Month: marts 2016

New In: Crab Star Tag fra Jane Kønig

image

Jeg var så heldig at få det fine Crab Star Tag fra Jane Kønig i julegave af mine svigerforældre, og det er jeg rigtig glad for. Jeg faldt for vedhænget allerede første gang, jeg så det. Det er enkeltheden. Tror jeg. For det er jo super enkelt og fint. Et ord i en cirkel. Men samtidig er det anderledes. Specielt. En ny fortolkning af de klassiske stjernetegnssmykker – som i den grad er blevet genoplivet den sidste tid. Og selvom andre brands har lavet nogle ganske gode fortolkninger, så når Jane Kønig’s version altså helt andre højder – efter min mening.

image

Selvom jeg ikke altid er så meget for at indrømme det, så tror jeg altså på astrologien. I hvert fald til en hvis grad. Rigtig mange af en krebs’ karaktertræk passer umanerlig godt på mig. Altså, sådan helt ind i kernen godt. Og det gør mig ikke noget. Jeg tror gerne på mere mellem himmel og jord.

Netop derfor synes jeg, at det kunne være lidt fint med mit eget Crab Star Tag, og nu hvor jeg har det, så er jeg bare endnu gladere for, at jeg ønskede mig det. For det er så fint. Enkeltheden med dette lidt rå og simple vedhæng i en enkel kæde er bare så god. Og jeg er så glad for, at jeg valgte at ønske mig det i rosaguld. Det er lidt forskelligt fra mine andre smykker, og jeg synes, at rosaguld og sølv står ualmindeligt fint sammen. I hvert fald i denne kombination. Hvad synes du?

image

image

image

Vi flytter tilbage!

image

Så er vi endelig der, hvor jeg kan afsløre her på bloggen, at vi flytter tilbage til Danmark. Efter 3 helt fantastiske år her i Dubai, så har Lars og jeg taget den svære beslutning, at det – hvis vi ikke skal gro fast hernede for altid – er nu, vi skal flytte hjem igen.

Vi flyver til Danmark allerede d. 1. april (og nej, det er ikke en tidlig aprilsnar), og denne gang bliver vi! Så det er lige straks, det sker. Og det kan godt give mig hjertebanken og åndenød. Både af glæde og sorg. For jeg glæder mig. Men det er svært at sige farvel.

Vi tog den endelige beslutning allerførst i januar efter mange og lange snakke. For det var en svær beslutning. Vi er begge super glade for at bo i Dubai, vi elsker vores liv her, vores jobs (især mig), de fantastiske venner vi har fået hernede, og alle de muligheder Dubai byder på. Så vi kunne sagtens se os selv bo hernede flere år endnu.

Men!

Det var aldrig vores mening, at vi skulle blive i udlandet for evigt. Faktisk havde vi aftalt 2 år, det blev dog til 3 år i stedet, for vi var ganske enkelt ikke klar til at tage hjem på det tidspunkt. Og på nogle punkter er vi det nok stadig ikke. Men samtidig bliver det rart at komme tættere på familien og vennerne derhjemme igen. Og jeg glæder mig til, at vi skal finde vores blivende hjem – vores base – for de næste (regner vi da med) mange år! Her i første omgang har vi fundet et midlertidigt sted, som vi kan leje nogle måneder. Så vi lige kan lande. Og finde fodfæste.

Dubai har været et vildt eventyr, det har gjort Lars og jeg stærkere end nogensinde og det har givet os de mest fantastiske oplevelser, som vi aldrig vil glemme. Det er hårdt at forlade alt det. Vi rykker jo hele vores liv, vores første fælles tilværelse op med rode. Men forude venter næste kapitel af vores fælles eventyr, og det kapitel ligger i Danmark – med ny fast base, forhåbentligt nye jobs og vores bryllup som de første oplevelser… Og det glæder jeg mig til!

Og så håber jeg, at I har lyst til at blive ved med at læse med, selvom mit liv nu kommer til at udspille sig i det kolde nord fremfor ørkenlandet!?

I love: Anna Reinholdt smykker

Jeg har fornyligt opdaget et nyt smykkedesigner, som jeg straks blev lidt varm på – eller det vil sige, jeg blev varm på hendes fantastiske smykker, som er ret anderledes og super fine. Jeg taler om Anna Reinholdt og hendes smykker.

Det, der tiltaler mig ved disse smykker, er, at de ligner små, dyrebare stykker abstrakt kunst. Hvilket netop er det, der har været inspirationen bag smykkerne. Anna Reinholdt giver, med hendes smykker, hver enkelt ejer mulighed for selv at bestemme, hvad smykkets design ligner og det er ret fedt. Det giver mulighed for at fordybe sig på en ny og anderledes måde i smykkerne. Her er det kun fantasien, der sætter grænser, og det er ret unikt.

Smykkerne er ikke billige, men til gengæld synes jeg, at de har potentiale til at blive klassikere i smykkeskrinet. For på trods af de abstrakte designs, så er selve grundformen, altså den firkantede form, ret enkel og det betyder, at man nemt kan mixe smykkerne med andre smykker af anderledes design – hvis man da ikke vil bære det alene!

anna reinholdt style 1

Anna Reinholdt – Style 1

anna reinholdt style 3

Anna Reinholdt – style 3

New In: Sparkly ring fra Pylones

image

Jeg har godt nok haft denne ring et stykke tid nu, da jeg købte den i december, men jeg har ikke rigtigt fået vist den frem her på bloggen, og det fortjener den. Den fine sparkly ring fra Pylones! Jeg kunne simpelthen ikke gå videre, da jeg så den. Den er så anderledes, finurlig og sjov. Men også virkelig fin. Og så lyser den ethvert outfit gevaldigt op.

De små, hvide perler, der er inden i glaskuglen, minder mig om sne og iskrystaller på den allerfineste måde og jeg havde da også ringen på juleaften. Og det var perfekt. Men jeg synes nu, at det er en ret perfekt ring til festlige lejligheder. Det er nemlig sådan en ring, man bliver glad af at kigge på. Hvis det ellers giver mening? Den lyser bare sådan op. Og det kan jeg godt lide. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg brugte de knap 150 kr. på ringen, for jeg ved, at jeg vil få den brugt en hel del, når der skal festes – og selvfølgelig når det er jul! For en sparkly ring hører da til i julen… Ikke? ;)

image

image

image

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