Month: februar 2016 (page 1 of 2)

JOTD fra februar 2016

Så er det endnu engang blevet tid til, at jeg viser nogle af de smykkelooks, jeg har båret i den forgangne måned frem. Ja, du har ret. Det er tid til JOTD fra februar!

Jeg er faktisk blevet ganske glad for at lave dette indlæg. Det er lidt hyggeligt at gense de smykkekombinationer, jeg nu engang har brugt. Det giver mig inspiration til nye kombinationer, men bestemt også til genbrug, hvis noget har virket særligt fint. Det sværeste ved dette indlæg er faktisk at huske det med billeder! Jeg glemmer tit at få taget et billede at mit look. Måske det kommer med tiden. Synes jeg langsomt bliver bedre. Meget langsomt. Men lidt har også ret, ikke?

image

Blue tones – Her er et helt enkelt look, hvor jeg satte mine fine, thailandske armbånd i forskellige blå nuancer sammen med en klassisk grå strik. Perfekt på en lidt kold kontordag.

image

Februar betyder Valentines Day, og det fejrede jeg med fine hjerteøreringe i guld og pink læber. En fin og feminin kombination. Igen tilsat yndlingsstrik i grå.

image

Her tilsatte jeg mine smukke diamantørestikkere, som min dejlige kæreste har givet mig, til en statementhalskæde fra H&M, som jeg er ret glad for. Den gør virkelig noget fint for en bluse!

image

Et enkelt, men fint, smykkelook bestående af de fantastiske 2Balls øreringe fra Enamel Copenhagen, som jeg fik i julegave af mine forældre og mit fine W-vedhæng i guld, som jeg har fået lavet hos min smykkepusher, Monili, og som jeg er virkelig glad for.

image

Blå striber og blå og hvide armbånd – enkelt, friskt og farverigt. Et look jeg godt kan lide. Synes at de 4 armbånd tilfører noget super fint til et ellers meget klassisk look med blå/hvide striber og hvide jeans. Et godt søndagslook (som jo hernede er en arbejdsdag!)…

Glimt fra hverdagen

Så forsvandt ugen endnu engang… Jeg kan bare ikke følge med lige nu! At min normale lørdagsindlæg “glimt fra hverdagen” endnu engang først kommer på en søndag, illustrerer det vist ganske godt. Hahah. Og så har jeg ovenikøbet haft sådan en uge, hvor der ikke er sket så meget derhjemme – før det blev weekend. For weekenden har været god og fyldt med ting og sager. Af samme grund er denne uges glimt fra hverdagen altså også virkelig kort, men et par billeder er det da blevet til i weekenden!

Lars og jeg har nemlig været ude at spise god mad hele to gange i weekenden, der var plads til en tur på stranden, jeg har også været til min første kjolefitting hos skrædderen, og jeg havde den der sommerfugle-i-maven følelse af glæde. Så nu ved jeg, at jeg har valgt rigtigt ved at få syet min brudekjole. Yay. Der er dog ingen billeder af kjolen – den gemmer jeg til den store dag!

image

Torsdag aften tog Lars og jeg på Gordon Ramsey’s nye restaurant i Dubai – Bread Street Kitchen & Bar i forbindelse med Dubai Restaurant Week, og vi fik således en super lækker 3 retters menu til virkelig billig penge. Og maden var så god! Anbefalelsesværdig, så det laver jeg et indlæg om snart…

image

 Fredag formiddag hoppede vi ned til Barasti for at nyde solen på deres hyggelige strandområde, og det lykkedes os at få en af de gode solsenge, der kan huse to mennesker og så endda med udsigt hjem til Princess Tower <3

image

Fredag havde vi endnu en datenight med lækker mad – igen i forbindelse med Dubai Restaurant Week. Denne gang nød vi en 3 retters middag på Sea Fu, der ligger super fint ned til vandet og som er en del af det nye Four Seasons Resort her i Dubai. Igen var maden virkelig en oplevelse. Og selskabet fejlede heller ikke noget ;)

Denne uge byder på besøg af svigermekanikken, så mon ikke der bliver lidt flere gode madoplevelser at vise næste gang! I think so…

Hav en dejlig dag derude!

