Category: Skriblerier (page 2 of 7)

Jeg sagde JA!

Lykkelige og høje på kærlighed står vi her helt nyforlovede <3

Lykkelige og høje på kærlighed står vi her helt nyforlovede <3

Jeg har glædet mig til at dele dette med jer. Men jeg havde lige brug for – sammen med Lars – at nyde det lidt alene først. Rigtigt at lade det synke ind. Og måske lade vores store lyserøde kærlighedsboble fylde alt for en stund. Men nu er jeg klar. Jeg har efterhånden forstået den store lykke, der ramte mig – meget overraskende. Og vigtigt af alt, så har vores familier og venner fået besked. Så nu er det jeres tur.

Lars friede til mig under vores fantastiske ferie i Indien. På den mest fantastiske og helt perfekte måde. Jeg sagde JA (naturligvis)! Og jeg var/er den lykkeligste kvinde på jorden. Det er jeg helt overbevist om. Også selvom jeg først slet ikke forstod, hvad det var, der ramte mig. Havde slet ikke forventet det. Ikke der. Ikke nu. Men åh, hvor var det bare helt rigtigt.

Det skete for nøjagtig to uger siden. Lars faldt på knæ på det mest romantiske tidspunkt, på det mest romantiske sted på vores tur. Alt var perfekt. Vi var bare os to. På den lille husbåd, som vi skulle bo på et par dage, imens vi sejlede rundt i Keralas Backwaters. Jeg sagde selvfølgelig JA! Jeg råbte det vist næsten og smed mig i hans favn, inden han nåede at rejse sig igen. Og ringen i æsken – den så jeg først bagefter. Selvom han rakte den frem til mig, imens han spurgte mig, om jeg ville gifte mig med ham. Det var et fantastisk øjeblik. Helt perfekt. Detaljerne og de ord, der blev sagt imellem os, det forbliver privat. Det er vores. Til evigt eje i hjertet.

Vi fejrede forlovelsen først med en lille gåtur i solnedgangen (hvor ovenstående billede blev taget) og dernæst med de lækreste kæmperejer og Tuborg Guldøl lige der på båden i mørket – med alle skovens lyde som baggrundstæppe. Det var perfekt – og så meget os!

Og ringen… Den er mere end perfekt. Det har han gjort helt fantastisk godt, har han, ham Lars. Og betydningen af den. Det er det vigtigste. For det betyder, at jeg har en mand, der vil mig resten af livet. Han har valgt mig. Og jeg har sagt ja til ham. Kærligheden vil ingen ende tage disse dage. Jeg lever stadig i min lyserøde kærlighedsboble – sammen med mit livs kærlighed. Hvor heldig er jeg lige?

DSC_0809
The two of us - and THAT ring <3

The two of us – and THAT ring <3

 

Alternativ brug af kæresten

image

Jeg faldt over ovenstående tegnede stribe igår, og jeg kunne ganske enkelt ikke lade være med at grine lidt af den. For den er så spot on! I hvert fald hjemme hos os. Den eneste, der ikke sker så hyppigt hos os, er, at jeg ikke låner Lars’ varme trøjer – jeg har rigeligt selv (også selvom vi bor i et varmt land som Dubai). Da vi ikke boede sammen, der lånte jeg med jævne mellemrum hans hættetrøjer, så dengang passede det.

Til gengæld bruger jeg tit og ofte Lars som dåseåbner, “forlænget arm”, insektdræber og radiator.

Da vi boede i Danmark, havde jeg sådan en smart flopper, der var genial til at lette trykket i glassene med syltede agurker etc., så der var jeg ret selvstændig udi den disciplin – den ligger desværre godt gemt i en flyttekasse derhjemme, så hernede er jeg afhængig af Lars’s hjælpende hånd. Irriterende nok.

Lars er lige lidt højere end mig, og det kan mærkes, for alle vores skabe er lidt høje i det, og får vi sat ting på de øverste hylder, der bliver skubbet lidt ind, så hedder det enten en stol eller en lettere ynkelig kalden efter Lars, når jeg har opgivet håbet om, at mine evner udi at stå på tæer pludselig indbefatter flyvning. Ikke at det forhindrer mig i at prøve. Gang på gang. Man skal jo ikke sådan give op, vel? Hahah.

