Month: januar 2016 (page 1 of 2)

JOTD – januarudgave

Så er det endnu engang blevet tid til månedens JOTD – denne gang selvsagt for januar måned. Jeg synes, at januar bare er forsvundet som dug for solen. Det er lidt vildt, at den første måned af 2016 allerede er gået. Nu er der kun 7 måneder og 3 dage til vores store dag. Det er så vildt. Det bliver på en eller anden måde pludselig så virkeligt, at vi snart skal giftes. Og jeg glæder mig.

Men der er stadig 7 måneder til, og det betyder, at der er plads til utroligt mange JOTD indlæg inden da – både her på bloggen og ovre på instagram (@jewelryandlife), hvor jeg jo oploader dem først. Så i stedet for al den sniksnak om tiden, der går, og bryllup, så må jeg hellere fokusere på det, det egentligt skulle handle om. Nemlig de smykkesammensætninger, jeg har haft på og fået foreviget her i januar.

image

Vi starter nytårsaften – som jo både var 2015’s sidste smykkelook og 2016 allerførste! Vi fejrede nytårsaften på den lækre restaurant Sri Bua by Kiin Kiin, og jeg havde en virkelig fin og enkel mørkeblå kjole med udskæringer ved skuldrene på – den passede perfekt til sådan en aften. Af smykker havde jeg mit nye CRAB Star Tag vedhæng fra Jane Kønig på – en gave fra svigerforældrene, samt de fineste guldørestikkere designet som sikkerhedsnåle, som jeg havde købt i Bangkok samme dag. Et perfekt look synes jeg. Enkelt, elegant men alligevel lidt anderledes. Smykker, der alle er blevet favoritter allerede – så fine er de.

image

Jeg har længe gerne villet tilføje endnu en broche til min lille samling – bestående af en enkel.. Hahah – og da jeg er fuldstændig vild med Chanel og de fine design, de laver kollektion efter kollektion, så endte jeg med at forkæle mig selv i allerhøjeste grad med ovenstående smukke CC broche fra den nye SS16 kollektion. Jeg elsker den. En klassiker. Og den pynter så gevaldig meget på en stor striktrøje.

image

Et helt enkelt og diskret look med pink læber og de nye guldøreringe designet som sikkerhedsnåle, som jeg købte i Bangkok. Et perfekt smykkelook for en hyggelig hverdagsmiddag med en veninde.

image

Jeg er blevet virkelig, virkelig glad for mine 2Balls øreringe fra ENAMEL Copenhagen og bruger dem virkelig tit. Her har jeg sat dem sammen med den fine Fawn (Bambi) halskæde, jeg sidste år købte fra ANNI-LU. Det perfekte match til en enkel sort skjorte på en almindelig arbejdsdag. Klædeligt, fint og lidt finurligt. Love it!

image

Ready to go.. Pink læber, elegante diamantørestikkere og en fin kæde fra Pilgrim (flere sæsoner gammel) – det perfekte tilbehør til min cowboykjole fra COS.

Glimt fra hverdagen med venindebesøg

Så gik endnu en uge. Den gik stærkt. Muligvis fordi jeg har haft besøg af min “søs”. Elsker besøg hjemmefra, og sådan et venindebesøg er fantastisk, fordi det betyder masser af tøsehygge med dem, jeg savner derhjemme. Det betyder også, at der sker lidt mere, end der gør på en almindelig uge, og kombineret med arbejde, så flyver dagene altså af sted. Men på en dejlig måde – vil jeg gerne lige understrege!

Denne uge har stået på masser af hygge, sludren og god mad. Det har været en perfekt tøseuge med alt, hvad det indebærer af gode ting. Jeg er vild med det.

image

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er ret vild med bobleplast – eller at poppe dem. Lyden. Følelsen. Det er bare sjovt. Og afstressende på en eller anden måde – weird, I know! Men mine kolleger kender min svaghed, så søndag fik jeg et helt ark at gå amok på. Jeg havde en fest. En lille privat og lukket en. Uforståelig for andre. Tror jeg. Men jeg havde en fest.