Månedens Smykkefavoritter i februar

Så er endnu en måned snart gået. Det er gået stækt, synes jeg. Altså, nu er februar jo altid kronisk kort pga. de færre dage, også selvom vi jo i år har fået en ekstra dag foræret, men jeg synes stadig, at dagene er forsvundet hurtigere end en plade rittersport med marcipan forsvinder på en filmaften hjemme hos os (og den er væk på nul komma fem – bare lige for at slå det på plads)… Og jeg ville virkelig ønske, at tiden kunne tage den lidt med ro lige nu – for der sker mange ting i vores liv i øjeblikket, mange forandringer, og jeg føler ikke helt, at mit hoved kan følge med!

Det skal dog ikke afholde mig fra at vise jer månedens smykkefavoritter for februar! Der er noget næsten terapeutisk ved at sidde her ved tasterne og bare fokusere på at skrive – og udvælge mine favoritsmykker for denne måned. Og derfor vil jeg hoppe direkte ud i at vise jer den første valgte favorit. Men bare lige en advarsel først – smykkerne denne måned ligger altså i den dyre ende! Så der skal måske lige spares op, inden man kan købe, hvis nogle af jer skulle blive fristede :)

bjorg jewellery

Det første smykke blandt denne måneds favoritter er fra Bjørg Jewellery. Jeg taler om Amazing Necklace, som bare er så super fin. Enkel, elegant og med et budskab, som jeg i hvert fald personligt har brug for at huske til tider. Stop bekymringerne, det hele skal nok blive fantastisk. Det er da et budskab, som alle, med bare den mindste tendens til bekymringer, kan bruge. Halskæden er i sølv og koster 180 euro, så den er ikke helt billig. Men fin er den!

sif jakobs

Jeg har i årevis været vild med Sif Jakobs’ smukke smykker, og denne fine ring er helt fantastisk, synes jeg. Modellen hedder Focino Grande med sorte zirkoner og koster 1299 kr., hvilket jeg faktisk synes er en helt fornuftig pris. Jeg tænker, at denne ring vil være perfekt til festlige aftener, om det så er sammen med den lille sorte eller en crisp hvid skjorte. Ringen vil tilføje det perfekte umpf til ethvert outfit!

ninna york

Den tredje favorit er lidt til den rå og kantede side, hvilket netop er det, jeg er vild med. Jeg elsker det minimalistiske og næsten industrielle look, som disse Aries Earrings fra Ninna York har. Og jeg er ret sikker på, at de vil være et hit til både en enkelt t-shirt og en fin skjorte. Klart et hit hos mig! Et par koster 1800 kr., og selvom det ikke ligefrem er billigt, så er jeg ret sikker på, at man ikke ville fortryde købet!

anni lu heart butterfly necklace

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg har et ret så svagt punkt for ANNI-LU’s fine univers, og jeg faldt da også straks for den fine Heart Butterfly Necklace! Her kombineres 14 karat massivt guld med de fineste ædelsten, nemlig diamant, blå safir, rubin, koral og turkis (de 3 første er endda mine yndlingsædelsten!!) og selve designet er smukt, enkelt og klassisk. På den måde at man bare ved, at bliver dette smykke en del af ens udvalg, så vil det være en favorit i mange år fremover! Prisen er 3599 kr., så der skal igen lige spares lidt op – i hvert fald for de fleste – inden man kan putte halskæden i kurven. Men smuk er den – og når man tænker på, at der her er tale om massiv guld og ægte ædelsten, så er det slet ikke så forfærdeligt dyrt! Det er i hvert fald en af mine favoritter, og den måtte svært gerne flytte ind i mit smykkeskrin (eller nok nærmere om halsen på mig).

josina

Den sidste favorit i denne omgang er også en dyr fætter, da det koster 795 euro, men det er altså også et super fint og finurligt armbånd i 18 karat massiv guld og diamanter – og den slags koster! Armbåndet hedder Golden Gun og er fra mærket Josina, der ejes af Josina Bergsøe. Hun startede smykkebrandet i forbindelse med hendes brystkræft, eller nærmere som et slags modsvar, og det er da super sejt! Jeg er vild med dette armbånd og for mig, så står det for en blanding af humor og alvor, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er bedre at skyde med blomster end kugler!

 

New In: Thailandske armbånd

Som jeg tidligere har fortalt, så kan jeg rigtig godt lide at købe smykker med hjem fra rejser, da jeg synes, at det er nogle helt fantastiske minder at have. Jeg kan nemlig ikke lade være med at få fantastiske flashbacks til de steder, vi har været, når jeg tager smykkerne på. Og hvad er bedre end det?

