Category: Rejser (page 1 of 2)

New In: Thailandske armbånd

Som jeg tidligere har fortalt, så kan jeg rigtig godt lide at købe smykker med hjem fra rejser, da jeg synes, at det er nogle helt fantastiske minder at have. Jeg kan nemlig ikke lade være med at få fantastiske flashbacks til de steder, vi har været, når jeg tager smykkerne på. Og hvad er bedre end det?

Da vi var i Thailand, var det ikke kun de fine guldøreringe formet som sikkerhedsnåle, jeg faldt for. Nej, inden da havde jeg forelsket mig i massevis af fine, små thailandske armbånd af forskellige sten, og jeg blev ganske enkelt nødt til at eje et par stykker. Jeg valgte to i blå nuancer. Fordi jeg elsker blå. Og fordi de bare var så fine. At de kun kostede 20 kr., gjorde bestemt ikke noget. Det føltes som et rent kup.

image

Jeg er så glad for, at jeg købte dem, for de er så fine. Og jeg bruger dem både alene og sammen med andre typer armbånd. De er perfekte at mixe og matche. Anvendelige. Kan man sige. Til alt. Allerbedst er det, at de minder mig om en skøn ferie i et skønt land!

image

image

image

New In: Sikkerhedsnåle i guld

Jeg har før nævnt, at jeg gerne køber smykker, når jeg er ude at rejse. Jeg synes nemlig, at et smykke er noget nær det bedste håndgribelige minde, man kan tage med sig hjem. For er der noget bedre end smykker med betydning? Samtidig kan man tit finde noget, som man måske ikke lige ser derhjemme – rent designmæssigt. Det er noget, der holder i mange år og som ekstra bonus, så fylder smykker sjældent ret meget.

Faktisk er det kun sket en enkelt gang i de sidste 5-6 år, at jeg er kommet hjem fra en ferie uden at have købt et nyt smykke, og det skete, da vi var i Indien i september 2015, og der fik jeg jo verdens smukkeste ring af min nu-kommende-mand <3 Og helt ærligt, bedre minde fra en rejse kunne jeg ikke få!

Til gengæld fik jeg købt de fineste og ret anderledes øreringe, der er designet som sikkerhedsnåle i guld. 21 karats guld for at være præcis. Til 400 kr. Så billigt! Og jeg kunne ikke stå for dem. Er vild med, at de er lidt rå og anderledes, men stadig ganske diskrete, da de ikke er særligt store.

image

Vi købte dem i China Town i Bangkok, hvor der ligger virkelig mange smykkeforretninger i de forskellige gader. Ret mange af dem med samme udvalg af glitrende, store guldsmykker, der ikke lige talte til mig. Men netop som jeg var ved at give en lille smule op, så faldt jeg over guldsikkerhedsnålene, og vidste, at der var de. Mit smykke-minde fra Thailand-ferien 2015. Og jeg er så glad for dem. Jeg har brugt dem en del allerede. Både til fine kjoler og  sammen med skovmandsskjorte og slidte jeans.

image

Jeg købte forresten også den fantastiske lille skål i Bangkok – elsker bladfaconen og den skønne blå farve, og min undskyldning for at købe skålen var, at den var perfekt til at ligge dagens smykker i, når man skal i seng. Og det er den virkelig perfekt til. Nårh ja, og så pynter den gevaldigt på et natbord!

image

image

image

Godt nytår 2016 (lidt forsinket)

image

Godt nytår derude :)

Havde I en god aften? Og brugte I den på lige det, I havde lyst til? Det håber jeg. Selv havde jeg en virkelig dejlig aften sammen med min kommende mand. Bare os to. I Bangkok. Det virkede så rigtigt, at jeg brugte årets sidste aften sammen med ham, der gjorde mit 2015 særligt specielt – ham som også kommer til at gøre mit 2016 helt fantastisk <3

Vi brugte dagen på sightseeing rundt i Bangkok. Efter en lille lur gjorde vi os klar til at tage ud at spise. Vi havde bestilt bord på en fin restaurant, der hedder Sra Bua by Kiin Kiin (og ja, det er en søsterrestaurant til den i Kbh) og hold nu op det var fantastisk! Vi havde bestilt deres nytårsmenu, der bestod af 11 små, vanvittigt lækre og forunderlige retter inkl. vinmenu, men for at fejre nytåret så gav restauranten ikke mindre end 10 små appetizers, som også allesammen var uovertrufne. Så vi fik altså 21 lækre thai-fusionsretter. Der var tale om ren mundorgasme. Og øjnene blev heller ikke snydt, for alt var anrettet helt fantastisk flot og anderledes. Det var generelt bare en vild oplevelse.

