Hej derude,

Nu har jeg haft to nætter tilbage i vores lejlighed her i Dubai, og der er noget, der virkelig har slået mig denne gang. Hårdere end normalt. Nemlig den konstante larm eller summen, som Dubai har – også om natten. Forstå mig ret, egentligt kan jeg godt lide lyden af byens liv. Den konstante summen. Den konstante leben. Det er jo netop det, der gør det særligt at bo i en storby. Der sker altid noget. Byen sover aldrig. Og det gør Dubai ikke. Den er aldrig helt stille. Den sover aldrig. Heller ikke under Ramadanen, midt i sommerheden. Der summer den stadig. Dog sagtere. Men den summer. Og det kan jeg godt lide. Det kan jeg. Men om natten, der må det godt blive stille. Jeg har tænkt det før. Når jeg kommer tilbage fra Danmark – ja også da vi kom tilbage fra vores rejse til Sri Lanka. For du finder bare ikke den stilhed i Dubai. Heller ikke om natten.

I kender den godt, ikke? Den stilhed, jeg taler om. Den der gode, rolige, tyste stilhed, der bare svøber sig om dig på den rare måde. Ro. Roligt. Rart. Ikke den larmende stilhed, der mere skræmmer. Nej, den gode stilhed. Som man f.eks. kan finde ved havet på øde steder, ude i skoven hvor ingen kommer og som også er at finde i microbyerne om natten. Hvor alt bliver tyst og roligt. Hvor man kan trække vejret dybt, og så lyder det nærmest sønderrivende højt. Mens man i storbyen knap kan høre det.

Jeg havde knap 2 uger med den gode stilhed som min søvnkompagnon derhjemme i Danmark. I den dejlige lille microby, som mine forældre flyttede til for 9 år siden. Det var skønt. Jeg sov som et barn. Ingen underlige lyde der vækkede mig i løbet af natten. Jeg nød det. Omend jeg den første nat faktisk følte det for tyst. Jeg blev næsten helt urolig, indtil jeg huskede, at sådan er det der. Der er stilhed. Og det er på den gode måde.

Nu er jeg så tilbage i storbyen Dubai. Og det larmer. Jeg kan stadig godt lide larmen. Lyden af liv. Jeg elsker det faktisk. Men jeg er nu 2 nætter i træk vågnet flere gange ved uventede lyde. Der er den normale summen, som jeg ikke hører længere, for den er bare en del af mit lydbillede for Dubai. Men de pludselige, nye, uventede lyde, dem kan man ikke forberede sig på, og dem hører jeg. Dem vågner jeg af. Jeg skal lige vænne mig til det igen. At vi så bor i en bygning, hvor lydisolering måske nok ikke var første prioritet, det hjælper selvfølgelig ikke. Samtidig har jeg stadig et voldsomt savn efter dem derhjemme – mine forældre, deres lille hund, min bedste, mine venner, min familie, og ja også Lars, som jo stadig er derhjemme, og det spiller måske nok også ind på den lidt dårligere søvnkvalitet. Selvom kitkatten Ruby bestemt afhjælper lidt på det. Men jeg skal stadig lige vænne mig til storbyens nattelarm igen. Og jeg savner altså lidt den gode nattestilhed.

image