Jeg er blevet bedt om julegaveønsker fra både mine egne forældre og svigerforældrene en del gange efterhånden, men jeg havde bare så travlt, at jeg ikke fik gjort noget ved det. Men nu er listerne lavet og afleveret. Og så kan jeg jo bare glæde mig til at se, om der så kommer nogle af ønskerne under træet :) Og så tænkte jeg, at jeg jo lige kunne dele nogle af mine ønsker med jer, hvis der nu skulle være nogle, der mangler lidt inspiration. Det kan jeg i hvert fald godt selv lide at få, når jeg pludselig skal komme op med en masse ønsker :) Og synes, at det er meget passende på dagen, hvor der kun er 1 måned tilbage til JULEAFTEN! Uh jeg glæder mig. Elsker altså bare alt, hvad der har med jul at gøre. Er allerede i julestemning, og tror også meget snart, at der skal pyntes op derhjemme :) Nå men tilbage til ønskerne…

Egentligt har jeg mange ting til boligen, som jeg gerne vil have, men jeg begrænser mig lidt, imens vi bor hernede i Dubai, da jeg alligevel ikke kan slæbe det hele med herned, da det bliver lidt dyrt at få det hele hjem igen. Vi valgte nemlig i sin tid, da vi flyttede herned, at vi ikke ville tage vores ting med herned, da vi jo højst skulle være her i to år (det var det vi troede tidligere, men den plan holder nok ikke), og vi vidste jo slet ikke, om Dubai overhovedet var noget for os. Det er nemlig lidt dyrt at få skippet alle ens ting herned i en container på et skib, så alt er opbevaret derhjemme. Undtagen lidt små dimser og nips – jeg har nemlig brug for bare lidt af dens salgs, for at kunne føle mig hjemme. Især når hele ens hjem pludselig mere eller mindre stammer fra Ikea. Men jeg overlever og føler bestemt også, at det er mit hjem. Jeg savner bare, at gøre det hele mere personligt, med alle de ting vi nu engang har derhjemme. Nå men det her var lidt et sidespor.  Det jeg egentligt ville sige var, at da jeg alligevel ikke kan have alt med herned, så venter jeg med at ønske alt for meget af den slags, til vi igen er hjemme :) Lidt er der dog røget på listen. Især fra Kahler. Som altså laver nogle fine ting, der lige falder i min smag. Jeg overvejede også ret meget at fylde listen med Royal Copenhagen MegaMussel, som jeg er lidt forelsket i, men jeg lod dog være… For nu ;)

Mest har jeg dog forsøgt at finde på ting, som jeg netop kan tage med mig herned, for det er bare lidt hyggeligt, at have sine gaver med sig og at kunne bruge dem allerede fra dag 1, i stedet for at skulle vente i flere år.. Er I ikke enige?

Hmm jeg sad lige og kiggede på min lille collage, og det er da overhovedet ikke tydeligt, at jeg kan lide smykker… øhøm.. eller…

julegaveideer 2014

Smykker fra HandcraftedCPH – både ballonøreringe og verden- og monogramvedhæng, Anni Lu armbånd i guld med 3 perler, Kahler Bellino krukker i lysegrå og støvet rosa, Stine A lille tinsel vedhæng i form af et W (som jeg fortalte om her), adidas bluse, Kahler Urbania lyshus (højhuset da vi bor i et – har allerede en kirke fra serien), Nomess jewellery box, Pernille Corydon wide alliance armbånd i guld, ChriChri/Nomess 2015 kalender, samt bøgerne “Hvor solen græder” og “bare sammen“.