Og så var restauranten i sig selv bare virkelig fin, og der var pyntet festligt op. Men stadig osede den af romantik og hygge. Jeg var vild med det. Det samme var Lars. Heldigvis. For vi sad der fra kl. 18.45 til 23.30 inden vi var færdige med vores mange retter, og snakken gik om alt mellem himmel og jord. Det var perfekt. Romantisk. Nede på jorden. Bare helt rigtigt.

image

Kl. 23.30 skyndte vi os hånd i hånd mod Central World Plaza for at se countdown til 2016, samt fyrværkeriet. Vi nåede da også derned, men vi nåede ikke helt derhen, hvor vi havde regnet med at ville stå, da pladsen var fyldt til randen med mennesker. Som i virkelig overfyldt. Der skulle vist være omkring 100.000 mennesker, og de fylder alligevel lidt. Men det var sjovt (og lidt skræmmende) at stå der i mængden og råbe godt nytår alt imens fyrværkeriet gik amok. Alle var glade og stemningen var god. Det var rart. Og jeg nød at kysse min elskede som det allerførste i det nye år. Så bliver det ikke bedre.

Efter fyrværkeriet var ovre begyndte vi at kæmpe os hjemad, da vi gerne ville være friske på vores sidste feriedag i Thailand, så vi tog hjem, skypede vores forældre for at ønske dem et godt nytår, drak et glas vin mere i sengen og så var den aften ellers ovre. Men hvor var den dog dejlig :)

image

Thailand og julen i glimt vol. 1

Hej derude,

Håber I har haft en dejlig jul fyldt med glæde og kærlighed – samt alt det, der nu ellers hører til!?

Jeg ved, at der har været lidt stille her på bloggen siden vi rejste til Thailand. Det er løgn, der har været meget stille. Et enkelt indlæg er det blevet til. Det er jeg ked af. Jeg havde regnet med, at jeg ville være ret aktiv herinde, og det gav jeg vist indtryk af på forhånd. Men det skete ikke. For da jeg først fik ferie og tid til at mærke efter, så kunne jeg mærke, at jeg virkelig havde brug for at trække stikket og puste ud. Så det har jeg gjort. Jeg har nydt livet, slappet af i solen, spist god mad og drukket vin med min elskede, været ude at opleve lidt af Thailand og boblet rundt i vores jacuzzi. Og jeg har gjort det hele uden dårlig samvittighed. Jeg var nødt til at lade op. For kunne pludselig mærke, hvor medtaget jeg var ovenpå et virkelig travlt arbejdsefterår. Nu føler jeg mig efterhånden ovenpå igen. Jeg er glad for, at jeg for en gangs skyld lyttede til mig selv og bare nød ferien i fuld drag sammen med min kæreste – uden at tænke på, at jeg også lige burde. Det har været godt til mig.

Og lad mig så lige sige. HOLD NU OP EN DEJLIG FERIE VI HAR OS! Det har været fantastisk. Lige os. Og lige det vi havde brug for. Der har været masser af afslapning, solbadning, badning, boblebad og bobler/vin. Vi har grillet på vores tagterrasse og spist god mad på restauranten, vi har spillet tennis, læst bøger, set film, snakket, holdt i hånd, grinet, kysset, talt fremtid, pjattet, holdt anderledes jul sammen og så har vi været på ture i Hua Hin, lokalområdet og længere væk. Det hele har været fantastisk. Der er kun et men, og det er, at dagene forsvinder alt for hurtigt! Det er vores sidste dag her på resortet i dag, i morgen rejser vi til Bangkok, hvor vi har 3 dage til at udforske byen, samt fejre nytår – bare os to. Og jeg glæder mig! Helt vildt! Det er mere tanken om, at ferien allerede snart er ovre, der bider lidt. For det er vi da bare slet ikke klar til! Overhovedet ikke. Vi har det alt for godt her i ferieland – vi nyder, at vi har tid til hinanden på et helt andet niveau, når vi er på ferie. Præcis som de ferier vi har haft til Sri Lanka og Indien. Der er tid til bare at være. Sammen. Og vi elsker det. Så nu vil jeg prøve at skubbe de dumme tanker om, at ferien lakker mod enden så småt, helt og aldeles væk og så bare nyde de dage, der endnu er! For de bliver helt sikkert skønne.

