For et par uger siden kom jeg til at tænke på, at jeg aldrig rigtigt har fået fortalt, hvordan vi havnede i Dubai i første omgang. I vores tilfælde er der nemlig ikke tale om en udstationering, men i stedet et fuldstændigt selvstændigt valg om, at vi ville flytte hertil. Hvilket vi ikke har fortrudt!

Nå, men lad os komme tilbage til begyndelsen. For faktisk var det et tilfælde, at det blev lige Dubai, vi endte i. Ja, faktisk var det slet ikke skrevet i kortene, at vi skulle flytte til udlandet på det tidspunkt. I hvert fald ikke der. Selvom vi begge gerne ville til udlandet at arbejde – engang ud i fremtiden.

IMG_7406

Men da Lars sad i en advokatfuldmægtig-stilling, hvor de ikke kunne overholde, hvad de havde lovet ham, så blev parterne enige om, at han måtte kigge efter noget andet. Hvilket han så begyndte på. En dag så han et stillingsopslag, hvor de søgte en advokatfuldmægtig på et dansk advokatkontor i Dubai. Han spurgte mig, om han måtte søge den – bare for sjov, da fristen allerede var udløbet. Netop fordi fristen var udløbet, og nok også fordi det virkede så uvirkeligt med hele ideen om Dubai, så sagde jeg ja. Da han sendte den, grinede vi lidt af det. Og så glemte vi det nok lidt igen. I hvert fald for et par dage. For så kom der et opkald fra Dubai. En søndag aften. De ville gerne holde en samtale med Lars – over telefonen. Vi blev lidt stille. Faktisk meget stille. Og tankerne begyndte at flyve rundt.

Da Lars så et par dage  efter stod med et reelt jobtilbud, var forvirringen total. Skulle han sige ja? Og hvad så med mig? Og os? For på det tidspunkt boede vi ikke engang sammen. Godt nok var vi sammen næsten konstant, men vi havde hver vores lejlighed i hver vores by. Mig i Aarhus. Ham i Viborg. Og så pendlede vi frem og tilbage.

Lars var hurtig til at sige, at han ikke ville tage til Dubai uden mig. Jeg ville gerne med ham, MEN jeg havde et job, som jeg virkelig var glad for i Aarhus, og jeg var bestemt ikke interesseret i, at ødelægge mine karrieremuligheder ved at tage derned uden et job. Så en jobjagt blev sat ind, og der blev hurtigt fundet et marketing/kommunikationsjob til mig (det vidste sig senere, at jeg måske skulle have kigget videre, men heldigvis fandt jeg selv et andet job hernede, som jeg er virkelig glad for).

Pludselig stod vi der. Med 2 jobkontrakter der var klar til at blive underskrevet, mindre end 2 uger efter Lars havde sendt hans ansøgning. Jeg har aldrig været så forvirret i mit liv! Tankerne fløj rundt. Var det det, vi ville. Var vi klar til ikke bare at flytte sammen, men at flytte sammen i et totalt ukendt land? Vi havde mange overvejelser. Mange snakke. Vi vidste, at vi ville hinanden. Og vi ville gerne til udlandet. Men var det nu. Jeg snakkede meget med mine forældre og min “søs om, hvad vi skulle gøre, om hvad jeg tænkte og følte, om mine bekymringer, forbehold og min lyst til alligevel at hoppe ud i eventyret – på trods af alt det andet. De var alle fantastiske, støttende, trøstende, opmuntrende. Og jeg tror, at det var det, der gjorde, at jeg endte  med at sige ja til Lars, ja til jobbet, ja til EVENTYRET. For jeg vidste, at jeg havde dem i ryggen. Lige meget hvad. De ville være der. Altid. Også selvom det blev på afstand for en periode.

Så vi sagde ja, skrev under på kontrakterne, og sagde vores job op. Hvilket måske ikke skete på den mest elegante måde fra min side – jeg elskede som sagt mit gamle job og ikke mindst mine kolleger og chefer, så da jeg skulle sige op om morgenen, bad jeg om at få lov til at snakke med min (marketing)chef og så den adm. direktør inde i mødelokalet. Da vi kom derind, startede direktøren med at sige, “du skal vel ikke til at sige op”, og da det jo netop var det, jeg skulle, så brød jeg direkte ud i tårer, mens jeg hulkede jooooo… Pludselig havde jeg ikke mindre end to søde dejlige mennesker til at trøste mig, mens de fortalte, hvor fedt de synes det var, at vi tog chancen i udlandet. Fantastiske mennesker. Det er de i edgemo! Så støtten var stor (både på jobbet og blandt familie og venner). Hvilket på en gang gjorde det lettere og sværere at skulle forlade det hele.

Og så gik det stærkt. Lars havde 3 uger fra vi underskrev, til han skulle stå på kontoret i Dubai. Så vi fik travlt. Papirer skulle fremskaffes. Lejlighed skulle opsiges og pakkes ned. Der skulle siges på gensyn til alle. Og samtidig skulle det hele fordøjes – hvilket ikke helt lykkedes! Men spændte på vores første store fælles eventyr, det var vi i hvert fald.

Lars rejste 3 uger før mig, så jeg havde lidt længere tid til at få styr på  mine ting. Selvom det føltes som om, at dagene bare forsvandt mellem mine fingre, og jeg følte mig ingenlunde klar til at sige på gensyn til mine veninder, forældre eller resten af familien for den sags skyld. Og jeg havde den vildeste (permanente) mavepine, de sidste uger op til min afrejse.

Og selvom jeg altid bliver ked af det, når jeg skal sige farvel/på gensyn i lufthavnen til mine forældre, så har jeg da aldrig tudet så meget, som jeg gjorde den dag, jeg skulle rejse. For ikke nok med at jeg skulle rejse langt væk fra alle for en uvis periode, så lukkede jeg også et helt kapitel i mit liv, og skulle til at tage hul på et nyt (og spændende) et – uden mine forældre i nærheden). Jeg var bange, spændt og alt der imellem. Men med store kærlige kram og ord fik mine forældre mig skubbet afsted. Og efter at have grædt mine modige tårer – først på et toilet i lufthaven, og siden til en sørgelig film på flyveren – samt lidt hvidvin, så begyndte sommerfuglene at flakse. Jeg glædede mig jo også til at komme ned til Lars, ned til vores nye fælleslejlighed i The Princess Tower (elsker det navn!) og til det eventyr, som Dubai nu engang er. Og jeg siger det igen, jeg har aldrig fortrudt!