2016

Hej derude,

Så er vi nået 10 dage ind i det nye år. 2016 er altså allerede godt i gang. Men samtidig er 2016 stadig helt nyt og uberørt. Og jeg er ret sikker på, at det bliver et fantastisk år. Hvor der kommer til at ske store ting. Vi skal giftes. Det er helt fantastisk og stort. Og jeg glæder mig voldsomt til at sige ja til ham, jeg elsker. Men det er ikke alt. Jeg ved, at 2016 bliver et stort år. Ligesom 2015 blev det.

Jeg ved godt, at jeg har været lidt stille herinde – her i starten af det nye år – men den bratte tilbagevenden til den virkelige verden og jobbet kostede alle kræfter, og som skrevet før, så er jeg ikke vild med halvdårlige blogposts skrevet uden energi og tid. Men nu er jeg ved at være ovenpå igen, og jeg er sprængfyldt med ideer til nye blogindlæg, så jeg glæder mig til at komme i gang. I år vil jeg nemlig være bedre til at passe og pleje min blog – og jer – og ikke fortsætte den stime af få indlæg pga. manglende tid, som har hersket herinde de sidste måneder. Heldigvis blev den alt for travle periode, der varede 3 måneder lukket helt inden juleferien, så nu er alt ved det gamle. Og det betyder mere energi til at pleje bloggen her. Yay.

Sidste år fortalte jeg jer om mine mål for året – og det vil jeg gøre igen i år. Jeg synes, at det er sådan en god måde at sørge for, at man når nogle af de ting, man gerne vil. Det giver mig noget at arbejde hen imod. For der er ting, jeg gerne vil med mit liv, både professionelt og privat. Og det hele handler bestemt ikke om seriøse ting – jeg tror nemlig rigtig meget på, at det er vigtigt at nyde livet og gøre ting, der forsøder hverdagens travlhed. Og der er ikke tale om nytårsforsæt, for dem tror jeg ikke helt så meget på. De er vist mest skabt for at give dårlig samvittighed, hvis man bryder dem eller ikke opnår, hvad man nu end har sagt. Nej, mine mål er mere noget, jeg gerne vil arbejde hen imod – det er ting, jeg stræber efter, men ikke noget, jeg vitterligt skal (død og pine)… Gider nemlig ikke give mig selv dårlig samvittighed over den slags. Det får jeg rigeligt af over alle de ting, jeg ikke lige når i hverdagen eller de ting, jeg glemmer. Og med den smøre, her kommer så mine mål for 2016:

1. Bloggen:

Meget er sket med bloggen det sidste år, der er både kommet en del flere læsere til, jeg har lavet de første sponsorede indlæg og konkurrencer og så er bloggen blevet en fast del af mit liv. Målet for 2016 er at gøre bloggen endnu bedre. Flere konkurrencer. Flere læsere. Flere indlæg. Jeg vil blive ved med at udvikle bloggen, for selvom jeg efterhånden har fundet en form, som jeg er ret glad for, så er der altid plads til forbedringer og fornyelser. Og så vil jeg gerne blive endnu bedre til de sociale medier i forbindelse med bloggen – instagram er oppe at køre (@jewelryandlife), men jeg vil gerne have mere gang i den. Måske også en facebook side eller noget pinterest. Mulighederne er mange. Jeg skal bare finde ud af, hvad der passer mig og bloggen bedst.

2. Bryllup:

2016 bliver jo et helt specielt år for Lars og jeg. Vi skal giftes, og det er en virkelig stor ting for os. Det fylder. På den gode måde. Jeg elsker nemlig hvert sekund af planlægningen og jeg ser så meget frem til, at vi skal fejre vores store kærlighed til hinanden med alle dem, vi holder mest af. Netop fordi det er så stor en dag, så er et af mine mål for i år, at vi får skabt de helt rigtige rammer for vores bryllup – så det bliver helt rigtigt for os.

3. Rejser:

Et punkt, der altid er at finde blandt mine mål. Jeg elsker at rejse. Da vi skal giftes i år, så ved jeg godt, at rejseaktiviteten i 2016 bliver meget lav. Men jeg drømmer om en bryllupsrejse – gerne til Paris. Og så må vi tage rejserevanche i 2017!

4. Flere diamanter:

Igen en genganger! Siden jeg købte mit første diamantsmykke i 2013 har “flere diamanter” været på min liste. Det blev ikke til så mange nye i 2015, men jeg fik den vigtigste diamant i mit liv – nemlig min forlovelsesring! Og den kan gøre det op for ret så mange diamantsmykker i min verden. Allerede nu ved jeg, at der vil komme flere diamanter til min lille, men fine samling i år – blandt andet i min vielsesring. Men der er også et par andre smykker i min kikkert, så mon ikke, at 2016 bliver endnu et godt diamantår ;)

5. Mere træning (igen)

Mere træning var også på listen i 2015, men træning er jo sundt, og jeg vil gerne tilbage i en god rutine igen, efter at den blev godt smadret først af den skade, jeg fik efter jeg faldt på en trappe i Indien (hvor jeg slog ankel og knæ), og dernæst af travlheden de sidste måneder af 2015. Så jeg skal tilbage i en god rutine, og jeg skal også have gang i løbetræningen igen. Basta. Vi er dog startet godt med 3 gange morgentræning i sidste uge, og vi var af sted igen i morges.