Og med de ord, så er jeg vist klar til at vise jer en mindre billedstorm her fra vores ferie i Thailand – et sted vi gerne vil tilbage til. Det er vi allerede sikre på!

image

En god bog, sol, en solseng og 3 skridt til poolen – så bliver det ikke meget bedre.

image

Den smukkeste udsigt fra vores tagterrasse her på resortet <3

image

Fuldstændig fantastisk Phad Thai!

image

image

Den kongelige pavillion ved Hua Hin’s togstation – virkelig flot og farverig! Og to glade turisttyper.

image

Et glimt af et fint kinesisk tempel i Hua Hin.

image

POOLTIME.

image

Julekalender, rødvin, snebolde og ham, jeg elsker. Så blev det alligevel en smule julet i Thailand.

image

Et fint gulv.

image

Mere afslapning ved poolen.

image

image

To glade scooter-typer på tur. Den havde jeg ikke lige set komme. At jeg skulle på scooter i den Thailanske trafik, men det gik fint med at køre i den venstre side. Og det var en fantastisk hyggelig og flot tur, vi havde os. Lars og jeg. I lokalområdet.

image

Vi så fantastiske landskaber.

image

Fine templer.

image

Små fiskeribugter.

image

image

image

image

image

Vi så også den mest fantastiske grotte med en vidunderlig smuk pavillion/tempel – skabt for mange år siden. Turen dertil er hård og lang – med mange trin op og ned af et par bjerge, men det er det hele værd. Synet er så specielt.

image

Der var flere fine landskaber.

image

image

Vi så også denne hellige og flotte statue. Alt på en dag!

image

Efter en oplevelsesrig dag på scooter slappede vi af i vores jacuzzi med en flaske bobler – sådan burde alle dage slutte!

image

Juleaften og juleselfie. Vi havde en god dag med rar frokost, massage, skypesamtaler med vores forældre og julemad på resortet om aftenen. Men det gjorde lidt ondt i mit hjerte, at jeg ikke var sammen med mine forældre og julestemningen indfandt sig aldrig helt. Men jeg kan godt lide at fejre jul med min kommende mand, kan jeg konstatere. De fine øreringe, jeg har på, er en julegave fra mine forældre <3

image

image

For julegaver fik vi – både af vores forældre og hinanden. Det var ret hyggeligt. Og jeg fik simpelthen de skønneste gaver! Jeg er ret heldig.

image

Julesnolder, vingummier og lakridser – vi har det hele :)

image

Igår var vi på tur hele dagen, hvor vi både så krigskirkegårde og broen over floden Kwai – som vi også gik henover. Det var virkelig specielt. Flot. Stort. Uhyggeligt – når man tænker på historien. Så vi fik et lille sus af historien.

image

Vi så også toget køre over broen – de kalder banen for Death Railway.

image

Og så var vi en tur i et tigertempel, hvor vi fik lov til at komme helt tæt på de store kattedyr.

image

I dag har vi nydt den sidste dag med afslapning i solen, mens vi har planlagt vores dage i Bangkok – eller i hvert fald forsøgt på det :)

image

Vi har boblet i jacuzzien med en kold flaske hvidvin.

image

Og spist dansk smørrebrød med rigtigt rugbrød! En luksus uden lige, når man til daglig bor i udlandet :)

Så er vi i Thailand

image

Så er vi landet godt i Thailand og har allerede nydt den første hele dag i vores fine lille villa, der ligger på Oriental Beach Pearl Resort et stykke udenfor HuaHin. Her er lækkert! Villaen, der skal være vores hjem de næste 8-9 dage, er fin og lys, og vi har den lækreste tagterrasse med spisehjørne, grill (udendørs køkken), jacuzzi og liggestole. Og vi skal kun 3 skridt udenfor vores villa for at hoppe i poolen. Det er luksus. Og jeg er ret sikker på, at vi ikke kunne have fået bedre rammer til at slappe af i. Vi er i hvert fald ret så glade.

image

Resortet har også egen restaurant – der laver både thaimad og danske retter, så Lars er i himlen ved udsigten til, at han kan få karbonader. Jeg glæder mig mere til Phad Thai og andre lækre thai retter. Om end jeg nok gerne er med på en gang smørrebrød en dag – for det serverer de også!

Ud over de lange, lækre pools, der indbyder til både afslapning (måske især i det område med poolbar) og svømmetræning, så er der faktisk også et lille træningsrum, så der er ingen undskyldning for ikke at kunne få rørt sig lidt. Vi var da også allerede igår nede at bruge det – redskaberne er ikke alt for pigevenlige, da mange er meget tunge, men det er ganske okay.

