Hvor blev tiden af? Hvor blev den dog af? Jeg er jo først lige kommet her hjem for mindre end 2 sekunder siden. Sådan føles det i alle tilfælde. Selvom kalenderen viser, at der nu er gået 2 uger, og jeg derfor skal finde vej til lufthavnen allerede i morgen. Av.

Jeg har ondt i maven. Jeg er slet ikke klar til at skulle kramme mine forældre på gensyn allerede. Jeg er ikke klar til at lægge tusindvis af kilometer imellem os allerede. Jeg er ikke klar. Og det er ikke, fordi jeg ikke er glad for mit liv i Dubai. Det har jeg også sagt før. Det handler om noget helt andet. Nemlig savn! Der er meget savn til mange mennesker, når man bosætter sig langt væk. Derfor er det så skønt at gense dem. Og man bliver ikke lige sådan klar til igen at skulle sige hej hej for nu. Jeg gør i hvert fald ikke!

Hvad værre er, at jeg er den eneste, der rejser i morgen. Lars bliver en uge ekstra. Jeg misunder og under ham det. På en og samme tid. Og jeg ved, at farvellet i lufthavnen bliver 100 gange hårdere, når jeg skal sige på gensyn til mine forældre uden at jeg har Lars til at tage min hånd bagefter. Han er god til at hjælpe mig igennem. For jeg står altid i tårer, når jeg skal kramme og har rigtig svært ved at gå igennem kontrollen. Jeg forudser, at det bliver rigtig slemt i morgen. Uden Lars.

Eneste lyspunkt er, at jeg skal hjem til vores dejlige lille uldtot, Ruby. Og hende har jeg nu savnet. Selvom jeg virkelig har nydt at gense familie og venner i fulde drag.

image