image

Mandag – efter endt arbejdsdag – stod på shopping i Dubai Mall, lækker sushi og kølig hvidvin. Besøget skulle jo ligesom fejres behørigt. Og så så vi også fint lysshow på Burj Khalifa.

image

LED lysshowet på Burj Khalifa var virkelig spetakulært. Imponerende hvad de finder på gang på gang hernede.

image

image

image

Tirsdag aften stod den på bobler og lækker, lækker ost på Cafe M, Media One Hotel. Og så stod den på tøsesnak – masser af det! Det var lækkert og mega hyggeligt.

image

Min veninde havde dejlige gaver med til os – chokolade og vin <3 Fra hende og fra en fællesveninde, som jeg har hjulpet med at få lavet den fineste vielsesring til hos min lokale pusher (det skal der nok komme lidt om)..

image

Det var også ugen, hvor jeg fik af vide, at jeg var blevet ekstra-moster til denne lille finhed. Hun har fået det smukke navn Caroline og jeg glæder mig til at møde hende. Hendes mor er en dejlig, dejlig veninde fra kandidattiden.

image

Fredag gjorde vi os fine for at tage til fredagsbrunch på den japanske restaurant Zuma – som er blevet til lidt af en favorit hos mig.

image

Og fredagsbrunch på Zuma er en virkelig god ide! Boblerne er gode og kolde, maden er fantastisk – en smagsoplevelse uden lige… Og når man så er i selskab med sin ‘søs’, så bliver det ikke meget bedre.

image

Golden Chocolate Treats – MUMS!

image

Dagen i dag (lørdag) startede vi med lækker morgenmad (egg royale og frugt) på Café Bateel.

image

Hvorefter vi fortsatte med wellness – massage, jacuzzi, steam, sauna… Så lækkert og afslappende. En ret perfekt måde at slutte en fantastisk uge på!

En uge, der har stået på masser af tøsehygge, god mad, tøsesnak og bobler. Det bliver bare ikke bedre – og det er lidt øv, at vi snart skal ud at have det sidste måltid sammen i denne omgang, for i nat flyver min Lisa hjem til hendes Jacob. Og så må jeg jo bare glæde mig til næste gang, vi ses <3

Månedens smykkefavoritter: Januar 2016

Efter et par måneders pause har jeg besluttet, at jeg vil bringe “månedens smykkefavoritter” tilbage igen! Egentligt var det heller ikke meningen, at der skulle gå pause i den, men et indlæg som dette tager lang tid at forberede. Der skal jo bruges tid på at kigge forskellige smykkeshops igennem, der skal udvælges og skrives. Det hele tager tid. Men jeg kan godt lide det. Altså, når jeg har tiden! For jeg elsker jo at kigge på smykker, at opdage nye favoritter, designere, trends. Ellers havde jeg jo aldrig startet bloggen. Og jeg havde da slet ikke udviklet dette månedlige indlæg.

Derfor har jeg da også virkelig hygget mig ekstra meget med at samle dette indlæg – netop fordi det er så lang tid siden, jeg sidst har haft tid til bare at fordybe mig i de forskellige designere og deres kollektioner, og hold nu op, der er kommet mange fine nye ting. Så jeg har masser af inspiration og smykkefavoritter til de næste par måneder! Tro mig.

Og med denne lange indledning vil jeg nu skynde mig videre med det, der er vigtigt; nemlig månedens smykkefavoritter for januar!

Kinz Key - Kinz Kanaan

Kinz Kanaan er et smykkebrand, jeg endnu ikke ejer noget fra, men som jeg faktisk er ret vild med, og jeg er slet ikke i tvivl om, at der på et tidspunkt vil være op til flere smykker i mit smykkeskrin, der kommer netop herfra. For nej, hvor laver designeren bag mærket nogle fantastiske ting – og jeg storelsker, hvordan hun formår at forene mellemøstens mystik med det enkle skandinaviske udtryk. En af mine favoritter er denne fine Kinz Key Gold Pendant! Jeg er vild med de fine og snørklede udskæringer. Det bringer mellemøstlige, dejlige minder frem i mig. Nok fordi vi bor her i Dubai, hvor man kan finde en del snørkler og fine, fine udsmykninger og mønstre rundt omkring, og jeg elsker det. Og så er der bare noget fint ved en nøgle – den kan åbne op for hjertet, den hemmelige port, dagbogen, nye muligheder.. Det kan tolkes på så mange måder. I like!

