I dag er en mærkelig dag. Jeg har lige sagt farvel (nej, ikke farvel, men på gensyn – det skal jeg altid huske mig selv på, for jeg ser dem jo igen på et tidspunkt) til mine forældre ude i lufthavnen, og det var voldsomt svært. Som altid. Jeg er virkelig ikke god til at skulle sige på gensyn til dem, jeg holder allermest af. og det er allersværest, når det er mine forældre.

Så jeg sidder her med en kæmpe klump i maven. En savnklump. For jeg savner dem allerede. Voldsomt. Sådan har jeg det altid de første dage efter, at vi har sagt på gensyn, for vores gensyn er jo sjældne i øjeblikket. Hvis jeg ser mine forældre 4 gange på et år, så er det meget. Men sådan er det jo nok, når man flytter til udlandet. I hvert fald når det er et land, der ikke lige ligger rundt om hjørnet.

Og nu er det svært at se tasterne, for mit syn bliver forstyrret af et par irriterende tårer, der bare ikke vil give op. Måske fordi jeg allermest bare har lyst til at græde – bare lidt.

Men samtidig sidder jeg og glæder mig. For om lidt tager Lars og jeg ud i lufthavnen igen. Vi rejser nemlig til Kerala i Indien i dag. 7 dages eventyr venter på os. Og jeg glæder mig så meget! Til at opleve Kerala. Til at komme lidt væk. Til at have kærestetid sammen. Uden forstyrrelser. Men med masser af nærvær. Og nye spændende oplevelser. Jeg tror på, at det er sundt for et forhold at rejse ud sammen. At opleve sammen. Og selvom vi har haft ferie flere gange siden vores helt fantastiske tur til Sri Lanka sidste forår, så har vi ikke været sammen på de ferier, da vi har været hjemme i Danmark hos alle vores kære. Det betyder masser af tid med alle dem, vi holder af. Undtagen hinanden. Så det bliver godt til os.

Indien, vi er på vej. Og vi glæder os! Jeg skal bare lige have rystet savnet lidt i baggrunden…

Og jeg lover jer, at selvom jeg tager på ferie – uden computer (!) – så har jeg forberedt en smule til jer, så bloggen ikke står heeelt stille.

Kram