Efter et par måneders pause har jeg besluttet, at jeg vil bringe “månedens smykkefavoritter” tilbage igen! Egentligt var det heller ikke meningen, at der skulle gå pause i den, men et indlæg som dette tager lang tid at forberede. Der skal jo bruges tid på at kigge forskellige smykkeshops igennem, der skal udvælges og skrives. Det hele tager tid. Men jeg kan godt lide det. Altså, når jeg har tiden! For jeg elsker jo at kigge på smykker, at opdage nye favoritter, designere, trends. Ellers havde jeg jo aldrig startet bloggen. Og jeg havde da slet ikke udviklet dette månedlige indlæg.

Derfor har jeg da også virkelig hygget mig ekstra meget med at samle dette indlæg – netop fordi det er så lang tid siden, jeg sidst har haft tid til bare at fordybe mig i de forskellige designere og deres kollektioner, og hold nu op, der er kommet mange fine nye ting. Så jeg har masser af inspiration og smykkefavoritter til de næste par måneder! Tro mig.

Og med denne lange indledning vil jeg nu skynde mig videre med det, der er vigtigt; nemlig månedens smykkefavoritter for januar!

Kinz Key - Kinz Kanaan

Kinz Kanaan er et smykkebrand, jeg endnu ikke ejer noget fra, men som jeg faktisk er ret vild med, og jeg er slet ikke i tvivl om, at der på et tidspunkt vil være op til flere smykker i mit smykkeskrin, der kommer netop herfra. For nej, hvor laver designeren bag mærket nogle fantastiske ting – og jeg storelsker, hvordan hun formår at forene mellemøstens mystik med det enkle skandinaviske udtryk. En af mine favoritter er denne fine Kinz Key Gold Pendant! Jeg er vild med de fine og snørklede udskæringer. Det bringer mellemøstlige, dejlige minder frem i mig. Nok fordi vi bor her i Dubai, hvor man kan finde en del snørkler og fine, fine udsmykninger og mønstre rundt omkring, og jeg elsker det. Og så er der bare noget fint ved en nøgle – den kan åbne op for hjertet, den hemmelige port, dagbogen, nye muligheder.. Det kan tolkes på så mange måder. I like!

lucky eye - pernille corydon

Jeg har flere gange nævnt Pernille Corydon her på bloggen, faktisk en del gange, for jeg er virkelig vild med de feminine og enkle smykkedesign, hun frembringer i hver eneste af hendes kollektioner. Og disse små Lucky Eye øreringe er ingen undtagelse! De er fine, diskrete, lidt anderledes og så er jeg bare ret vild med symbolet i sig selv. Nårh ja, og så er blå også en af mine yndlingsfarver…

bracelet with raw diamond - louise kragh

Louise Kragh er også en af mine favoritter, da jeg har en svaghed for hendes fine brug af både porcelæn og diamanter. Jeg finder favoritter i hver kollektion, men det er sjældent, at jeg er faldet så hårdt som denne gang. Men det fine Microdot with Raw Diamond Bracelet i forgyldt er bare så fantastisk! Jeg er mere end vild med det. Og det er røget direkte på min musthave liste! Enkelt. Elegant. Evig. Sådan vil jeg beskrive det. Det er et af de der smykker, som bare vil forblive en favorit i smykkeskrinet, fordi det passer til alt, det kan bruges alene eller sammen med andre armbånd, og så passer det til alle aldre. Det er en lille genistreg, er det!

shady earplugg - rebekkarebekka

RebekkaRebekka er et af de brands, som jeg godt kan lide, fordi det er lidt anderledes og lidt mere råt end min sædvanlige stil. Og det er det, jeg godt kan lide ved de nye Shady Earplug øreringe, de er anderledes! Blandingen af det mere rå og industrielle look og det feminine spiller bare rigtig godt.

pyramide earcuff - maison irem

Et andet smykke, som jeg er helt vild med, er den fine Pyramide Earcuff fra Maison Irem. Jeg er vild med farvespillet, og hvordan det enkle forenes med det mere rå i det allerfineste sammenspil. Med sådan et sæt, så er man både klar til hverdag og fest.

Pico - necklace

Den sidste favorit i denne omgang, er et lidt anderledes smykke, end hvad jeg ellers plejer at falde for, men der er bare et eller andet, der fangede mig ved Pico’s frynsehalskæde! Jeg tror, at den vil være det perfekte supplement til den lille sorte eller en hel almindelig t-shirt. Frynserne vil tilføje noget “playfulness” til ethvert outfit, det er jeg sikker på. Jeg er i hvert fald ret vild med kæden.