Så er det vist ved at være tid til denne måneds JOTD indlæg – som jeg må indrømme bliver et kort et af slagsen, for de sidste par uger er bare fløjet væk i rent arbejde, så jeg har ikke fået taget mange billeder af mine smykkelooks denne måned. Desværre. For jeg kan faktisk ret godt lide disse små indlæg, og jeg håber da også, at I finder bare en smule inspiration i dem. Ellers så sig til. For søren!

Men selvom det bliver en meget lille november udgave, jeg kan give jer, så skal I ikke snydes for de få looks, jeg rent faktisk har fået foreviget. Så de kommer her! Og så lover jeg, at jeg gør det bedre i december. Der skulle der gerne være ro over feltet igen. Sådan nogenlunde. For forude venter juleferien jo, og den skal jeg også være klar til arbejdsmæssigt. Det kan dog på ingen måde blive ligeså travlt som de sidste par måneder. Så forvent flere looks og flere indlæg!

Og nu til det, det hele handler om – nemlig mine JOTD looks fra november.

image

De fineste Spinning øreringe i sølv – blade og små blå sten. Jeg synes, de er så fine og delikate. Passer perfekt som modvægt til en enkel striktrøje. Omend de nu også er super gode til en skjorte eller den lille sorte.

image

Enkle diamantørestikkere og den fineste kolibri-broche i sølv og lyserøde nuancer. Den fine broche har jeg fået af min mor for en del år siden, og det er stadig en favorit. Til en enkelt kjole, striktrøje som det der ekstra – eller som her til at samle en udskæring, der godt kan vise lige rigeligt til tider.

image

Sorte perleørestikkere og fin lille sølvpalme i kæde. Et perfekt office-look i mine øjne. Og de sorte perler giver et godt modspil til den sarte lysegrå skjortebluse. Palmevedhænget er jeg bare blevet super glad for – jeg synes, det er så fint, finurligt og enkelt og så passer det til alt!

Det var desværre det – for denne gang. Men lidt er bedre end ingenting, ikke sandt? Det satser jeg på. Og så lover jeg at gøre det bedre i december.

Hav en dejlig dag derude!