Jeg hader edderkopper. Så det er Lars’ tjans at slå dem ihjel. Og sådan er det. Da jeg lige flyttede hjemmefra kunne jeg slet ikke klare edderkopper, så opdagede jeg en edderkop, så panikkede jeg nok en smule, eftersom jeg lukkede døren ind til det rum, edderkoppen nu engang opholdt sig i. Ikke altid smart når man bor i en 1-værelseslejlighed! Jeg siger det bare. Så med tiden lærte jeg dog at smadre edderkopper med en sko. Ofte i følgeskab af et ynkeligt skrig. Så det passer mig udemærket, at Lars kommer mig til undsætning nu.

Sidst men ikke mindst, så er jeg kuldskær, og er ofte ret kold. Det er Lars ikke. Slet ikke. Så jeg bruger ham som radiator. Det er skønt! Altså for mig. For en, der har det varmt, er det åbenbart ikke specielt rart, når der ligger en helt tæt på – heller ikke selvom personen i begyndelsen er kold. Det varer jo ikke ved. Ikke at det stopper mig. Det er da hans pligt at varme mig, right? Hahah.

Ih nu blev det en helt lang smøre. Håber ikke I faldt af undervejs, for faktisk ville jeg bare vise jer striben! Synes simpelthen den er så god. Og så spot on! Passer den også på jer? Eller er det helt ved siden af?

Hav en fortsat dejlig eftermiddag derude :)

1 år med bloggen!

balloner

Wow. I dag er det 1 år siden, at jeg for første gang trykkede på knappen “udgiv”. Det er altså lidt vildt. Tænk at der allerede er gået 1 år?! Jeg forstår det næsten ikke. For jeg synes ikke, at det er så længe siden. Men det er det altså. Og jeg må da også indrømme, at bloggen hurtigt er blevet en fast og integreret del af min hverdag, og jeg nyder det.

Jeg elsker at komme på ideer til indlæg, jeg elsker at tage billeder af smykker, jeg elsker at finde inspiration og smykker, som jeg gerne vil skrive om, og så elsker jeg ganske enkelt at skrive indlæggene. Det med at lege med ordene – og finde de helt rigtige – det er simpelthen sjovt. Ganske enkelt. Jeg har altid elsket at skrive. Da jeg var mindre skrev jeg dagbog, digte, små historier. Og jeg elskede det. Men så gik det hele lidt op i opgaver og stile til skolen, senere blev det rapporter og redegørelser, og senere igen tekster til arbejdet, og så svandt fritidsskrivningen gevaldigt ind. Da jeg så fik mit første job hernede i Dubai (mit andet rigtige voksenjob) kom jeg til at skrive blogindlæg til firmaets blogs, og der voksede min lyst til igen at skrive – altså kreativt. For min egen skyld. Men det tog lidt tid. Jeg tog tilløb af flere omgange, men havde ikke rigtigt energien, da mit job trak tænder ud psykisk, og det var derfor først, da jeg landede i mit nuværende job (som er fantastisk), at jeg fik overskuddet tilbage.

Og så gik der ikke lang tid, før jeg arbejdede med koncept, platform, ideer, navne osv. Jeg elskede det. Især fordi, det var mit projekt. Mit helt eget projekt. Noget, jeg bestemte over. Noget, jeg gjorde ud af ren passion. Noget,jeg gjorde fuldstændigt for min egen skyld. Og sådan har jeg det stadig – her 1 år inde. Bloggen giver mig noget. I giver mig noget. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det præcist er. Men jeg føler mig glad, når jeg sidder og arbejder med bloggen, og når I skriver til mig. Det er fedt. Jeg er så glad for, at jeg sprang ud i det, der for 1 år siden. Og det er simpelthen en fed følelse at sidde med i kroppen.

Nogle gange er det også hårdt. For jeg føler mig jo også ansvarlig for bloggen – og ikke mindst føler jeg, at jeg har et stort ansvar overfor jer, der følger bloggen. I skal jo ikke skuffes. Nej, i stedet skal I fyldes med gode og relevante indlæg, og det skal helst være tit. Det betyder, at der skal bruges en del timer bag skærmen hver eneste uge. Noget jeg gerne gør. Som sagt er jeg vild med det. Men nogle gange kan det stresse mig lidt. Når der er travlt på jobbet og derhjemme f.eks. med gæster. Dog er jeg ved at lære, at så må jeg bare slappe lidt af med mine ambitioner for antal indlæg om ugen, og så istedet gennemarbejde de indlæg, jeg nu engang kan nå, så det, I ren faktisk får, er interessant. Men det er hårdt, for jeg vil jo så gerne.