Vi brugte hele vores fredag på at rejse – og med lidt forsinkelse blev turen ekstra lang, men nu er vi her og vi nyder det. 2 ugers ferie. Det er fantastisk. Igår startede vi dagen med morgenmad i restauranten, da det er inklusiv, og så gik vi ellers hjem og lagde os på vores tagterrasse og nød solen, mens vi hvilede og læste lidt. Da det blev frokosttid gik vi ned på restauranten og fik lidt mad, hvorefter vi trænede lidt, tog en svømmetur og så gjorde vi os klar til at komme ud at handle ind, så vi havde lidt proviant selv.

image

Om aftenen havde vi bestilt en grillpakke, så vi kunne grille oppe på vores terrasse, og jeg siger jer, det var helt fantastisk hyggeligt. Maden var lækker. Vejret ganske mildt. Og det var bare skønt at sidde sammen med ham jeg elsker i flere timer at spise, drikke vin og snakke. Men så kunne vi heller ikke mere – kl 10.30 var det rent godnat for mig. Vi var kommet sent i seng aftenen før og havde været tidligt oppe, og da der er 3 timers forskel på Thailand og Dubai (6 hjem til Danmark), så var der lige lidt, der skulle indhentes, så jeg fik en dejlig lang nats søvn, og føler mig lidt mere frisk i dag, det må jeg sige. Og ikke mindst klar til endnu en feriedag her i Thailand. Lige nu sidder Lars og læser til eksamen, mens jeg blogger lidt – vi fik en del sol igår, så vi tager lige en dag lidt mere i skyggen. Dog sidder vi ude på en lille altan, der vender væk fra solen – lækkert vi kan være ude, selvom vi ikke lige vil have sol i dag.

image

image

Rejsefeber: Thailand i julen

Overskriften røber lidt dette indlægs indhold, men ja, vi har fået rejsefeber igen og har bestilt billetter til Thailand i julen fremfor hjem til Danmark. Det er jo ellers ikke så længe siden, vi havde verdens skønneste ferie i Kerala, Indien, men vi er ikke helt færdige med rejseriet. Og da vi skal giftes næste år, så er vi godt klar over, at vi skal spare lidt på pengene – og feriedagene – så hvis vi gerne ville ud at rejse igen, så var det nødt til at blive i julen.

Selvom jeg glæder mig voldsomt til at opleve Thailand og til at have 14 dages ferie sammen med min mand (det har vi aldrig prøvet før, for når vi er på sommerferie i DK i to uger, så ses vi kun et par dage), så var det altså med virkelig blandede følelser, jeg lod mig overtale af Lars. Jeg elsker nemlig jul. Og jul skal fejres sammen med mine forældre. Jeg har aldrig før undværet dem i julen, og jeg får stadig helt ondt i maven bare ved tanken. Men nu bliver det altså. Og det er nok første og sidste gang.

orientalbeachpearl resort

Men tilbage til det med at glæden – for jeg glæder mig. Det gør jeg. Det er bare lige d. 24. december, jeg gerne vil springe over i år, når jeg nu ikke kan fejre den, som jeg helst vil. Men jeg er sikker på, at Lars og jeg nok skal få en god dag. På trods. Og resten af ferien bliver skøn, det er jeg sikker på.

Vi har lejet en lille villa på et resort, der ligger lidt udenfor HuaHin, og der skal vi bo i 9 dage. Her skal vi slappe af, nyde livet ved poolen og stranden, spise god mad, læse bøger, holde i hånd, snakke bryllup og fremtid og så skal vi selvfølgelig også ud at opleve lidt af Thailand. Og jeg glæder mig til det hele.

Bangkok

Til sidst tager vi 3 dage i Bangkoks gader, og det glæder jeg mig også voldsomt meget til. Flere af mine kolleger har været i Bangkok flere gange, det samme har nogle af vores venner, og de siger alle, at Bangkok er en spændende by. Så bliver spændende at opleve byen med egne øjne, ører og smagsløg :) Og vi er der henover nytår, så der skal nok være fuld gang i byen.

At rejse er at leve – og der er lidt om snakken.. Selvom det ikke er alt.