Da vi var i Thailand, var det ikke kun de fine guldøreringe formet som sikkerhedsnåle, jeg faldt for. Nej, inden da havde jeg forelsket mig i massevis af fine, små thailandske armbånd af forskellige sten, og jeg blev ganske enkelt nødt til at eje et par stykker. Jeg valgte to i blå nuancer. Fordi jeg elsker blå. Og fordi de bare var så fine. At de kun kostede 20 kr., gjorde bestemt ikke noget. Det føltes som et rent kup.

image

Jeg er så glad for, at jeg købte dem, for de er så fine. Og jeg bruger dem både alene og sammen med andre typer armbånd. De er perfekte at mixe og matche. Anvendelige. Kan man sige. Til alt. Allerbedst er det, at de minder mig om en skøn ferie i et skønt land!

image

image

image

I love: Stine A Unika Feather

Jeg elsker simpelthen, hvordan der mere eller mindre året rundt dukker nyheder op fra alle mine yndlingsdesignere – det være sig hele kollektioner eller blot enkelte nye smykkedesigns. Og de seneste par måneder er der kommet rigtig mange nye smykkefavoritter til!

stine a unika feather

Igår opdagede jeg dog endnu en ny favorit; nemlig de fine og spritnye Stine A Unika Feather øreringe, som giver mig associationer til Pocahontas på allerfineste måde. De er lavet i limited edition, så hvis man kan lide dem, så er det nu, man skal slå til!

Jeg elsker, hvordan øreringene er opbygget. Med fin “fjer” i enten læder eller ruskind, perle i forskellige farver alt efter, hvilken kombination man vælger og så den lange, tynde kæde. Der er virkelig noget fint over det. En slags hyldest til naturen – og Pocahontas i mine øjne, men nu elsker jeg også den Disney tegnefilm (well, alle deres tegnefilm).. Og jeg gad svært gerne eje en eller to eksemplarer af de fine øreringe.

Farvemæssigt er mine favoritter nok rosa, mint eller slange – de er super fine, sommerlige og samtidig ganske sarte, hvilket jeg synes klæder en ørering, hvor der ellers sker så meget. Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om jeg helst ville have 2, så jeg kunne have en i hvert øre, eller om jeg måske alligevel synes, at det ville være finest med en i det ene øre kun, og så en lille, nærmest neutral ørering i den anden. Begge dele kunne være flot, det er jeg sikker på. Så det er et svært valg ;) Haha… Hvad med jer, kan I også lide de fine Unika Feather øreringe?

Glimt fra hverdagen

Kæreste jer,

Så gik endnu en uge. Var den rar? Det håber jeg. Min uge har været rigtig rar og fyldt med dejlige stunder. Elsker, når det er sådan, og det er det heldigvis langt de fleste uger!

Men denne uge har været lidt ekstra god, det må jeg sige. Den startede med Valentines Day, hvor Lars inviterede mig ud at spise på vores nye favorit Indiske restaurant. Tirsdag havde jeg den hyggeligste aften med min skønne veninde Vicki, torsdag var vi ude at fejre en af Lars’ kolleger’s fødselsdag og weekenden har været fyldt med hygge og bryllupsrelaterede ting. Det er lige sagen.

Og jeg har selvfølgelig samlet en masse glimt fra hverdagen til jer – og mig.. For jeg elsker virkelig at kigge tilbage på de gode ting, der er sket i løbet af ugen. Alle de små lykkeglimt. De skal nydes, gennydes og gemmes i hjertet. Til de mere grå dage. For de er der jo også.

image

På Valentine’s Day havde jeg lavet dette lille kort til Lars. Jeg elsker, at vi på dette tidspunkt næste år er ægtefolk – det er stort på den der kærlighedsmåde!

image

Og Lars inviterede mig på alleryndlingsindisk – butterchicken med ris og naanbrød. MUMS!

image

Tirsdag stod den på tøsehyggeaften med min skønne veninde Vicki. Vi fik shoppet, sludret og spist god mad til den helt store guldmedalje. Elsker ganske enkelt, at jeg har så gode veninder her i Dubai også.

image

Og så vågnede vi op i skyerne på smukkeste vis en morgen <3

image

Det virker nærmest magisk, når man sådan kigger ud i fløjlsbløde, pudderfarvede skyer.

