisk tror jeg, at denne broche bliver en yndlings i rigtig mange år. For jeg elsker, hvordan jeg kan bruge den til alt. Den pynter så fint på store, tykke striktrøjer, halstørklæder eller som pynt på en fin kjole/skjorte. Det er en alsidig broche. Lidt stor, men samtidig så klassisk at det er helt rigtigt. Jeg er glad. Chanel er altid en god ide (altså hvis pengepungen tillader det!)!

image

image

Status på bryllupsforberedelser

image

Så er det vist på tide, at jeg kommer med den – nu længe lovede – status på vores bryllupsforberedelser. Det er altså også så fjollet, at jeg ikke har fået lavet den tidligere, for det er bestemt ikke lysten til at fortælle og dele, der har manglet, men det er bare ikke blevet til noget. Før nu!

Det er forunderligt, hvor meget man kan glæde sig til en bestemt dag! Jeg mener, der er mere end 7 måneder til vi skal giftes, men bare jeg tænker på det, så flakser sommerfuglene rundt i maven på mig, og mit hjerte laver et lille hop af ren kærlighed og lykke. Jeg elsker, at manden jeg elsker har bedt mig blive hans. For i min verden er der ikke noget større end kærligheden – og det er virkelig noget særligt fint at give sig hen til en anden person på den måde, man jo gør, når man siger ja til at følges på livets vej.

Og indtil videre, så har jeg nydt hver eneste øjeblik af vores bryllupsforberedelser! Og selvom der stadig mangler en del, så er vi godt på vej, og jeg føler virkelig, at vi er ved at finde vores vej til det perfekte bryllup for os. Det er jo det, det hele handler om. At finde det, der passer os. Og så glemme resten. Ellers kan det godt stikke lidt af – tror jeg.

Hvordan er status så? Datoen (03.09.16), kirken, festlokation har alle været på plads i lang tid. Vi har sendt Save The Date invitationer ud til alle inviterede (vi bliver 100 hvis alle kommer – hvilket betyder et noget større bryllup end jeg egentligt ønsker, men ham manden min kunne ikke finde ud af at skære i hans liste (pressure from somewhere maybe?) og så måtte det jo blive sådan – heldigvis kan han nu ikke tillade sig at pive over priser til pynt, kage etc., da han gevaldig er med til at skyde budgettet i vejret med mange ekstra gæster… Og nu stopper fru-brokrøv ;))

Foruden ovenstående, så har vi nu fået styr på musikken – forhåbentligt (vi skal lige tjekke med festlokationen, at der faktisk er plads nok) og jeg tror, at det bliver super godt og festligt! I morgen skal vi skype med dem, der forhåbentligt ender med at blive vores caterer til brylluppet. Vi skal snakke menu, antal tjenere osv. Vi har en ret god ide om, hvad vi gerne vil have at spise, og da vi begge går op i god mad, så vil vi gerne, at det bliver rigtig lækkert – vi ved dog ikke endnu, om vi har råd til dem. Vi håber. Det bliver spændende!

image

Jeg har modtaget mine – synes jeg selv – helt fantastiske brudesko, der bare passer perfekt. Jeg er så vild med dem. Og selvom det er farligt at bestille over nettet uden at have mulighed for at prøve først, så måtte jeg bare have lige dem. Når resultatet så er perfekt, så føles det lidt som om, at det var meant to be!

Lars har styr på hans bryllupstøj – vi fik syet et sort jakkesæt til ham, da vi var i Bangkok – nu håber vi så bare, at det passer perfekt.

Min kjole er der stadig ikke styr på, men jeg har en plan. Jeg har en kjole, jeg er ret vild med – okay lettere forelsket er jeg nok nærmere – men der er et par små ting, jeg gerne ville have anderledes. Så nu tager jeg billeder og ideer med til en skrædder her i Dubai, og så får jeg ganske enkelt syet en kjole – specielt til mig. Det er da fint. Og priviligeret. Synes jeg. Til gengæld har jeg styr på brudesmykker – jeg har købt det fineste, delikate lille kærlighedsarmbånd og så låner jeg nogle fantastiske perleøreringe af min mor (my something borrowed and old!)

Vi mangler også at få lavet invitationen – jeg har lavet en skitse til. hvordan jeg gerne vil have den til at se ud. Nu mangler jeg bare lige tiden til at nørde photoshop, for ja, jeg vil også lave invitationen selv (ligesom jeg gjorde med vores save the dates).

Bryllupskage er vi slet ikke begyndt at tænke på endnu. Altså, udover, at vi gerne vil have en. Skal have en. Jeg vil gerne have en i flere lag. Men enkel. Og uden alt det frygtelige fondant, som bare ikke smager godt – selvom det ser fint ud. Jeg er mere til creamcheesefrosting eller marcipan. Smagsmæssigt gerne noget med chokolade og bær – og ikke for tungt. Men ja, bryllupskage er stadig på to-do listen!

Dette er ikke vores ringe - ej heller det design, men i  stedet bredden på vores respektive ringe! Bare lige for god ordens skyld.

Dette er ikke vores ringe – ej heller det endelige design, men i stedet bredden på vores respektive ringe! Bare lige for god ordens skyld.

