Hovs! Jeg kom til noget. Noget dyrt. Noget godt. Og noget længe ønsket. Jeg har nemlig lige købt mig en helt ny og fin macbook air 13″ :)

325753-apple-macbook-air-13-inch-mid-2013

Min gamle computer har jeg haft i mange år, og jeg har været rigtig glad for den. MEN den er nu et sted mellem 6-7 år (tættere på 7 end 5) og den begynder at vise tegn på, at den har været brugt flittigt i alle årene – især imens jeg stadig studerede og skrev speciale, hvor den nærmest ikke var slukket i 5 måneder. Den fungerer stadig fint. Den er bare blevet langsom, og så kan den ikke holde strøm. Som i slet ikke. 10 minutter og den dør – hvis den overhovedet holder så længe. Og det tager den mindst 10 minutter at starte op.

Så nu blev det altså tid til en ny, især fordi jeg jo er begyndt at blogge, og virkelig vil det. Det kræver altså en computer, der starter hurtigt, og som holder strøm. Jeg har en ipad, som jeg er vild med og bruger flittigt, men til at redigere billeder, så kan jeg bedre lide computeren (og det er også her jeg har photoshop).

Derfor besluttede jeg mig for at gøre det nu, så jeg kan få den, når jeg kommer hjem til jul. Jeg vil nemlig have en med dansk tastatur. Det er bare lettest. Og jeg ville ikke bare blive ved med at snakke om det, det har jeg nemlig gjort i flere måneder nu. Så nu blev det til noget. Jubii! Så skal jeg bare lære at bruge en mac ;)

155186-10-mba-13-open_original

Også selvom finanserne måske ikke helt var til det, men så er det godt, at jeg kunne tage lidt fra min lille opsparing, og så må jeg bare spare lidt i det nye år. For lige nu er der ikke til opsparing – det er nemlig dyrt med flybilletter hjem i julen! Derudover er der Formel 1 hele weekenden, der skal købes julegaver, og vi skal fejre nytår hernede i Dubai, og det kommer også til at koste en lille bondegård! Men det skal altså prøves.

Så nu går jeg bare og glæder mig til at få min nye bærbare! Og det allerbedste ved det hele? Min gamle kommer på pension som min mors arbejdscomputer, så hun har en computer, hun kan lave arbejdsplaner osv. på :)

Yay!