Hej I søde mennesker,

Jeg håber virkelig, at I nyder jeres weekend? Min er jo så småt på vej mod dens ende – og igen er den forsvundet som dug for solen. Det synes jeg faktisk, at det meste af ugen er. Søndag var hård, som sådan en søndag nu engang ofte er (første dag efter weekenden menes der her), men resten af ugen er smuttet af sted så let som en kogt og smutteklar mandel. Jeg har nået en masse gode ting på jobbet, og endda klaret nogle ting, der lige blev smidt i skødet på mig i sidste øjeblik. Og det har været godt! Jeg har nydt det. På trods af problemer (hårudtrækkende voldsomme problemer) med mit Photoshop, der blev ved med at lukke ned uden at gemme det, jeg sad og arbejdede på. Men jeg klarede det alligevel. Og resten gik heldigvis som en leg.

Faktisk har det været en ganske rar uge på alle fronter – omend jeg måske nok har set en smule mindre til manden derhjemme, end jeg gerne ville, da han har haft travlt med en eksamensopgave hver aften. Men vi har da fået hygget lidt – lidt mere her i weekenden, hvor det blev til en god og hyggelig middag igår aftes. Udover det, så har vi fået trænet tre morgener, jeg har fået lavet god og sund mad til os alle hverdage, samt jeg har fået lavet en del praktisk. Det er slet ikke dumt.

Og efter den omgang, så må vi vist hellere få hul på denne uges glimt fra hverdagen.

image

Dette billede er faktisk fra sidste lørdag, men fra efter jeg havde lavet sidste uges indlæg med glimt, så det kom med denne lørdag i stedet – for det var en virkelig rar sen eftermiddag, vi havde os i biffen. Vi var inde at se Avengers (elsker den slags film) og vi fik både popcorn, maltesers og ice tea. Og der blev grinet og heppet og sukket lidt ulykkeligt. Det var en god eftermiddag. Og vi var endda hjemme i tid til aftensmad. Ikke sidste gang jeg dyrker det der eftermiddagsfilm!

image

Som jeg fortalte og ikke mindst viste jer i sidste uge, så var der indkøbt vigtige forsyninger med hjem – blandt andet Marabou med appelsinkrokant, som jo er min yndlingsvariant. Men vi har også fået denne (i hvert fald for os) nye variant med hjem, og den smager altså virkelig godt! Som i hvor-forsvinder-stykkerne-dog-hen godt! Mint krokant vi to skal nok blive gode venner :)

image

Den tidlige aftensol får bygningerne til at sende lange skygger ud over den nærtliggende golfbane og de bagvedliggende boligområder. Flere hundrede meter høje bygninger skaber massive skygger. Haha.

image

Og prøv også at se, hvilket skønt rosa- og gyldent skær den begyndende solnedgang skaber ud over vores dejlige marina-område. Ih hvor jeg synes, at det er fint. Og selvom jeg nu har haft denne (synes jeg) fantastiske udsigt i mere end to år, så elsker jeg den stadig. Jeg synes, det er så flot, og jeg kan stadig gå helt i stå, når jeg sidder og kigger ud over området. Kan I ikke godt forstå det?

image

Fine blomster og et glimt af vores bygnings hall/receptionsområde – synes det er så fint, at der næsten altid er smykke blomster eller anden dekoration at finde. Og kan især godt lide de her pink blomster!

Det var alt for denne gang. Hav en fortsat dejlig dag.. Jeg vil nu nyde mine sidste timer weekend i fuld drag sammen med ham manden og vores lille uldtot af en kitkat. Og måske vil jeg lige spise et stykke Marabou med mint-krokant for at fejre, at dette indlæg er nummer 200! Det er da et lille jubilæum – næsten. I hvert fald er det stort for mig.