Så gik endnu en uge. Og synes lidt, at ugerne forsvinder mellem fingrene på mig lige i øjeblikket. Hvilket på den ene side er rart, da det betyder, at vi pludselig lige om snart får besøg af min veninde og hendes kæreste og så lidt senere af mine forældre (alle sammen nogle af mine ynglingsmennesker), og det er jo helt fantastisk. Men på den anden side, så føles det bare lidt som om, at jeg ikke kan følge med lige nu. Og det er ikke en følelse, jeg kan lide. Det giver mig nemlig en fornemmelse af, at jeg ikke når at få nok ud af dagene (ud over arbejde), og det passer mig dårligt. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at jeg var syg i sidste uge, og har døjet med ondt i halsen, forkølelse og nu hoste i denne uge + Lars brugte hele sidste uge på at lave opgave om aftenen.  Så måske det bliver bedre igen snart.

Denne uge har budt på lidt af hvert. Dårlig vejr. Hyggestunder med Lars. Arbejde. Hoste. Det at blive alene igen, da Lars endnu engang skulle til DK med arbejde. Og venindehygge. Så det har været en meget blandet uge. Så denne uges glimt fra hverdagen byder på lidt af hvert :)

image

Ugen startede ud med dårligt vejr! Sådan rigtig dårlig vejr efter Dubai’ske forhold. Det lynede og tordnede, det storregnede (som i oversvømmelser mange steder i Dubai (og UAE i det hele taget) fordi der kom så meget regn) og så blæste det vildt og voldsomt. Nårh ja, og så var det koldt! Temperaturen kom ikke over 18 grader. Og i Dubai er det virkelig koldt. Så det var på med de store, tykke trøjer. Faktisk var det lidt hyggeligt. Billedet her er taget om formiddagen, og det er taget ud af mit vindue på kontoret.

image

Da det langt om længe holdt op med at regne var der stadig store skyer på himlen, og nogle af dem havde nogle lidt næsten uhyggelige farver. Så jeg var altså lige nødt til at tage dette billede på vej hjem. Det er taget i Marinaen, hvor vi bor, og det høje tårn der lyser blåt i toppen er The Princess Tower, hvor vi bor. Se lige skyerne, ser de ikke lidt truende ud? Det synes jeg.

image

Vores lille uldtot <3 Jeg synes, at det er ualmindeligt kært, når lille Ruby ligger sådan og sover. Og hun generer sig ikke over at fylde ind på os. Og faktisk er det meget rart. For pelsen er jo super blød – og dejlig varm.

image

Tirsdag aften var Lars og jeg i Mall of the Emirates for at betale vores regninger. Vi ville egentligt have været en tur i biffen, men der gik ikke rigtigt noget, som vi gerne ville se før alt for sent, og det duede jo ikke rigtigt, når vi skulle op og på arbejde onsdag morgen. Så i stedet gik vi på ShakeShack og spiste aftensmad. Ikke vildt romantisk måske. Men godt, det smagte det! Jeg fik en ShackBurger, en hotdog, nogle fritter og deres fantastiske lemonade, mens Lars fortærede resten :)

image

Sådan ser en glad mand ud :) Det var lige det, han havde lyst til den aften… OG maden forsvandt hurtigt! Han var færdig før mig på trods af, at han havde en ekstra burger.

I må have en fortsat dejlig lørdag og weekend derude!