Når jeg kigger tilbage på det første år som blogger, så er der sket meget. Også meget mere end jeg havde regnet med. Og jeg er så taknemmelig for det hele! Det skal I vide. Især for at I følger med!

Som sagt – eller skrevet er det jo, hvis man sådan skal være lidt krakilsk – så er der sket meget i løbet af bloggens første leveår. Jeg har udgivet 294 indlæg med dette, jeg har fået købt en del nye smykker (hahah), jeg har fået opbygget en fast læserskare (TAK!), jeg har skrevet de første sponsorerede indlæg (vildt!) og jeg har endda også afholdt den første konkurrence. Og skal jeg være helt ærlig. Så havde jeg ikke regnet med, at nogle af delene ville ske så hurtigt. Så jeg føler mig meget stolt og meget glad.

Og det er med den følelse i kroppen, at jeg vil tage hul på år 2 med jewelryandlife.dk – jeg glæder mig til at se, hvad det kommende år vil byde på af spændende ting!

Til sidst vil jeg bare sige endnu engang tak for at I følger med! Det betyder uendeligt meget for mig, og jeg sætter stor pris på hver og en af jer.

Hav en herlig torsdag!

DSC_0092

En mærkelig dag!

I dag er en mærkelig dag. Jeg har lige sagt farvel (nej, ikke farvel, men på gensyn – det skal jeg altid huske mig selv på, for jeg ser dem jo igen på et tidspunkt) til mine forældre ude i lufthavnen, og det var voldsomt svært. Som altid. Jeg er virkelig ikke god til at skulle sige på gensyn til dem, jeg holder allermest af. og det er allersværest, når det er mine forældre.

Så jeg sidder her med en kæmpe klump i maven. En savnklump. For jeg savner dem allerede. Voldsomt. Sådan har jeg det altid de første dage efter, at vi har sagt på gensyn, for vores gensyn er jo sjældne i øjeblikket. Hvis jeg ser mine forældre 4 gange på et år, så er det meget. Men sådan er det jo nok, når man flytter til udlandet. I hvert fald når det er et land, der ikke lige ligger rundt om hjørnet.

Og nu er det svært at se tasterne, for mit syn bliver forstyrret af et par irriterende tårer, der bare ikke vil give op. Måske fordi jeg allermest bare har lyst til at græde – bare lidt.

Men samtidig sidder jeg og glæder mig. For om lidt tager Lars og jeg ud i lufthavnen igen. Vi rejser nemlig til Kerala i Indien i dag. 7 dages eventyr venter på os. Og jeg glæder mig så meget! Til at opleve Kerala. Til at komme lidt væk. Til at have kærestetid sammen. Uden forstyrrelser. Men med masser af nærvær. Og nye spændende oplevelser. Jeg tror på, at det er sundt for et forhold at rejse ud sammen. At opleve sammen. Og selvom vi har haft ferie flere gange siden vores helt fantastiske tur til Sri Lanka sidste forår, så har vi ikke været sammen på de ferier, da vi har været hjemme i Danmark hos alle vores kære. Det betyder masser af tid med alle dem, vi holder af. Undtagen hinanden. Så det bliver godt til os.

Indien, vi er på vej. Og vi glæder os! Jeg skal bare lige have rystet savnet lidt i baggrunden…

Og jeg lover jer, at selvom jeg tager på ferie – uden computer (!) – så har jeg forberedt en smule til jer, så bloggen ikke står heeelt stille.

Kram

Medmenneskelighed

Citat taget fra Julie Lahme's instagramprofil - det rammer bare plet!

Citat taget fra Julie Lahme’s instagramprofil – det rammer bare plet!

Flygtninge fra Syrien. Egentligt, så havde jeg besluttet, at jeg ikke ville ytre mig på bloggen om dette emne, men mit hjerte brister, når jeg ser billeder af et lille, uskyldigt barn med hovedet nedad i vandkanten. Jeg synes, at det er så voldsomt. Så frygteligt. Så tragisk. Og jeg er nødt til at få det ud, for det gnaver i mig.

