Puh… Jeg var i lufthavnen i morges for at aflevere mine forældre. Det var hårdt! Jeg er bare super duper dårlig til at sige på gensyn til dem, jeg har kær! Jeg dur ganske enkelt ikke til det. Jeg får mavepine og tårer pipler bare ud af mine øjne, om jeg vil det eller ej. Og allermest har jeg lyst til bare at knuge mig fast, så de ikke kan tage af sted.

Og her snakker vi altså ikke kun overstående scenarie overfor mine forældre. Jeg reagerer på samme måde overfor min bedstemor, mine kusiner, mine nærmeste veninder og venner.

Jeg bryder mig bare ikke om det, når man skal sige på gensyn, og man ved, at der er lang tid til man ses igen.  Det passer åbenbart dårligt til min person og mit følelsesliv. Men hey, jeg kan også bryde i gråd over alt fra film, bøger til musik og billeder. Jeg er meget følsom. Og det med at sige på gensyn. Det er bare ikke rart.

Og denne gang ved jeg ellers, at jeg ser mine forældre ganske snart, da vi skal hjem på ultrakort visit i Maj, hvor min “søs” skal giftes. Der får jeg dem lige set både om fredagen, kort lørdag (hvor brylluppet holdes) og om søndagen igen, inden vi vender snuden mod Dubai efter en weekend i Danmark. Og så er det planen, at vi tager på sommerferie i start juli derhjemme. Men alligevel var det frygteligt hårdt at skulle se dem gå. Jeg var helt færdig. Som altid.

Så det var faktisk helt rart at komme på arbejde, da det kunne fjerne tankerne lidt fra det faktum, at mine forældre nu igen er mere end 6000 km væk! Og selvom det var i morges, jeg sagde på gensyn, så savner jeg dem på fuld tryk lige nu… Og jeg ved efterhånden af erfaring, at de næste dage bliver lidt hårde for mig.

farewell-seafoam