image

image

image

Fredag morgen havde min søde kollaga Michelle arrangeret et engagement photoshoot for os, og sammen med hendes mand og et af deres vennepar, der også går meget op i fotografering, brugte vi hele formiddagen på at tage billeder – både på stranden og i en park. Jeg glæder mig meget til at se de endelige billeder og er meget stolt af, at de sådan gerne ville bruge en formiddag på os <3

image

Bagefter gav vi frokost på en philipinsk restaurant – det var super hyggeligt og maden var lækker!

image

Også i Dubai bliver det kinesiske nytår fejret – her med de fineste lamper i massevis :)

image

Lørdag var en særlig dag for mig – jeg var nemlig ude at vælge stoffer til min brudekjole og jeg fik den bestilt i lige det design, jeg gerne vil have. Om en uge skal jeg til første fitting allerede. Det er altså stort. Og jeg manglede min mor! Det kunne jeg godt mærke. Heldigvis tog min søde, svenske veninde Lindi med mig, og det var bare så rart! Bagefter tog vi på cafe Hamptons og fik en lækker frokost udenfor – og hun gav mig den fineste bride-to-be gave :) Jeg er heldig!

New In: små yndige øreringe

Sidst mine forældre var på besøg (sidst i november/start december), var vi selvfølgelig en tur forbi min lokale smykkepusher, for jeg er ikke den eneste smykkeglade i familien – omend jeg måske besidder dobbelt-op på smykkeglæde.. øhøm – og så er sådan et besøg jo obligatorisk.

Jeg endte da også selv med at finde mit brudearmbånd den dag – og nej, du er ikke gået glip af det, for jeg har endnu ikke vist det frem! Min kære mor fandt også lidt både til hende selv og veninderne derhjemme.

Men vi kom til at være “utro”. For vi faldt nemlig begge to over nogle små fine øreringe i en anden butik, som vi bare måtte eje. Selvom jeg havde det dårligt med det. Men de var så fine, delikate og lige mig.

image

Er de ikke fine? Det er hvidguld med små zirkoner og rubiner. De er helt små og diskrete. Jeg er så vild med måden de sidder på, og jeg synes, at måden stenene er sat på bidrager med det fineste udtryk, der minder mig om små blomster.

Jeg bruger dem flittigt og synes, at de især er perfekte på kontoret med en skjorte eller en kjole. Der er bare noget yndigt over dem. Og jeg er glad for, at jeg endte med at købe dem.

image

image

200 dage tilbage til den store dag!

image

I dag er der præcis 200 dage til vi siger ja til hinanden i Humlum Kirke. Jeg glæder mig. Til at gøre mig klar sammen med min mor og min “søs”. Til at iføre mig min brudekjole. Til at blive fulgt op ad kirkegulvet af min far. Til at se Lars stå deroppe og vente på mig. Til hans ja. Til mit ja. Til at fejre vores kærlighed med hinanden og alle dem, vi holder af. Til talerne. Og vores første dans som ægtepar. Det bliver en fantastisk dag! Jeg får sommerfugle blot af at tænke på det, og mit hjerte bobler af kærlighed hver eneste gang, jeg kigger ned på min venstre hånd og se verdens smukkeste ring. Tænk, jeg skal giftes med manden i mit liv – min bedste ven og helt store kærlighed. Og nu er der kun 200 dage tilbage til den store dag!

Lidt om en vielsesring til en veninde

image

Som jeg tidligere har nævnt ganske kort, så har jeg fornyligt hjulpet en veninde hjemme i Danmark med at få designet og lavet hendes vielsesring her i Dubai – selvfølgelig hos min lokale pusher, Monili. Og det var så sjovt – elskede rollen som smykke”agent”.

Og da jeg får en del spørgsmål omkring smykker og køb af specialdesignede smykker i Dubai (tak for det og blev endelig ved med at sende mails og stille spørgsmål, for jeg er vild med det!), så tænkte jeg, at jeg lige ville fortælle lidt om både process og pris. Det kan jo være, at det kan hjælpe nogen derude et sted. Eller blot tjene som inspiration. Eller sammenligningsgrundlag. You never know.

Min veninde havde en helt klar ide om, hvad hun gerne ville have. En tynd, enkel guldring med en diamant (en såkaldt solitaire ring – ligesom min forlovelsesring), men det var svært at finde et præcist match i de butikker, hun havde til rådighed – og ikke mindst til en pris, der var til at betale. Og selvom man ikke ligefrem har lyst til at spare på en ting, der er så vigtig som vielsesringen, så skal ens drømme jo også gerne matche budgettet. Og så var det, at hun kom i tanke om mig og de smykker, jeg har fået lavet her i Dubai.

