Nu hvor påsken står for døren, og de fleste af jer har fri, så synes jeg, at det er passende med et lille inspirations-minibreak indlæg, hvis man nu skulle være på disse kanter. Og med en lyst til at opleve noget andet end Dubai.

Tilbage i marts, da vi havde besøg af mine forældre, tog vi dem med til Liwas smukke ørken, hvor vi havde en overnatning på det hyggelige Tilal Liwa Hotel. Det var simpelthen så stor en oplevelse, at jeg er nødt til at dedikere et helt indlæg til stedet (selvom jeg allerede dengang viste lidt billeder derfra).

Der var så smukt, så fredfyldt, så hyggeligt, at jeg blev fyldt op med både glæde og energi på bare det ene døgn, vi var der! Selvom jeg sagtens lige kunne have brugt en dag eller to mere derude. At jeg samtidig var der med nogle af mine alleryndlingspersoner i hele verdenen, gjorde kun oplevelsen endnu bedre! Men selv hvis jeg havde været der mutters alene, ville jeg have nydt det. Det er jeg sikker på. Så specielt var det.

IMG_9823

Vi havde længe gerne villet til Liwa, Lars og jeg. Det der med at se uforstyrret ørken, det ville vi gerne. Altså, vi har selvfølgelig set Dubai’s ørken. Bevares, både på ørkentur med 4hjulstrækker og chauffør, der kørte vildt i sandbankerne sammen med hundrede andre biler, og når vi er kørt ud af byen. Men ikke den der rolige, uforstyrrede ørken, der fortsætter så langt øjet rækker. Og det kan man opleve i Liwa, som også kaldes “the empty quarter”.  Netop fordi, der er så tomt.

Så da vi så en god deal, hvor man fik overnatning på Tilal Liwa Hotel (4 stjernet), 4 retters middag (5 hvis man tæller kaffen med) og morgenmad på værelset + en flaske bobler og chokoladekage for 2 personer til omkring 1200 danske kroner, så var vi slet ikke i tvivl. Vi var heller ikke i tvivl om, at vi ville invitere mine forældre med derned, for det ville lige være noget for dem. Noget de i særdeleshed ville sætte pris på. Og det gjorde de bestemt. Det gjorde vi alle fire.

Vi kørte hjemmefra omkring kl 11, og så tog vi ellers den lange – men flotte – køretur til Liwa med et par enkelte pauser. Hvilket gjorde, at vi ankom i perfekt tid til at tjekke ind (hvilket man kunne fra kl 14). Efter indtjekning, blev vi ført ned til vores fine (og ret store værelser), alt imens vi sippede på en frisk velkomstjuice. Vi var alle hurtigt enige om, at vi ville nyde et par timers sol ved poolen, som det første. Vi var trods alt kommet for at slappe af sammen.

Som sagt, så gjort. Vi tog et par timer ved poolen, hvor der blev slappet af, læst i bøger, badet, småsludret alt imens vi havde den mest fantastiske udsigt ud til den røde ørken. Man kunne bare ligge i stilhed og stirre ud i ørkenen og bare mærke kroppen slappe af. Meget tiltrængt!

Bagefter et par timer var vi klar til sjov i ørkenen, så vi lånte et sandboard og en kælk, og så skulle sandbankerne ellers afprøves. Jeg havde ellers været lidt nervøs for det, men enten går sandboarding ikke specielt hurtigt, eller også fik vi valgt nogle dårlige banker. Men sjovt var det da. I hvert fald ned ad! Op var et mareridt. Bankerne var ret stejle, og sandet meget løst, så for hvert skridt du tog, røg du et halvt tilbage. Så vi fik dagens motion. Hahah.

Efter vores anstrengelser i ørkenen blev der lige tid til et dejligt, afslappet karbad og et tøjskift, inden vi alle fire mødtes og delte en flaske bobler og chokoladeovertrukne jordbær (en vinderkombo hvis du spørger mig!). Det var så hyggeligt. Vi sad ude på terrassen og nød livet, drak et par glas og sludrede indtil det var tid til middagen.

Vi havde bestilt en 4 retters a’la carte menu, hvilket vi var rigtigt glade for. Maden var nemlig super god. Og så var det bare hyggeligt at sidde med levende lys på bordet og læne sig tilbage, alt imens maden blev serveret. De tilbyder nemlig også buffet, men der skal man hente selv, og det havde vi ikke lige lyst til Desuden skulle vi til fredagsbrunch ugen efter, og der ville vi få buffet for alle pengene.

Efter en hyggelig middag – hvor Lars desværre sad og blev dårlig (hovedpine, ondt i halsen og feber), gik vi ned på værelset for at dele endnu en flaske bobler og spise chokoladekage (desserten var jo ikke nok, nej. Hahah). Eller mine forældre og jeg gik ned på deres værelse, mens stakkels Lars måtte gå i seng. Det var simpelthen så hyggeligt. Vi sludrede i et par timer, inden vi også tumlede i seng.

Næste morgen fik vi serveret den helt store amerikanske morgenmad på værelserne – det var så fornemt og lækkert! Og pisse hyggeligt at sidde ude på terrassen og spise morgenmad, bare mig og Lars!

Resten af formiddagen brugte vi ved poolen og på at udforske hotellets små fine oaser. Det var ren afslapning. Der faldt simpelthen ro på os. Måske fordi der var så rolig en stemning på hotellet. Og så var der vanvittigt stille. Vi er jo vant til storbyens larm 24/7 her i Dubai. Derude. Der var ikke en lyd. Det var skønt!

Vi var alle glade og afslappede, da det var tid til at vende næsen hjem. En stor oplevelse rigere.

DSC_0016

DSC_0039

 

 

DSC_0036

DSC_0047

DSC_0043

 DSC_0031

DSC_0051

DSC_0089

DSC_0091

DSC_0092

DSC_0093

DSC_0096

DSC_0097

DSC_0095

DSC_0116

DSC_0117

DSC_0041