Så er vi nået til endnu en omgang månedens smykkefavoritter – denne gang for maj måned. Og jeg siger jer, det er faktisk en hård opgave, sådan at skulle udvælge nogle få favoritter blandt så mange smukke smykker, men nogen må jo gøre det hårde arbejde. Hahah ;)

Ai, men det er vitterligt svært ikke at blive fristet, når man sådan sidder og kigger på smykker. For jeg synes virkelig, at der er mange fantastiske smykkedesignere og brands – ikke bare i Danmark, men generelt – og de laver virkelig mange fine ting, og der kommer jo nye designs til konstant. It’s hard. Men også skønt, for man bliver ved med at blive inspireret og man opdager nye måder at kombinere metaller, sten og former. Som med resten af modeverdenen, så står smykkeuniverset heller aldrig stille. Og det er fedt. For os alle.

Nu ikke mere snakken udenom, for selvom det var svært, så har jeg fået udvalgt nogle favoritter, så her kommer mine maj måneds smykkefavoritter – og de er altså bare fine.

Skærmbillede 2015-05-16 kl. 20.22.12

Et af de smykker som jeg bare faldt for denne måned, var denne fine halskæde fra det danske brand Winberg. Jeg har ikke kendt til smykkebrandet så længe, men jeg er ganske glad for de enkle og gerne lidt grafiske linjer, som smykkerne har. Især synes jeg denne helt enkle Talulah Necklace er fin. Den vil være perfekt sammen med andre enkle kæder – men kan selvfølgelig også bruges alene, hvis man går efter det mere minimalistiske look. Talulah kæden koster 800 kr, så det er jo ikke så slemt.

Skærmbillede 2015-05-16 kl. 20.28.54

En af mine absolutte favoritter denne måned er dette fine Manhatten Bracelet fra Katja Jæger. En smykkedesigner jeg ikke kendte, men som jeg faldt over, da jeg snusede rundt på den dejlige danske smykkewebshop a-hjort.dk. Jeg er vild med dette armbånd. Enkeltheden, de forskellige teksturer, designet – det hele taler til mig. På den rigtig gode måde. Armbåndet er dog i den dyrere ende, da det koster hele 3200 kr, så det er ikke lige et, man bare går ud og køber impulsivt, men jeg er sikker på, at det ville være en god investering, for det er specielt, men klassisk.

Skærmbillede 2015-05-16 kl. 20.35.52

Jeg er også ret vild med disse super fine og rå Avia Earrings fra Birgitte Herskind, eller No. 9 Copenhagen, som brandet også går under. Jeg lærte første gang om mærket via bloggeren Mette Marie Lei Lange fra Twinpeaks.dk (den fantastiske kvinde der også lærte mig udtrykket glimmergås), og jeg var vild med hvad jeg så. Så jeg har snust lidt rundt på Birgitte’s side, og jeg må indrømme at jeg har et lille crush på flere ting derinde, blandt andet disse. De er også super fine i forgyldt – de er dog udsolgt lige nu, og jeg kan godt lide det rhodinerede sølv, da det giver lidt ekstra kant. Jeg ville bruge dem til den lille sorte eller til et par jeans og en top. Og til kun 399 kr, så overvejer jeg seriøst at købe dem hjem i sommerferien.

Skærmbillede 2015-05-16 kl. 20.43.42

Et andet nyt dansk smykkebrand jeg er stødt på, er firmaet SPIASPIA. Det er et ganske nyt mærke, og jeg synes de gør det ganske godt. De forener enkelthed, minimalisme og feminine krystaller i smykker, jeg godt kan se mig selv bruge. Jeg er især vild med dette fine Cone armbånd (okay jeg har også andre favoritter, men dette er blandt dem) – da det netop kan bruges til hverdag og fest. Det er enkelt, men stadig så markant at det gør opmærksom på sig selv. Det er igen i den lidt dyrere ende, da det koster 1950 kr, men igen er det et, der kan bruges i mange år.

maane pico

Et andet smykke, som jeg virkelig er faldet for, er denne fine månehalskæde fra Pico! Jeg kan godt lide enkeltheden, det organiske i formen, og så har månen en ret stor betydning her i mellemøsten, og det har smittet lidt af på mig – og så vender månen netop sådan hernede. Og til kun 349 kr. så kunne det bestemt godt blive den første måne i min smykkesamling.

seven big dots earring stine a

Okay, jeg indrømmer det gerne, jeg har fået et lille crush på øreringe, der ligger et langt stykke op ad øret. Jeg synes det ser super fint ud, og nu da jeg kun har et hul i hvert øre og ikke en overvældende lyst til at få flere, så kunne dette være en god løsning udi looket “flere øreringe i hvert øre” – det er måske nok kun en ørering, men den fylder for flere, og det kan jeg godt lide. Hvor No. 9 Copenhagen øreringene er mere markante og rå, så er disse Seven Big Dots fra Stine A mere feminine og diskrete, men stadig ganske WOW. Jeg kunne godt se mig selv “rocke” dem til mange sommeroutfits! De koster 1400 kr., så de er ikke helt billige, men de er altså fine!

black design ankelkaede

Hernede nærmer sommeren sig med hastige skridt – gys! Det betyder nemlig op til 50 grader og en luftfugtighed tæt på de 100% – ikke specielt rart! Men lige nu er det stadig rart, og vi er jo heldige, at vi har mange måneder, hvor vi kan gå med bare ben hernede. Det betyder også, at jeg har genfundet kærligheden til ankelkæder! Altså, godt nok ejer jeg endnu ikke en, men jeg overvejer det kraftigt, for jeg synes virkelig, at de er fine til sommerbrune ben og sandaler, og jeg synes virkelig, at denne fine sag fra Black Design er et hit! Jeg elsker den fine ferskvandsperle og at kæden skal rundt om anklen flere gange. Det giver lige noget ekstra – i mine øjne! Og så er det bare fedt, at den også kan bruges som halskæde! Ankelkæden koster kun 499 kr, så det er ikke så galt, når det nu er en 2-i-1’er ;) Hahah.

Det var denne måneds favoritter hos mig – Hvilket smykke kan I bedst lide af de udvalgte? Hvis I da kan lide dem… Eller er det et helt andet smykke, der hitter hos jer lige nu, så del endelig! Altid fedt med ny inspiration.

Hav en dejlig dag derude!