Så hun sendte mig et billede af en ring, hun havde fundet på nettet (sikkert Pinterest) og så gik jeg ellers i gang med at forhandle med min pusher – hvad skulle de have for en ring, der lignede den på billedet med en diamant på 0,3 ct, 0,4 ct og 0,5 ct. Vi endte på nogle ret gode priser og min veninde valgte i sidste ende den største diamant – hvilket jeg personligt synes var helt rigtigt valgt!

Fra jeg bestilte ringen til jeg havde den i hånden gik der 5 dage – og det var henover en weekend. Ret hurtig service endnu engang fra Monili. Og resultatet er hamrende smukt! Og det synes hun heldigvis også! Ret vigtigt.

Og nu til lidt praktisk info:

Der er tale om 18 karat massiv guld i bredden 1,8 mm (da hun ønskede en spinkel ring) i størrelse 51 (danske størrelser – størrelse 11 i Dubai). Diamanten er en Top Wesselton SI på 0,56 ct.. Alt dette fik hun til kun 5450 AED – altså knap 10200 kr (efter den nuværende valutakurs). Og det er ret billigt. I hvert fald efter hvad jeg kan researche mig frem til på nettet.

Havde hun valgt en diamant på 0,4 ct, så kunne hun have fået ringen til kun 4000 AED! Det er størrelsen på diamanten, der driver prisen hurtigt op – jo større diamant, jo højere pris. Og alligevel er det billigt – i forhold til Danmark.

image

image

image

Glimt fra hverdagen og en telttur

Så forsvandt endnu en uge, og en ny har taget sin begyndelse. Puh. Det går stærkt i øjeblikket. Men det skal man jo ikke klage over, skal man? Slet ikke, når nu man har det godt. Omend jeg nogle gange godt kunne bruge en stopknap eller måske bare en slowmotionknap. Det kunne altså være ganske rart til tider.

Sidste uge var lidt en blandet landhandel af godhed og dårligdom. Var lagt ned med hoved- og mavepine samt virkelig voldsom svimmelhed et par dage, og det var knap så sjovt. Men der var også mange gode stunder. Som da vi var ude at prøve voksmodeller af vores vielsesringe, som skulle godkendes, så de endelige ringe kunne påbegyndes. De bliver så fine. Yay. Og så havde vi en helt fantastisk weekend i Fujairah, hvor vi sov i telt på stranden, grillede pølser og brød, smugdrak rødvin og snorklede ved Snoopy Island blandt fine, farvestrålende fisk. Det var skønt! Sådan virkelig. Balsam for sjælen.

Denne uge er også startet rart, så det tyder på en god uge forude – der er i hvert fald et par rare ting i vente, såsom en hyggeaften med mad og shopping med en skøn veninde i morgen. Og med disse ord vender jeg mig igen imod sidste uge med glimt fra hverdagen og vores telttur!

image

Når man er syg, så må man gerne spise både morgenmad (eggs royale) og lækker chokoladedessert til aftensmad, ikke sandt? Det var i hvert fald lige det, jeg havde lyst til den dag.

image

Yndlingsuldtot <3

image

Et glimt fra jobbet – selvdesignet invitation til åbning af Abu Dhabi kontoret sidst i marts.

image

Vi var som sagt ude at prøve voksringe, der var eksakte modeller af det design, vi har ønsket. Jeg tror, at de bliver sindsygt fine. Jeg kan i hvert fald næsten ikke vente på at hente de rigtige ringe!

image

I weekenden prøvede vi noget nyt. Vi tog på telttur til Fujairah, hvor vi sov på stranden. Det var super hyggeligt og sjovt. Og helt sikkert ikke sidste gang, vi tager på telttur!

image

At vågne til denne udsigt og lyden af bølgeskulp. Det bliver ikke bedre!

image

Vi spillede strandtennis, læste, grillede pølser og brød, smugdrak vin i papkrus, sludrede, holdt i hånd og nød livet i gevaldig grad. Alt blev glemt. Og lørdag formiddag brugte vi på at sole os og snorkle ved Snoopy Island, hvor der er fyldt med farvestrålende fisk og koraller. Et yndlingsspot i UAE!

Older posts

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