Jeg tænker, at det ikke kun er mig, der går lidt i stykker, når jeg ser uskyldige mennesker miste livet. Det må ramme alle. For ingen fortjener det. De er mennesker, ligesom os, med ligeså stor eksistensberettigelse som os. Det burde de i hvert fald have. Men det føles lidt som om, at det ikke er tilfældet lige nu. Alle forsøger at vaske hænder. Sådan ser det ud. Om det er sandt, ved jeg ikke. Men det gør ondt i mig.

Det er jo mennesker, for fanden. Uskyldige mennesker, der tidligere levede et liv præcist som os – med al det hverdagen nu indebærer – og nu er de pludselig tvunget på flugt, hvis de gerne vil redde livet. En flugt, der er lang og livsfarlig. Men de er så desperate, at de flygter, selvom de ved, at farerne lurer, og de ikke har den mindste anelse om, hvad der venter dem. Men de ønsker livet. Hvem gør ikke det?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad nu hvis det var mig og min familie, der var i den situation. Hvis det var os danskere, der måtte flygte. Det løber koldt ned af ryggen på mig. Det må være uforståeligt forfærdeligt. Skræmmende ud over alle grænser. Og forfærdeligt farligt. Bare se hvor mange, der allerede har betalt den højeste pris – nemlig deres liv eller nogle af deres familiemedlemmers liv. For en chance. Og de ved ikke engang, hvad der venter dem. De håber bare på noget bedre. Hvad som helst. Bare det er bedre end at tabe livet i Syrien.

Og hvad gør vi så? Vi forsøger at vaske hænder. Europa har travlt med at pege fingre af hinanden og diskutere, hvem der er nødt til at tage hvem og hvor mange. Men allerhelst vil politikerne sende bolden videre. De mange flygtninge skaber en kaotisk og dyr situation. Og hvem vil have det?

Nu har regeringen (Inger) valgt at indrykke annoncer i arabiske aviser, der skal fortælle om strengere regler for flytninge i Danmark. For at skræmme dem. For vi vil da bestemt ikke have dem. Men helt ærlig! De er flygtninge. De kommer ikke for at tømme de danske pengekasser. De kommer for at få en chance for livet. Og det vil vi ikke give dem? Hvad blev der af medmenneskeligheden? Hvorfor vil vi ikke hjælpe? Ville vi ikke gerne, at nogle rakte en hånd ud til os, hvis det var os, der var i samme situation? Det tror jeg.

Heldigvis varmer det mit hjerte at se, at der er så mange gode mennesker i Danmark (og resten af europa), der gerne vil byde flygtninge velkomne. Som gerne vil vise, at vi har varme hjerter. Og ressourcer til at hjælpe. Det varmer mit hjerte at se, at selvom enkelte har glemt medmenneskeheden, så er der mange, der folder den ud i fuld flor.

Jeg hepper på mennesker, Og jeg tror på, at vi alle er lige, at vi alle fortjener samme chance, og at kærlighed kan vinde.

Jeg siger ikke, at et lille land som Danmark kan påtage sig alt, men vi kan i hvert fald starte med at byde velkommen istedet for at skræmme. De er jo skræmte nok. Lad os hele dem. Ikke såre dem dybere. Lad os alle stå sammen. Der må være en løsning.

Og jeg siger ikke, at man er et dårligt menneske, hvis man ikke gør noget aktivt, det gør jeg jo heller ikke selv, og man er heller ikke et dårligt menneske, hvis man bekymrer sig om fremtiden. Selvfølgelig skal vi passe på vores Danmark, vores land, vores egne. Men hvis det var os, der måtte flygte på den måde, ville vi så ikke gerne, at folk ville hjælpe os bare lidt? På en eller anden måde. Igen, det tror jeg. Og jeg tror på, at vi godt kan – selvom det vil koste os lidt på bundlinjen lige nu.

Lige meget hvilken mening man nu engang har, så lad det ikke blive til en krig mellem forskellige fronter derhjemme. Det vil kun gøre det hele værre. Lad os oversvømme hinanden med kærlighed og forståelse i stedet. Og dialog. Og lad os nu behandle alle som mennesker, ligemeget om man er dansker eller flygtning. Vi er lige meget værd.

Jeg tror på medmenneskelighed! Gør du?

