IMG_3434

Som jeg allerede har fortalt lidt om, så blev jeg ret vild med dyresmykker, imens min veninde var hernede. Ikke blot den sjove flamingoring faldt i min smag, men også adskillige fine diamantringe formet som dyr fangede os begge, da vi var et smut ude i guldsouk’en i den gamle bydel. Især faldt jeg for en fin panterring. Men helt ærligt, selv hvis jeg havde haft den slags penge, så ville jeg aldrig have brugt dem på en diamantpanterring. For selvom den er noget så fin og sjov, så er det stadig en ring, som man kun bruger indimellem. Eller det ville det i hvert fald være for mig. Så jeg vinkede pænt farvel til den, og gik videre i livet uden at skænke ringen flere tanker.

Lige indtil vi dagen efter var til Afternoon Tea (kommer der et indlæg om snarest) på Al Qasr Hotel, der ligger som en del af Madinat Jumeirah. For efter vi havde spist os halvt fordærvede i lækker mad, så skulle jeg jo lige vise min veninde hele området, inklusiv “souk-området”. Og det blev farligt!

DSC_0088

For der er mange fine blingsmykker derude – og også ægte smykker… Og vi faldt selvfølgelig for noget derude. Nemlig den fineste panterring meget lig den, jeg blev lidt lun på dagen før, men denne gang til at betale. Uden at der var tale om skrammel. Ringen var nemlig lavet i sølv og med zirkoner overalt. Så fin. Og til omkring 250 kr. var jeg simpelthen nødt til at eje den. Det samme var min veninde. Så nu har vi veninderinge. Min panterring er med lyserøde øjne, mens hendes er med grønne. Ellers er de ens. Fine. Sjove. Anderledes. Alt for meget. Og helt tilpas. Jeg havde egentligt regnet med, at jeg kun ville bruge min til festlige lejligheder, men på trods af det, så har den faktisk siddet på min finger uafbrudt de sidste dage. Så det var et godt køb. Som jeg bliver rigtig glad for. Det er jeg sikker på.

DSC_0092_Fotor

DSC_0091_Fotor

DSC_0084_Fotor