Postkort fra Kerala, Indien – vol. 2

Ih hvor det lettede at fortælle vores glade nyheder. Nu kan jeg åbent vise min glæde – og min ring. Og det er altså virkelig skønt. Derfor fejrer jeg det med endnu et postkort fra Kerala (du finder første postkort her). Denne gang fra vores sidste dage dernede – hvilket også indbefatter den dag Lars friede til mig ;)

Efter vores dage i Periyar kørte vi efter en tidlig morgenmad mod Alleppey, hvor vi skulle finde den husbåd, der skulle sejle os rundt i de berømte Backwaters i et par dage. Da vi ankom blev vi mødt af vores kaptain og vores private kok. Begge smilende og søde – og lidt generte. Vi blev vist om bord på den hyggeligste lille husbåd, som skulle være vores private hjem de næste par dage. Vi var glade – for den var så fin og perfekt. Vi blev budt velkommen med blomsterkranse og kokosnødder, og så sejlede vi ellers ud. Allerede efter 5 minutter var vi ude af den værste trafik fra “havnen” og vi kunne straks se, at det blev en smuk tur. For hold nu op, hvor er der smukt! Det gav pludselig mening, at Indiens Backwaters er så berømte. Naturen er virkelig smuk. Og man kan følge almindelige menneskers hverdagsliv i glimt – der fra båden, alt imens man stille sejler forbi. Det er så fredfyldt. Så smukt. Så fortryllende. Vi sank straks ned i en nærmest meditativ tilstand af ro, og det var lækkert.

Da vi nåede frokosttid lagde vi til land, og så blev der ellers serveret den helt store frokost med ikke mindre end 6 forskellige retter inkl. fisk – alle traditionelle retter fra Kerala – og hold nu op, hvor var det godt! Så lækkert og helt frisklavet. Uden at lyve, så var al den mad, vi fik på båden de to dage, det bedste mad, vi fik! Og vi fik altså kun god mad. Så det siger en del.

Efter frokost sejlede vi ud igen, og der var igen tid til bare at sidde og stirre ud på naturen og livet, der gik sin gang på bredderne. Det var fantastisk. Der var også tid til at læse, sludre og bare holde lidt i hånd. Vi havde et kort stop, hvor vi købte friskfangede kæmperejer, som vores kok ville forberede til vores aftensmad. Ellers sejlede vi bare langs kanalerne indtil kl. 17.30, hvor vi lagde til for natten. Kokken og skipperen fortalte, at de ville gå en lille tur inden aftensmaden, og de foreslog os at gøre det samme. Hvilket vi syntes, var en god ide. Så vi begyndte at gøre os klar. Men lige inden vi forlod vores værelse (der skulle jo lige hentes kamera osv.), så var det, at Lars overraskede mig med det fineste frieri nogensinde (det kan du læse mere om lige her) – og vores gåtur i solnedgangen var mere end magisk. Vi var helt høje på kærlighed og glæde – og jeg var nok også lidt i chok! I hvert fald er det nok den allerskønneste gåtur, jeg nogensinde har været på – der var kyssen, holden hånd, krammere, fnisen, og masser af smukke farver (og det var ikke blot fordi vi gik på en lyserød sky!).. Da vi vendte tilbage til båden, var kokken klar med endnu et overdådigt måltid. Blandt andet vores kæmperejer, der var tilberedt himmelsk lækkert! Så vi fejrede vores forlovelse der på båden – bare os to – med rejer, Tuborg Guldøl og med alle lydene fra skoven som lydtæppe. Det var perfekt.

Dagen efter nød vi vores lyserøde kærlighedsboble og endnu en skøn dag ombord på vores fine lille husbåd, hvor vi ikke lavede andet end at kigge, læse, slappe af, hygge, spise og så havde vi nogle små stops, hvor vi blandt andet så en fin kirke.. Det var simpelthen balsam for sjælen.

Efter endnu en nat, var det på tide at vende tilbage til fastlandet – desværre for vi kunne sagtens have brugt endnu et par dage derude på de dejlige Backwaters. Vores søde driver ventede på os i havnen, og så satte vi ellers kurs mod det sidste hotel, inden vi skulle hjemad igen. På vejen holdt vi ind ved en flot strand, hvor vi fik ringet til mine forældre og fortalt den store nyhed – til min mors store overraskelse og glæde. Min far var knap så overrasket, for Lars havde nemlig spurgt ham om lov, da de var på besøg. Hvilket, jeg simpelthen synes, er så fint.

Vi mødte også en rigtig arbejdselefant med dens mahout (passer), og vi fik lov til at fodre den med elefanter. Det var så sjovt. Jeg er vild med elefanter, og det var stort at fodre en, der ikke er en turistmagnet, men bare en almindelig arbejdselefant.

Endelig endte vi ved det sidste hotel, som vidste sig at være det fineste lille resort, der ligger i kanten af de berømte backwaters, og vi skulle derfor med en lille kano derover. Vi fik den hyggeligste lille hytte. Der var tid til massage. God mad. Hygge. En tur ud på vandcykel. Alt var skønt. Desværre var jeg uheldigt og gled op ad trappen til vores hytte og slog min fod og mit knæ ret meget (har stadig en smule ondt her en måneds tid  senere).. Men ellers var det vidunderligt. Og vi sluttede vores rejse af med en omgang butterchicken – en af vores all time indiske favoritretter. Det var godt.

