Hej derude,

Så fik jeg endelig taget nogle bedre billeder af min nye rubinring, som jeg har fået speciallavet hos min foretrukne smykkeforretning her i Dubai, nemlig Monili.

DSC_0206

Jeg købte rubinen, da Lars og jeg var på Sri Lanka i foråret 2014. Jeg har de seneste år haft en tendens til at købe smykker med hjem fra gode ferier. Det er sådan nogle dejlige minder. De varer ved. Jeg bliver mindet om ferien, hver gang jeg bruger smykket. Og så fylder det ikke en masse – hverken i kufferten eller derhjemme.

På Sri Lanka (som var den bedste kæresteferie, jeg nogensinde har været på (til dato)) fik jeg købt ind af ædelsten i stedet for smykker. Eller det passer ikke helt. Købte også et par små sølvørestikkere med ametyst. Men ellers blev det ved den lille rubin og så 3 små, blå safirer (2 meget små + en lidt større) som jeg vil have lavet til ørestikkere og matchende vedhæng på et tidspunkt.

Nå men tilbage til rubinen og den ring, den nu er blevet til. Langt om længe. Jeg har nemlig efterhånden haft den liggende et års tid. Men jeg ville være helt sikker på, at jeg valgte det helt rigtige design.

Og så endte jeg alligevel med at skifte mening i sidste øjeblik efter at have diskuteret det vældigt med mig selv, Lars og mine forældre – og så lige mig selv igen. Kan I huske, da jeg skrev om designmulighederne i første omgang – og jeg var næsten sikker på, at jeg ville vælge mulighed 1, hvor ringen stak op og var omkredset af guld. Well, jeg valgte mulighed 2 i stedet, hvor stenen flugter med ringen. Og jeg er så glad for mit valg.

For det er bare som om, at man kan finde mulighed 1 i alle mulige afskygninger, hvor imod jeg ikke har set det design, jeg endte med at vælge andet end på det ene billede, jeg fandt som inspiration. Det er blevet til en meget klassisk ring. En ring, der passer til det hele. En ring, der passer til mig. Og en ring, som jeg kan bruge alene (hvilket jeg gør), men som jeg også har muligheden for at sætte sammen med andre enkle ringe.

Jeg er solgt til stanglakrids. Jeg har knuselsket ringen fra det sekund, jeg så det færdige resultat. Og jeg er sikker på, at jeg også vil elske den om 20, 30, 40 år.

DSC_0213

 

DSC_0209

 

DSC_0207

 

DSC_0216

 

DSC_0215

Ps. forresten så er ringen ret tyk (og tung) og lavet i massiv 18 karats guld. Jeg gav 1600 AED for det hele (under 3000 danske kroner). Så det er ret billigt!