Hold nu op. I dag er en hård dag! En rigtig hård dag! Jeg var meget sent hjemme i nat, og da jeg endelig kom hjem, så havde jeg svært ved at falde til ro, så det blev ikke til meget søvn, inden arbejdet kaldte.

Første dag på jobbet efter en ferie er altid hård. Fuld indbakke venter. Opgaver skal løses. Og man skal lige vænne sig til igen at sidde bag skrivebordet. Tilføj så manglende søvn og et savn, der kører på fuld skrald (som i at jeg har ondt i maven af savn og hjemve). Så er I cirka der, hvor jeg befinder mig nu.

Jeg orker ikke mere. Ikke engang madlavning eller madpakkesmøring. Derfor har jeg lige bestilt mad, og nu sidder jeg her i sofaen med min bærbar og katten og venter. Og så skal jeg vist tidligt i seng. Hvis jeg ellers kan falde i søvn. Det håber jeg. Ellers bliver i morgen ikke meget bedre. Kufferten står og venter. Men det bliver altså ikke nu.

Og jeg ved godt, at jeg selv er skyld i trætheden, jeg kunne jo bare være rejst hjem en dag før, og så have haft en dag til at slappe af i, inden arbejdet kaldte, men det ville jeg ikke. Jeg havde brug for al den tid hjemme, som jeg kunne få. Jeg havde brug for nærværet. Familietid. Ja, det havde jeg. Og så tager jeg alt det her med i stedet. Jeg har gjort det før, og jeg vil gøre det samme igen næste gang!

Nu vil jeg slutte, og se om Netflix kan tilbyde lidt underholdning til maden.

Godnat, når I når dertil!