Ps. Jeg ved godt, at jeg bor i et land, der bestemt ikke har taget imod nogle flygtninge – modsat Danmark – hernede hjælper de med nødhjælp og den slags i nærområderne. Alt sammen fint. Men, jeg mener, det er jo ikke ligefrem for at de Forenede Arabiske Emirater mangler penge, så måske man godt kunne tage imod nogle flygtninge. Gøre noget mere. Det er da det mindste. Men sådan er det åbenbart ikke. Så ja, på visse områder mangler medmenneskeligheden bestemt også i høj grad her. Desværre.

Undskyld fraværet!

Allerførst; Undskyld fraværet! Det var ikke med vilje. Nu er jeg tilbage. Med dårlig samvittighed. Gode undskyldninger. Og masser af ideer til nye indlæg.

sorry

Vi starter med den dårlige samvittighed. For jeg har dårlig samvittighed over, at bloggen har stået stille i en hel uge. Det er aldrig sket før, og det var heller ikke meningen, at det skulle ske. Og et eller andet sted, så irriterer det mig, at jeg får så dårlig samvittighed, når jeg forsømmer jer og bloggen. For det føler jeg, at jeg gør, når jeg ikke får lavet indlæg, og det kan jeg ikke lide. Selvom bloggen er mit private, frivillige, hyggeprojekt, så føler jeg mig ansvarlig overfor det arbejde, jeg laver, og ikke mindst jer, og når jeg så ikke får passet forpligtelserne, så stresser jeg helt over det. Dumt. Men sådan er det.

Og så til de gode undskyldninger. For det er vitterligt ikke uden grund, at bloggen har været fyldt med rungende stilhed den sidste uge. Langt fra. Jeg gik nemlig ned med flaget i tirsdags i sidste uge – influenza og en særligt insisterende feber indtog min krop og mit hoved, og jeg kunne ikke gøre andet end at hoste, puste næse, pive, drikke vand, sove, skylle en ny kølig klud op til panden… Sådan gik der 3 dage. Jeg ville så gerne arbejde på bloggen, og havde min computer fremme flere gange, men jeg sad bare og stirrede tomt på skærmen. Mit hoved kunne slet ikke. Havde det virkelig råddent. På den der måde, hvor man slet ikke kan udholde at være i egen krop. Og det er ikke rart. Så bloggen måtte vige.

Så kom weekenden og den bragte med sig en af mine allerbedste veninder hjemmefra. Så selvom sygdommen stadig ikke var helt væk, så var der plads til masser af venindehygge. Heldigvis er min veninde en af dem, der godt kan værdsætte en aften under dynen med greasy food og spændende dokumentarer på computeren.

Der var dog også plads til masser af gode oplevelser, sightseeing (det er ret hyggeligt at lege turist i egen by til tider), god mad, shopping og endnu mere hygge og tøsesnak. Og da jeg ikke har set min veninde siden sidste jul, så prioriterede jeg at bruge al min tid – og ikke mindst energi – på hende. For hun var her kun på en forlænget weekend. Men nøj, hvor var det nogle dejlige dage <3 På trods af rester af sygdom i kroppen…

Og nu til de gode ideer. Dem er der mange af. Der er lidt nye smykker, der skal skrives om. Andre smykker jeg drømmer om. Nye spisesteder at berette om og anbefale og så bliver ugens glimt nok ganske lang, nu da jeg svigtede i sidste uge. Elsker, når ideerne bare ligger og venter på at blive nedskrevet. Det er det bedste. Omend en del må vente til weekenden, så jeg har mulighed for at få billeder sorteret og nye taget (af de nye smykker), og det er der ikke tid til lige nu.

For det er hverdag igen. Og det startede hårdt.. Med travlt på jobbet og møde efter normal arbejdstid omkring et af de events med arbejdet, som jeg koordinerer her i efteråret. Men det var nu også rart nok at være tilbage… På en måde :)

Nu skal der vaskes tøj, smørres madpakker og hygges om katten, inden jeg vist skal tidligt i seng.

Kram til jer derude.

Indien kalder om 1 måned

Yay. Om præcis 1 måned kalder Indien på Lars og mig. Vi har bestilt en lille uge i Sydindien, hvor vi skal opleve lidt af det, Kerala har at byde på. Og vi glæder os helt vildt!

