Jeg har tænkt meget over venskaber på det seneste. Måske fordi jeg venter besøg af en af mine allerbedste veninder lige om snart, måske fordi jeg er inde i en periode, hvor jeg savner mine tætteste veninder lidt ekstra. Ja, den slags perioder har jeg. Hvor jeg savner alle dem derhjemme, der betyder allermest, lidt ekstra. Og jeg er ramt ind i en lige nu. Heldigvis kommer en veninde om to uger, og mine forældre om en måned. Det hjælper. Meget.

Plakater_50x70cm_iRAMME_GoodFriends

Hvor end det kommer fra, så har jeg i alle tilfælde tænkt meget over venskaber på det sidste. Og på hvor heldig jeg er, at mit forhold til mine tætteste veninder er mindst ligeså tæt nu, som det var, da jeg boede hjemme. Det sætter jeg stor pris på. Uendeligt meget.

Jeg læste engang, at et rigtigt venskab var, når man kunne være fra hinanden i lange perioder, uden at miste den tæthed, man har, så når man endelig mødtes igen, så var det som om, at man lige havde set hinanden dagen før. Man fortsatte bare, hvor man slap sidst. Og det tror jeg, er meget rigtigt. For det er sådan, jeg har det med mine veninder.

Jeg har mange venner – eller nok nærmere søde bekendte – men jeg har en lille gruppe af virkelig tætte veninder. Det er dem, der betyder noget særligt, og det er dem, der ved alt om mig, og jeg ved alt om dem. Og vi er der ALTID for hinanden. Engang ville jeg egentligt gerne have en kæmpe venindeflok, jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg har egentligt altid trives bedst med at have nogle få virkelig tætte venner. Og i dag er jeg virkelig glad for, at det er sådan, det er. For jeg vil hellere passe på de venskaber, der betyder noget, fremfor at rende hovedløst rundt og forsøge at holde kontakt med alle og enhver, for det er lettere umuligt med job, forhold, familie osv.  Det betyder dog ikke, at jeg ikke bliver glad, når jeg møder alle mine bekendte, for det gør jeg. Bestemt.

Jeg har især 3 veninder – der er kommet ind i mit liv på meget forskellige tidspunkter – der betyder lidt ekstra. Den ene mødte jeg, da jeg var 1 1/2 år gammel, og hun er min søs i dag. Den anden mødte jeg på gymnasiet, og hun er en bedsteveninde på en særlig måde. Og så mødte jeg den sidste på kandidaten, og vi klikkede bare, og det gør vi stadig. Jeg elsker, at de sådan har været en del af mit liv på forskellige måder, og stadig er det. De er nogle af de bedste piger i verden. Det er jeg sikker på. Og jeg er taknemmelig for, at de er i mit liv. Sådan har jeg det også med især den ene venindes mand, han er også blevet min ven, og en del af familien. Og det er altså skøøønt! På samme måde har jeg det med mine kære kusiner, som jeg også betragter som kære veninder – og det føler jeg mig ret heldig med. For jeg ved, at det bestemt ikke er alle, der er så tætte med deres kusiner.

Der er også andre gode veninder derhjemme, som jeg nyder at ses med, når lejligheden byder sig, men som jeg ikke har samme bånd til. Hvis det giver mening.

Der er dog også venner, som stadig betyder noget særligt for mig, men som jeg desværre har mistet kontakten næsten helt til, og det kan godt gøre mig ked, men på en eller anden måde, så er det svært at få startet kontakten ordentligt igen. Det er især folkeskoleveninden og vennen (H & D), gymnasieveninden (G) og kandidatveninden (D), jeg savner. Og jeg håber, at jeg finder ind til dem igen. For det kan godt svide lidt, at det sådan forsvandt. Det stærke venskab, der var. Og som jeg stadig tror, findes. Hvis det blev plejet lidt. Jeg håber på, at det lykkes mig, at finde energien en dag.

Så er der de nyere venskaber, jeg har skabt hernede til to skønne piger. Dem sætter jeg også stor pris på, og jeg håber virkelig, at det er nogle, der vil kunne opretholdes, selv når der kommer afstand mellem os, for det ved vi alle, at der gør – på et eller andet tidspunkt. For Dubai er et transitland – et sted man opholder sig nogle år (nogle gange mange år dog), inden man enten flytter hjem igen eller videre. Men jeg håber, og jeg vil gøre mit.

Men venskaber er en sjov ting. Nogle skal plejes meget for, at de varer ved. Andre består bare ligemeget hvad – og har man flere af den slags, så tror jeg på, at man er velsignet. Så det føler jeg mig.

Og så har jeg jo ikke engang nævnt kæresten! Og ham betragter jeg bestemt også som en bedsteven.