image

Jeg har fået af vide flere gange, at man skal huske at nyde forlovelsen og hele planlægningsprocessen i forbindelse med det kommende bryllup. En god påmindelse. Tror jeg. Selvom jeg nu synes, at jeg nyder det hele. Også selvom det en kort overgang var lidt frustrerende, at vi simpelthen bare ikke kunne finde et sted at holde festen. Men det lykkedes.

Det med at nyde forlovelsen kommer egentligt ret naturligt. Jeg bliver stadig glad, når jeg kigger ned på min finger, hvor den smukke ring sidder. Jeg får stadig kilder i maven, når jeg kommer til at tænke på frieriet. Eller vores kommende bryllup.

Men lige nu er der så travlt på jobbet – og med besøg – at der ikke rigtigt er tid til ret meget bryllupsforberedelse. Desværre. Og den smule der er, det stresser mig næsten lidt. Så jeg holder det som et minimum. Der er blevet designet Save the Date invitation. Men det har været lidt svært at nyde det. Fordi det føltes presset. Så lige nu er påmindelsen om at huske at nyde det ekstra vigtig! Så jeg har besluttet, at når jeg i starten af december er ovre al stressen og de 2 store events med arbejdet, så skal Lars og jeg skåle i et stort glas vin. Vi skal fejre, at vi har dato, kirke, festlokale og Save the Date invitationer på plads. For det er da stort.

Og så glæder jeg mig til at dykke ned i alle detaljerne. Farvepalette, menu, vin, pynt, blomster, invitationer, musik, fotograf – og selvfølgelig kjole! Det bliver så fantastisk. Det hele. Og jeg er sikker på, at vi nok skal få skabt et smukt og personligt bryllup, der virkelig passer til os.

Jeg glæder mig til igen at få tid til bryllupsforberedelser (jeg kan godt lide planlægning). Jeg glæder mig til at kigge efter inspiration på nettet og pinterest i særdeleshed – og det i timevis. Jeg skal bare lige igennem resten af november, så arbejdslivet igen vender tilbage til normalen, og jeg derfor igen har energi til alt det andet, alt det sjove. Og så vil jeg huske på, at man skal nyde det hele, både de små og store ting i forbindelse med vores bryllup. Det er jo den ene gang i vores liv, vi får denne oplevelse. Så alt skal fejres. Fra nu af.