Vi starter med at besøge Kochi, som er den største by i Kerala, og som byder på lidt af hvert af seværdigheder. Dernæst tager vi en dag til Periyar National Park, hvor vi forhåbentligt er heldige at spotte nogle af de dyr, der lever i Indien, og så tager vi et par dage i en privat husbåd, hvor vi sejler rundt i de berømte Backwaters, og nyder livets gang på flodbreddene og i de små landsbyer. Det bliver en stor oplevelse, er jeg sikker på. Jeg glæder mig i hvert fald enormt meget.

Houseboats-at-Kerala-Backwaters

Nu skal vi bare lige have styr på det med visum, og så er vi mere eller mindre klar til afgang. Guidebogen har vi haft længe, og jeg læser i den. Flittigt. For vil jo ikke gå glip af noget.

Jeg ved godt, at en uge måske ikke lyder af så meget, men jeg har ikke så mange feriedage på et år, og så fandt vi en tur, der passede perfekt med en lille uge væk, og så slog vi simpelthen til. Samtidig har vi begge et travlt efterår i vente på jobbet, så det er godt nok, at vi ikke er længere tid væk i denne omgang. Så kan det være, at vi tager på endnu en ferie i foråret, der er længere. Lige nu glæder jeg mig bare til vi skal af sted. Jeg glæder mig til at opleve lidt af Sydindien. Jeg glæder mig til at leve på en lille husbåd et par dage, hvor vi ikke kan andet end at nyde sceneriet, livet og hinanden. Det bliver så godt.

Og inden da, får vi både besøg af en af mine bedste veninder, samt mine forældre. Så jeg er glad. Rigtig glad. Og har maven fyldt med glædessommerfugle!

Hav en dejlig dag derude :)

Kram

Noget om venskaber

Jeg har tænkt meget over venskaber på det seneste. Måske fordi jeg venter besøg af en af mine allerbedste veninder lige om snart, måske fordi jeg er inde i en periode, hvor jeg savner mine tætteste veninder lidt ekstra. Ja, den slags perioder har jeg. Hvor jeg savner alle dem derhjemme, der betyder allermest, lidt ekstra. Og jeg er ramt ind i en lige nu. Heldigvis kommer en veninde om to uger, og mine forældre om en måned. Det hjælper. Meget.

Plakater_50x70cm_iRAMME_GoodFriends

Hvor end det kommer fra, så har jeg i alle tilfælde tænkt meget over venskaber på det sidste. Og på hvor heldig jeg er, at mit forhold til mine tætteste veninder er mindst ligeså tæt nu, som det var, da jeg boede hjemme. Det sætter jeg stor pris på. Uendeligt meget.

Jeg læste engang, at et rigtigt venskab var, når man kunne være fra hinanden i lange perioder, uden at miste den tæthed, man har, så når man endelig mødtes igen, så var det som om, at man lige havde set hinanden dagen før. Man fortsatte bare, hvor man slap sidst. Og det tror jeg, er meget rigtigt. For det er sådan, jeg har det med mine veninder.

Jeg har mange venner – eller nok nærmere søde bekendte – men jeg har en lille gruppe af virkelig tætte veninder. Det er dem, der betyder noget særligt, og det er dem, der ved alt om mig, og jeg ved alt om dem. Og vi er der ALTID for hinanden. Engang ville jeg egentligt gerne have en kæmpe venindeflok, jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg har egentligt altid trives bedst med at have nogle få virkelig tætte venner. Og i dag er jeg virkelig glad for, at det er sådan, det er. For jeg vil hellere passe på de venskaber, der betyder noget, fremfor at rende hovedløst rundt og forsøge at holde kontakt med alle og enhver, for det er lettere umuligt med job, forhold, familie osv.  Det betyder dog ikke, at jeg ikke bliver glad, når jeg møder alle mine bekendte, for det gør jeg. Bestemt.

Jeg har især 3 veninder – der er kommet ind i mit liv på meget forskellige tidspunkter – der betyder lidt ekstra. Den ene mødte jeg, da jeg var 1 1/2 år gammel, og hun er min søs i dag. Den anden mødte jeg på gymnasiet, og hun er en bedsteveninde på en særlig måde. Og så mødte jeg den sidste på kandidaten, og vi klikkede bare, og det gør vi stadig. Jeg elsker, at de sådan har været en del af mit liv på forskellige måder, og stadig er det. De er nogle af de bedste piger i verden. Det er jeg sikker på. Og jeg er taknemmelig for, at de er i mit liv. Sådan har jeg det også med især den ene venindes mand, han er også blevet min ven, og en del af familien. Og det er altså skøøønt! På samme måde har jeg det med mine kære kusiner, som jeg også betragter som kære veninder – og det føler jeg mig ret heldig med. For jeg ved, at det bestemt ikke er alle, der er så tætte med deres kusiner.