Tidligt næste morgen gik turen mod lufthavnen. Og vi sad begge med en lyst til at stikke af. Vi var og er blevet forelskede i Kerala.

DSC_0786

Vores hyggelige lille husbåd – der bare var vores :)

DSC_0620

Velkomst på båden bestod af fine blomsterkranse og kokosnødder

DSC_0815

Lars hyggelæser

DSC_0650

Den smukke blomsterkrans

DSC_0638

Indiske kvinder der bader og vasker tøj

DSC_0739

Eftermiddagshygge med lokale Kingfisher øl, syrlinger, lakridser (til Lars) og gode bøger..

DSC_0782

Fantastisk smuk natur og farver

DSC_0766

På gåtur umiddelbart efter vi var blevet forlovet – farverne var så smukke. Og det var altså ikke bare fordi vi var så lykkelige og glade.. Se selv!

Lykkelige og høje på kærlighed står vi her helt nyforlovede <3

Lykkelige og høje på kærlighed står vi her helt nyforlovede <3

DSC_0754

Endnu et stemningsbillede fra vores gåtur

IMG_4316

Et sløret billede fyldt med kærlighed og overstadig lykke!

DSC_0802

De mest fantastiske kæmperejer nogensinde. De var så lækre!

DSC_0809

Vi fejrede forlovelsen med rejer og guldøl. Det var helt perfekt og meget os.

IMG_4361

At vågne til sådan en udsigt <3

DSC_0776

Endnu et stemningsbillede

DSC_0837

Jeg elsker de mange farver, man finder overalt i Indien. Det er fantastisk. Opløftende. Det glæder både øje og sind!

DSC_0926

Den fine kirke vi besøgte, mens vi sejlede rundt

DSC_0672

Vi var lettere imponerede over alt det, Inderne kunne fylde i deres små både.

DSC_0014 1

Den bro sejlede vi under – jeg troede først ikke, at vi kunne være der, men det gik fint… Måske jeg troede, at båden var højere end den var… Haha! Ville ikke være første gang ;)

DSC_0028 1

Solnedgangen skabte endnu engang de mest fantastiske farver.

IMG_4375

Lige endnu et glimt af den fantastiske udsigt og solnedgang.

DSC_0070 1

Stranden hvor vi fortalte mine forældre om forlovelsen. Der var smukt.

DSC_0056

TukTuk’s og glitter.. What’s not to like?

DSC_0082 1

Den sødeste arbejdselefant nogensinde. Meget blid. Jeg elsker elefanter – Lars er lidt mere tilbageholden (læs: bange)..

DSC_0096 1

Og den søde elefant elsker bananer <3

DSC_0121 1

Vores fine hytte den sidste nat

DSC_0128 1

<3

DSC_0148 1

Afslapning… Og ja, mit knæ ser lidt underligt ud, da dette er efter mit styrt, hvor det hævede op på indersiden… Men hey, sådan kan det jo gå, når man er en lille klodsmajor. Hahah.

Det var det. Anden omgang billeder fra vores vidunderlige ferie til Indien. Jeg kan kun anbefale at tage til Kerala! Der er uforholdsmæssigt smukt, maden er vidunderlig, menneskene så søde. Det er en oplevelse for livet. På den allerbedste måde.

Jeg sagde JA!

Lykkelige og høje på kærlighed står vi her helt nyforlovede <3

Lykkelige og høje på kærlighed står vi her helt nyforlovede <3

Jeg har glædet mig til at dele dette med jer. Men jeg havde lige brug for – sammen med Lars – at nyde det lidt alene først. Rigtigt at lade det synke ind. Og måske lade vores store lyserøde kærlighedsboble fylde alt for en stund. Men nu er jeg klar. Jeg har efterhånden forstået den store lykke, der ramte mig – meget overraskende. Og vigtigt af alt, så har vores familier og venner fået besked. Så nu er det jeres tur.

Lars friede til mig under vores fantastiske ferie i Indien. På den mest fantastiske og helt perfekte måde. Jeg sagde JA (naturligvis)! Og jeg var/er den lykkeligste kvinde på jorden. Det er jeg helt overbevist om. Også selvom jeg først slet ikke forstod, hvad det var, der ramte mig. Havde slet ikke forventet det. Ikke der. Ikke nu. Men åh, hvor var det bare helt rigtigt.

