I lørdags var jeg jo til bryllup hos bedsteveninden/”min søs” og hendes søde mand. Og det var simpelthen det fineste, afslappede, hyggelige bryllup! Der skal nok komme et indlæg om det med masser af fine glimt og lidt flere ord om brylluppet, men jeg skal lige have tid til det.

Igår aftes var jeg nemlig ikke meget værd – fik pakket ud, vi bestilte mad udefra og så et tv-program. Det var alt. Og så gik jeg tidligt i seng. Er dog stadig lidt træt i dag, men det var også en (fantastisk) weekend med fuld fart og to lange rejser frem og tilbage. Så det er måske meget forståeligt.

Det lykkedes mig dog at få lagt et billede på bloggens instagramprofil (@jewelryandlife) af de smykker, jeg havde på til brylluppet. Men I, der ikke følger instagramprofilen, skal naturligvis ikke snydes. Så her er det – billedet af mine smykker fra brylluppet i lørdags.

image

Jeg havde valgt diamanter og guld – med lige et lille drys af perler – det synes jeg passer så godt til festlige lejligheder og bryllupper i særdeleshed. Selvom det måske kan lyde en smule prangende, så var det faktisk ganske diskret. Det handler nemlig om at vælge de rigtige smykker, dem der fylder uden at fylde. De diskrete smykker der går til alt. Favoritter i min samling – netop fordi de passer til alt, de er smukke, men stadig diskrete og enkle.

Og det med diskrete smykker, det synes jeg, at mine enkle og tynde armbånd fra ANNI-LU med henholdsvis en blågrøn diamant og 3 perler, samt mine to tynde guldarmbånd købt her i Dubai, formår at være til perfektion. Der var pynt på mit håndled, men ikke på en måde der skreg på opmærksomhed.

Samtidig havde jeg valgt mit smukke (og eneste) diamantvedhæng til at have om halsen, for det glimter og skinner så fint, men da det stadig er diskret i størrelsen, så passede det perfekt. Især sammen med mine elskede små diamantstikkere fra Lars – købt i Monili her i Dubai. Igen diskrete og klassiske. Og bare helt perfekte.

Slutteligt havde jeg valgt to af mine favoritringe til festlige lejligheder – mine cocktailringe. Den ene fra Jewlscph med gul citrin og diamanter, den anden fra Aagaard med fine blomster og zirkoner. Selvom begge ringe er relativt store og markante, så blev det ikke for meget, da jeg holdt looket til en ring på hver hånd og de er samtidig ret klassiske – hvilket egentligt kendetegner alle smykkerne, jeg havde valgt til begivenheden.