I forhold til ringe, så var vi faktisk ude hos min lokale smykkepusher – Monili – igår, og vi bestemte os endeligt for et design. Et vi har fundet på nettet, og som vi egentligt har haft besluttet os for et stykke tid. Nu får vi dem til at designe nogle lignende til os. I første omgang som plastikringe, så vi kan endeligt beslutte os for, om bredden på ringene er rigtige. Min ring skal nemlig ikke være ligeså bred som Lars’. Heller ikke selvom det ringdesign, vi er faldet for, faktisk har lige bredde ringe til både manden og kvinden. Det er bare ikke helt det, vi ønsker – læs: min finger kan ikke håndtere en ring, der er ligeså bred som Lars’. Så nu går jeg utålmodigt og venter på, at det bliver onsdag aften, så vi kan komme ud at prøve plastikringe og tage den endelige beslutning. Det er så stort. Og super lækkert at se sin kæreste med en ring på fingeren!

Pynt, blomster, bordkort og menu har jeg alt sammen en ret god ide om, hvordan jeg gerne vil have til at se ud. Jeg kigger stadig på pinterest og nettet for lækker inspiration, men den overordnede ide har jeg. Og Lars kan lide den. Det er vigtigt. Farveskala bliver hvid, grå og pink. Det er vigtigt for os, at vores bryllup bliver hyggeligt, uhøjtideligt og fyldt med glæde og kærlighed, og det vil jeg gerne, at vores festlokation og pynt afspejler. Selve festlokationen er en gammel gård, der er moderniseret og lavet om til festlokale og omgivelserne og huset virker virkelig idyllisk – på billeder i hvert fald, da vi endnu ikke har set det live – hvilket jo netop taler for en hyggelig og nede på jorden fest. Så det skal nok blive godt.

Puh, er jeg ikke ved at være kommet rundt om det hele nu? Altså, i store træk. Der skal nok komme meget mere om alt, jo tættere vi kommer på. Det lover jeg. Håber ikke, at det skræmmer jer væk? Haha. Please stay! For jeg kan godt lide at dele min glæde med jer…

Kram

 

Glimt fra hverdagen

Tiden flyver. Jeg har blot blinket en enkelt gang, og nu er endnu en uge forsvundet. En fin uge. Med plads til både træning, blog, pligter og ret meget hygge. Det på trods af træthed efter sidste uges besøg. Så jeg kan ikke klage. Jeg kunne bare så godt tænke mig, at tiden gik lidt langsommere, så det var nemmere at følge med – og måske nå lidt mere af alt det, man gerne vil, men som man ikke når, fordi man lige blinker en enkelt gang.

Men nok om det. Som sagt, så har det været en god uge og jeg kunne ikke lade være med at sidde og smile for mig selv, da jeg sad og kiggede ugens billeder igennem på mobilen. Selv på en almindelig uge, så er der ret mange små, gode øjeblikke, som jeg kun kan være taknemmelig for, og det er jeg. For det er alle disse små lykkeglimt, der gør det hele mindre gråt, og jeg tror, at det er en rigtig god øvelse netop at huske på de gode ting i hverdagen. Det har jeg i hvert fald lært hjemmefra, og jeg synes, at det virker – rigtig godt endda!

Og lad os så kigge på ugens udvalgte glimt fra hverdagen;

image

Fra sidste lørdag aften, hvor vi var ude at spise det sidste måltid i denne omgang med min dejlige veninde – Lækker pasta og skøn iste på Cafe Bateel…  Det var hyggeligt!

image

Søndag kom jeg hjem til en virkelig kontaktsøgende og kælen kitkat, der havde været alene hjemme en hel dag efter at have haft ekstra selskab i en uge. Det havde været hårdt – åbenbart!

image

Fantastisk solopgang mandag morgen. Farverne var så smukke. Det krævede et billede – eller fem ;)

image

Og så var det ugen, hvor mine helt fantastiske brudesko ankom, og de passer bare perfekt. De er så smukke, synes jeg. Jeg har fået dem speciallavet med kittenheels, så jeg nemmere kan holde til at have dem på hele dagen og natten og selvom det måske er en smule mindre elegant end en hel høj hæl, så er jeg ovenud vild med resultatet! Nu mangler jeg bare lige den vigtige detalje, der hedder brudekjolen… Men det her, det var nok højdepunktet denne uge! For der er altså noget særligt ved at modtage sine brudesko, skal jeg sige jer.

image

Vores hjem – Princess Tower – set fra Marinaen med den fineste lyseblå baggrund (det højeste tårn i klyngen)…

image

Voldsom lækker torsdagsfrokost på arbejdet :)

image

Vi brugte endnu en dejlig fredag morgen på en cykelbane i ørkenen. Det er hyggeligt, hårdt og ømt!

image

De fineste små desserter <3 I plastik der ikke kunne tåle kogende vand, har jeg konstateret.

image

Lækker frokostdate i dag inden vi skulle ind og kigge på, samt bestille vores vielsesringe (der skal nok komme lidt mere info omkring det med ringene snart – men nu har vi valgt!)

« Older posts Newer posts »

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