Det skete for nøjagtig to uger siden. Lars faldt på knæ på det mest romantiske tidspunkt, på det mest romantiske sted på vores tur. Alt var perfekt. Vi var bare os to. På den lille husbåd, som vi skulle bo på et par dage, imens vi sejlede rundt i Keralas Backwaters. Jeg sagde selvfølgelig JA! Jeg råbte det vist næsten og smed mig i hans favn, inden han nåede at rejse sig igen. Og ringen i æsken – den så jeg først bagefter. Selvom han rakte den frem til mig, imens han spurgte mig, om jeg ville gifte mig med ham. Det var et fantastisk øjeblik. Helt perfekt. Detaljerne og de ord, der blev sagt imellem os, det forbliver privat. Det er vores. Til evigt eje i hjertet.

Vi fejrede forlovelsen først med en lille gåtur i solnedgangen (hvor ovenstående billede blev taget) og dernæst med de lækreste kæmperejer og Tuborg Guldøl lige der på båden i mørket – med alle skovens lyde som baggrundstæppe. Det var perfekt – og så meget os!

Og ringen… Den er mere end perfekt. Det har han gjort helt fantastisk godt, har han, ham Lars. Og betydningen af den. Det er det vigtigste. For det betyder, at jeg har en mand, der vil mig resten af livet. Han har valgt mig. Og jeg har sagt ja til ham. Kærligheden vil ingen ende tage disse dage. Jeg lever stadig i min lyserøde kærlighedsboble – sammen med mit livs kærlighed. Hvor heldig er jeg lige?

DSC_0809
The two of us - and THAT ring <3

The two of us – and THAT ring <3

 

Postkort fra Kerala, Indien – vol. 1

Nu er det snart halvanden uge siden, at vi kom hjem fra den mest fantastiske ferie i Indien, og så er det vist ved at være på høje tid med et lille postkort til jer. Det har jeg jo lovet jer – af flere omgange. Og jeg vil da også hellere end gerne dele lidt ud af vores tur til Kerala, Indien.

Det Sydindiske område Kerala bliver også kaldt “God’s own Country” – og det forstår man godt, når man har været der. For hvor er der fantastisk. Smukt. Grønt. Og bare helt vidunderligt. Jeg er blevet lidt småforelsket i området, og vil helt sikkert gerne tilbage dertil. For 1 uge var helt klart ikke nok til at udforske alle de fantastiske steder, som Kerala kan byde på. Jeg havde (og har) det på samme måde, da vi sidste forår kom hjem fra en ferie på Sri Lanka. Der er bare noget specielt over begge steder. Noget udefinerbart. Men vidunderligt. Der tiltaler os – meget. Så vi vil tilbage, ja vi vil.

Vi startede vores ferie med et døgn i hovedstaden Cochin, hvor vi blev indlogeret på det skønneste lille boutique hotel, Spice Fort, der har til huse i en bygning, der har mere end 100 år på bagen. Og man kunne mærke sjælen og historien – også selvom værelserne var moderne og lækre, for man havde restaureret hele stedet med omtanke og bevaret alt det, der kunne bevares. Her fik vi vores første fantastiske indiske måltid – og de billige priser gik for alvor op for os.

Vi fik set de gamle kirker (både katolske og jødiske), vi fik set de kinesiske fiskenet, som inderne rent faktisk bruger til at fange fisk – hver eneste dag, og vi oplevede trafikkaosset og de mange mennesker. Det var skønt. Og en god modsætning til resten af vores tur – faktisk.

Efter Cochin kørte vores guide/chauffør os til udkanten af Periyar’s store skove, hvor vi havde to overnatninger på et hyggeligt lille resort, hvor vi havde et lækkert værelse (igen). Den første eftermiddag fik vi slappet lidt af, inden vi var ude at se noget traditionel kampkunst – overraskende underholdende. Næste morgen var vi tidligt oppe, for vi skulle på trekkingtur og bamboo rafting i Periyar’s skove. Det var en oplevelse af de store. Alle lydene. Alt det grønne. Dyrene. Blomsterne. De 3 rangers som vi to små mennesker fik tildelt – for der var jo altså tigere i reservatet, så vi skulle jo beskyttes (også selvom der kun var blevet spottet en enkelt tiger i lang tid – altså der holder mere end 45 voksne tigere til i skovene, så ideen om beskyttelse er god nok, men de er virkelig sky, og området er enormt, så de ses meget sjældent. Faktisk havde den ene ranger, som havde været der i 3 år, kun set tigere 4 gange). Vi gik omkring 11 kilometer op og ned af mere eller mindre fremkommelige stier, og så havde vi lige et break på vejen, hvor vi sejlede rundt på en bambustømmerflåde. Hvilket også var en stor oplevelse. Og selvom vi hverken så tigere eller elefanter, så så vi aber, kæmpeegern (og de er virkelig store), masser af eksotiske fugle og et par små bambier. Så turen var en succes.

