Det er torsdag aften. Jeg har juleferie. Det er fuldstændigt vidunderligt. Og samtidig lidt forfærdeligt. For jeg har dårlig samvittighed. Juleferie betyder nemlig, at Lars og jeg i morgen tidlig (meget tidligt) sætter kursen mod lufthavnen og et fly, der skal tage os til Thailand. Hvilket er skønt. Altså, bortset fra, at det betyder, at vores lille kitkat Ruby skal være alene hjemme de næste to uger. Derfor den dårlige samvittighed. Hun bliver selvfølgelig passet som altid! Med to daglige besøg af en sød dame, der både fodrer, leger, snakker og kæler med Ruby, men det fjerner jo ikke det faktum, at vi ikke er der. Og man kan altid mærke på Ruby, at vi har været væk. Det gør lidt ondt i hjertet.

image

Men vi kan jo heller ikke stoppe med at tage hjemmefra af den grund. Så vi gør det. Og jeg glæder mig så meget til 2 ugers ferie med Lars i Thailand, hvor vi skal slappe af, nyde livet og hinanden, spise god mad, drikke vin, holde i hånd og kysse, opleve lidt, bade og slikke sol og ikke mindst bare være i NU’ET. Det bliver fantastisk.

Nu skal det sidste pakkes. Katten skal nusses og krammes lidt ekstra (hvis hun da tillader det) og så skal vi også have lidt mad. Inden sengen kalder, så vi kan være bare nogenlunde udhvilede inden rejsen i morgen tidlig. Hahah – that’s not gonna happen! Jeg sover altid elendigt lige inden ferier – af ren glæde og forventning.