Der er også andre gode veninder derhjemme, som jeg nyder at ses med, når lejligheden byder sig, men som jeg ikke har samme bånd til. Hvis det giver mening.

Der er dog også venner, som stadig betyder noget særligt for mig, men som jeg desværre har mistet kontakten næsten helt til, og det kan godt gøre mig ked, men på en eller anden måde, så er det svært at få startet kontakten ordentligt igen. Det er især folkeskoleveninden og vennen (H & D), gymnasieveninden (G) og kandidatveninden (D), jeg savner. Og jeg håber, at jeg finder ind til dem igen. For det kan godt svide lidt, at det sådan forsvandt. Det stærke venskab, der var. Og som jeg stadig tror, findes. Hvis det blev plejet lidt. Jeg håber på, at det lykkes mig, at finde energien en dag.

Så er der de nyere venskaber, jeg har skabt hernede til to skønne piger. Dem sætter jeg også stor pris på, og jeg håber virkelig, at det er nogle, der vil kunne opretholdes, selv når der kommer afstand mellem os, for det ved vi alle, at der gør – på et eller andet tidspunkt. For Dubai er et transitland – et sted man opholder sig nogle år (nogle gange mange år dog), inden man enten flytter hjem igen eller videre. Men jeg håber, og jeg vil gøre mit.

Men venskaber er en sjov ting. Nogle skal plejes meget for, at de varer ved. Andre består bare ligemeget hvad – og har man flere af den slags, så tror jeg på, at man er velsignet. Så det føler jeg mig.

Og så har jeg jo ikke engang nævnt kæresten! Og ham betragter jeg bestemt også som en bedsteven.

Glimt fra sommerferien i DK – uge 2

Jeg ved godt, at jeg allerede har vist glimt fra min ferie i Danmark, samt fra min fødselsdag, men jeg var hjemme i to uger, og der er altså lige lidt flere glimt fra sommerferien, der presser sig på. Jeg lover dog højt og helligt, at det er sidste indlæg, der omhandler min sommerferie. Ama’r og halshug. Og hvis du virkelig ikke gider se billeder fra min sommerferie, så er du velkommen til at springe over dette indlæg – ingen sure miner herfra :) Hahah.

Uge 2 var lige så god som uge 1. Kodeordet for ugen var familietid og hygge. Masser af hygge. Og masser af god mad og lækre snacks. Faktisk vil jeg sige, at jeg havde en fantastisk ferie – selvom den forsvandt på to minutter og så var vejret jo heller ikke helt med os i år. Men INTET kan ødelægge glæden ved at bruge tid sammen med dem, man holder allermest af! Og med disse ord har I her sidste omgang glimt fra sommerferien i DK.

IMG_2402

IMG_2403

IMG_2410

Uge 2 bestod blandt andet af eftermiddagstur med mine forældre, hunden og kanelsnegle – godt nok var det lidt gråt og blæsende, men hyggen vandt!

IMG_2393

 Der var også tarteletter med høns i asparges!

IMG_2462

Fin morgen på vej over Rømø-dæmningen.

IMG_2433

IMG_2434

IMG_2444

IMG_2435

Der var også solskinsdag med plads til afslapning, solbadning, læsning, gåtur (hvor vi så en vild odder – så fantastisk), madpakker og hygge med min dejlige mor og hundevennen Sofus.

IMG_2474

Der var gåture i solskin med Sofus på Rømø.

IMG_2486

Og flere vaffelis med guf <3

IMG_2487

Der var lokale specialøl med navne fra nogle af vores yndlingsspots i området. Møllers Blonde var især et hit!

IMG_2498

IMG_2502

Der var tur til outlet by i Tyskland med svigerforældrene og Lars – med dertilhørende kæmpehotter.

IMG_2509

Lækker chokolade fra Lindt. Lindt er altid et hit.

IMG_2512

Der var endnu en hyggetur med mor (mens far igen var på arbejde).

IMG_2524

IMG_2538

IMG_2583

IMG_2554

Jordbær, jordbærtærte, friske ærter, is – sommeren blev nydt!