Om eftermiddagen var vi på tur i en jeep til forskellige helt fantastiske udsigtspunkter i bjergene. Der var grønt overalt. Søde lokale. Temarker. Køer. Fugle. Og mere natur. Vi elskede det.

IMG_4253

Det fine poolområde der hørte til Spice Fort i Cochin. Et boutique hotel med tilhørende organisk restaurant, som virkelig er et besøg værd, og et sted vi gerne boede igen!

DSC_0005

Et glimt fra vores hotelværelse på Spice Fort, vi boede på det værelse, der hed Garlic. Jeg kunne godt lide den detalje, at alle værelserne havde navne efter krydderier. Det var så gennemført, nu stedet hedder Spice Fort.

IMG_4271

At det viste sig til, at vi boede på Princess Street, gjorde kun det hele endnu bedre. Når man nu normalt bor i Princess Tower, så bliver det jo ikke mere passende. Hahah ;)

IMG_4241

De berømte kinesiske fiskenet – som bruges flittigt. Ret fascinerende at kigge på, faktisk.

DSC_0062

En banansælger i Cochins gader. Straks fik jeg lyst til at synge: “køb bananer, køb bananer her hos mig”.

DSC_0120

I Periyer’s udkant boede vi som sagt på et lille resort, hvor vores værelse var at finde blandt deres Jungle Cottages – så hyggeligt et navn. Nårh ja, og så var der søde henstillinger om, at man ikke fodrede evt. vilde dyr, som måske forvildede sig ind på resortet. Vi så nu ikke nogen. Men dyrelyde var der. Så vi håbede lidt, at en abe ville banke på. Det skete ikke.

DSC_0292

Men vi fik set aber. Så snart vi kom til Periyer’s skovkanter. Og de er altså kære.

DSC_0283

Prøv lige at se på den lille fyr. Nurh han/hun er sød!

DSC_0335

Vores 3 rangere ude i skoven – den ene med gevær.

DSC_0339

Et kæmpeegern!

DSC_0379

Lars og jeg lige inden vores tur ud på bambustømmerflåden <3

IMG_4260

Så fantastisk smukt var det, der hvor vi skulle sejle!

DSC_0531

Om eftermiddagen så vi blandt andet mange temarker på vores jeeptur.

DSC_0568

Teplukkere, der venter på at blive samlet op efter endt arbejdsdag.

DSC_0506

Grønne træer og bjerge overalt.

IMG_4262

Fantastisk udsigt. Det var så smukt, at jeg helt tabte vejret.

Resten af turen får I i det næste postkort fra Kerala, Indien, og der kommer det især til at handle om vores skønne dage på en lille, hyggelig husbåd, hvor vi boede, mens vi sejlede rundt i de berømte Backwaters.

Hjemkomstblues

Åh. I dag lider jeg voldsomt af hjemkomstblues. Det kalder jeg den der øv-følelse, man kan få i hele kroppen, når en særlig dejlig ferie slutter, og hverdagen igen puster dig i nakken. Den følelse fylder hver en fiber i min krop i dag.

2 fantastiske uger er ovre. Først havde vi skønt besøg af mine dejlige forældre, og så rejste Lars og jeg jo direkte af sted på den dejligste ferie i Indien. Det var en fantastisk tur. Virkelig. Helt fantastisk. I skal nok få meget mere af vide om turen snart, jeg skal bare lige have sorteret billeder, samlet alle indtryk og ikke mindst overleve denne arbejdsuge.

Jeg har nemlig været tilbage på jobbet i dag. Det var hårdt. Ubarmhjerteligt. Ovenpå en skøn uge. Men jeg ved jo godt, at mine hjemkomstblues forsvinder igen. De viger for hverdagen. Som jo også er rar. Men det er bare hårdt, når en fantastisk ferie slutter. Kender I ikke godt de? Eller er jeg den eneste?

Nu vil jeg i hvert fald slæbe mit trætte korpus over i sofaen, og så vil jeg nusse lidt ekstra om kitkatten, for hun har vist savnet os ret så meget. Men hun gik jo også fra at have 4 menneskers fulde opmærksomhed til at være alene med daglige besøg af kattesitteren (flere gange dagligt men alligevel)… Jeg har nu også savnet hende :) Man bliver så svært glad for sådan et lille kræ!

Hav en dejlig aften :)

Older posts

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