6. Professionelle udfordringer

Jeg tror på, at det er vigtigt, at man bevarer nysgerrigheden efter at lære nyt. Altid. At man udfordrer sig, bliver klogere, lærer det nyeste indenfor sit fag (eller en hvilken som helst interesse) og det vil jeg huske mig selv på i år. Jeg vil f.eks. gerne lære endnu mere om sociale medier, især i forhold til analysedelen af det hele. Der mangler jeg lidt. Og så synes jeg også, at det er ret interessant. Den magt sociale medier har. Jeg vil også gerne lære mere om det tekniske bag blogs, bliver endnu stærkere til at tage gode produktbilleder mv. Ja, der er mange ting, jeg gerne vil.

7. Bekymre mig mindre

Denne her var også med sidste år, og jeg synes, at jeg er blevet bedre til at bekymre mig mindre. Men der er stadig plads til forbedringer. Så den kommer på listen igen. Færre bekymringer om stort og småt – mindre mavepine. Det er da et godt mål, ikke sandt?

8. Drikke mere champagne/cava

Okay, denne giver vel lidt sige selv. Men der skal flere bobler ind i mit liv i år ;) Som da vi boede i Danmark – for jeg elsker bobler… Og jordbær.. Og chokolade :)

Det var det. For i år. Nu, hvor du har læst mine mål for i år, så vil jeg da også lige give et kort overblik over, hvordan det gik med mine mål for 2015. Og det gik faktisk ret godt. Det er jeg lidt stolt af! Så here we go…

1. Bloggen:

Jeg ønskede at finde en fast form til bloggen, og det er lykkedes meget godt. Den har også vokset sig større, fået mange flere læsere (TAK til jer!) og så er jeg nået dertil, hvor jeg både har lavet sponsorerede indlæg og konkurrencer, og det glæder jeg mig til at fortsætte med.

2. Rejser:

På rejsefronten gik det rigtig godt i 2015 – vi var både i Indien (hvor Lars jo friede) og Thailand. Vi brugte en uge i Kerala, Indien i september og hold nu op, hvor var der fantastisk. Landet var smukt, maden fantastisk, menneskene super søde. Der vil jeg gerne tilbage!

Vi sluttede året i Thailand, og igen var det fantastisk. Vi havde nogle fantastiske oplevelser, vi spiste lækker thaimad, kyssede, holdt i hånd, drak bobler i boblebadet på vores tagterrasse, slappede af, og tog på udflugter. Thailand er smukt. Maden lækker! Og igen super søde lokale. Thailand står også på vores liste over genbesøg.

Vi har også været rundt i UAE – der har været plads til påske med snorkling i Fujairah og ørkentur til Liwa med hotelovernatning. Jeg var vild med begge dele.

Så 2015 var et godt år på rejsefronten!

3. Læse flere bøger:

Jeg fik læst ret mange bøger i 2015, og jeg nød det, og regner med at fortsætte her i 2016, selvom det ikke står på målsætningslisten.

4. Fra sten til smykker:

Jeg fik lavet min rubin om til den fineste ring, som jeg bare er så super glad for. Mine safirer mangler jeg stadig at få lavet til smykker, men nu har jeg efterhånden fundet ud af, hvordan jeg ønsker, at de skal se ud. Tror jeg. Så det bliver en 2016 opgave!

5. Træne mere stabilt:

Vi var faktisk kommet i en rigtig god rytme, da jeg først blev skadet og især måtte opgive al løbetræning, da hverken ankel eller knæ kunne klare det, og så røg vi ind i et alvorligt travlt efterår. Men indtil da gik det godt. Og jeg kunne mærke, hvor godt det var for min krop ovenpå lange stillesiddende dage på kontoret. Derfor er jeg også glad for, at vi allerede er kommet i gang med træningen igen efter juleferien.

6. Flere diamanter!:

Jeg elsker diamanter, men det blev ikke til så mange i 2015 – og så alligevel. Jeg blev indehaver af den mest fantastiske diamantring! Og så har jeg købt det fineste lille hvidguldsarmbånd med lidt diamant i vedhænget til vores bryllup. Ja, jeg har styr på bryllupssmykkerne inden jeg har styr på kjolen. Man er vel smykkeentuatiast ;) Hahah.

7. Gøre noget godt for mig selv hver måned:

Jeg synes faktisk, at jeg klarede denne nogenlunde. Nogle måneder stod den på manicure. Andre gange var det bare et langt og skummende karbad. Tit var det sushi, chokolade og en tøsefilm. Men jeg nød det hele. Og satser på at fortsætte de gode takter.

8. Bekymre mig mindre:

Jeg øver mig. Nogle gange gik det rigtig godt. Andre gange gik det slet ikke. Jeg er bare sådan en, der bekymrer mig meget af natur. Om stort og småt. Og ofte også om unødvendige ting. Så man kan sige, at det er en ongoing process, jeg har startet. Hahah.