IMG_2534

Den allerfineste åkande.

IMG_2556

Familie og hygge. Det bedste af det bedste. Og jordbærtærte!

IMG_2548

Rejemadder med alt, hvad der hører sig til.

IMG_2571

Familieselfie – på vej til 70 års fødselsdag hos vores tidligere nabo.

IMG_2587

IMG_2588

Hygge på vej mod lufthavnen – en hård dag! Hader at sige på gensyn! Men det hjalp at gøre det hele lidt hyggeligt – hele familien af sted og med bedste’s pølsehorn til frokost.

IMG_2594

En varm modtagelse fra kitkatten <3

Morgenmad på altanen i fredags

Hej derude,

I må undskylde, at der har været så stille på bloggen i et par dage. Jeg havde egentligt regnet med at få blogget en del i weekenden, nu jeg var alene. Men det skete ikke. Jeg har i stedet brugt weekenden på at komme mig ovenpå hjemrejse, arbejdsstart efter ferien og det store savn, der har fyldt i mig. Og det har været godt til mig. Trængte vist lige til at puste ud. Så jeg igen kunne finde energien til at blogge. Well, og til alt andet egentligt.

I dag har jeg så været tilbage på pinden, men derfor skal I nu ikke helt snydes, så vil lige dele lidt fra en hyggestund i weekenden. I fredags besluttede jeg mig nemlig for, at jeg ville have min morgenmad på altanen. Noget vi egentligt ikke har gjort i, og det er for dumt. Bare fordi vi ikke har et bord derude, men kun stole. Men jeg tog jo bare det ene sofabord ud, og så var det perfekt.

DSC_0540

Med lækre bær, scrambled eggs, kold vand med citron, et magasin, min nye sommerhat og kitkatten i snor sad jeg udenfor og nød det (meget) varme vejr, solen og mit eget selskab i en times tid. Det var som balsam for sjælen. En af de der stunder, der er guld værd.

DSC_0541

Det fik mig dog også til at tænke lidt. Over hvor vigtigt, jeg tror det er, at man kan hygge sig i eget selskab. Jeg tror på, at det betyder meget for ens mentale sundhed, at man kan nyde at være alene og kan finde ro i bare at være. Jeg har altid godt kunne lide selvalgt alenetid og da jeg, inden jeg mødte min kæreste, var single i et par år, der nød jeg min alenetid helt vildt. Jeg lavede lækker mad til mig selv, så de film jeg gerne ville, læste en god bog på min terrasse med et glas vin. Jeg nød det virkelig. Da vi så pludselig var to, så blev aleneaftenerne mere sjældne, og det fik mig til at sætte endnu mere pris på dem. Omend madlavningen måske led lidt på alenedagene, for nu var jeg jo blevet vant til, at vi var to.

Da vi så flyttede til Dubai sammen, og Lars begyndte at rejse en del hjem pga. jobbet, så kunne jeg godt mærke, at jeg virkelig skulle vænne mig til den megen alenetid igen. Det var svært. De første gange var jeg ikke helt god til det. Men så lykkedes det mig at få gang i den spændende madlavning igen (og det er lidt fedt at kunne lave lige det, man nu har lyst til uden at skulle tage hensyn), jeg begyndte at hygge mig igen med små stunder, såsom en ekstra god morgenmad, et glas vin og lidt chokolade til filmen, et ekstra langt karbad. Og det gjorde en stor forskel! Jeg synes stadig, at det kan blive lidt hårdt, når man er alene en uge af gangen, men hvor jeg før var decideret ked af det, så er det nu bare mere et savn. For nu fokuserer jeg på mig. På hygge. På Pernille-tid og Pernille-favoritter. Jeg vælger mit eget selskab til og nyder det i fulde drag – selvom jeg da tit også gerne laver noget med veninderne, mens jeg er alene, hvis de ellers er hjemme, men jeg kan også sagtens bare være mig uden at det gør det mindste (at vi så har fået vores lille kitkat hjælper helt sikkert også, men det betyder meget at kunne hygge med sig selv).

Det var bare det, jeg gerne ville dele med jer. Har I det på samme måde? Kan I hygge jer i eget selskab, eller dur I slet ikke til det?

DSC_0544

DSC_0542

DSC_0548

Older posts Newer posts

© 2018 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