lucky eye - pernille corydon

Jeg har flere gange nævnt Pernille Corydon her på bloggen, faktisk en del gange, for jeg er virkelig vild med de feminine og enkle smykkedesign, hun frembringer i hver eneste af hendes kollektioner. Og disse små Lucky Eye øreringe er ingen undtagelse! De er fine, diskrete, lidt anderledes og så er jeg bare ret vild med symbolet i sig selv. Nårh ja, og så er blå også en af mine yndlingsfarver…

bracelet with raw diamond - louise kragh

Louise Kragh er også en af mine favoritter, da jeg har en svaghed for hendes fine brug af både porcelæn og diamanter. Jeg finder favoritter i hver kollektion, men det er sjældent, at jeg er faldet så hårdt som denne gang. Men det fine Microdot with Raw Diamond Bracelet i forgyldt er bare så fantastisk! Jeg er mere end vild med det. Og det er røget direkte på min musthave liste! Enkelt. Elegant. Evig. Sådan vil jeg beskrive det. Det er et af de der smykker, som bare vil forblive en favorit i smykkeskrinet, fordi det passer til alt, det kan bruges alene eller sammen med andre armbånd, og så passer det til alle aldre. Det er en lille genistreg, er det!

shady earplugg - rebekkarebekka

RebekkaRebekka er et af de brands, som jeg godt kan lide, fordi det er lidt anderledes og lidt mere råt end min sædvanlige stil. Og det er det, jeg godt kan lide ved de nye Shady Earplug øreringe, de er anderledes! Blandingen af det mere rå og industrielle look og det feminine spiller bare rigtig godt.

pyramide earcuff - maison irem

Et andet smykke, som jeg er helt vild med, er den fine Pyramide Earcuff fra Maison Irem. Jeg er vild med farvespillet, og hvordan det enkle forenes med det mere rå i det allerfineste sammenspil. Med sådan et sæt, så er man både klar til hverdag og fest.

Pico - necklace

Den sidste favorit i denne omgang, er et lidt anderledes smykke, end hvad jeg ellers plejer at falde for, men der er bare et eller andet, der fangede mig ved Pico’s frynsehalskæde! Jeg tror, at den vil være det perfekte supplement til den lille sorte eller en hel almindelig t-shirt. Frynserne vil tilføje noget “playfulness” til ethvert outfit, det er jeg sikker på. Jeg er i hvert fald ret vild med kæden.

I love: Mine 2Balls øreringe fra ENAMEL Copenhagen

image

Jeg har nævnt det før, men nu siger jeg det lige igen; jeg har simpelthen de skønneste forældre! Således blev jeg juleaften – selvom jeg sad i Thailand – beriget med de super fine 2Balls øreringe fra ENAMEL Copenhagen, som jeg havde sukket dybt efter i månedsvis. Ja, faktisk lige siden min mor købte et par! Og jeg elsker dem!

Vi åbnede vores gaver fra mine forældre inden vi skulle spise om aftenen, da det passede så fint at vi kunne skype med dem samtidig så. Det betød, at jeg havde mulighed for at have dem på allerede juleaften – så det havde jeg. Og jeg har brugt dem nærmest dagligt lige siden (med få undtagelser). Jeg synes ganske enkelt, at de passer til alt. Hverdag og fest. Den lille sorte og jeans. Det hele bliver lige piftet lidt op af de cool øreringe.

image

Jeg er ret vild med, at begge kugler er forgyldte, selvom jeg oprindeligt ønskede mig dem i to farver. Dem havde de dog ikke havde hjemme i den butik, min mor handlede, så hun købte dem i ren forgyldt til mig. Og så var hun klar til at bytte med mig, hvis jeg hellere ville det. Det skete ikke. For i det øjeblik jeg så dem, var jeg solgt. De er perfekte, og måske netop fordi de er ensfarvede passer de simpelthen til alt.

Det, der gør øreringene så fantastiske – efter min mening, er, at det ser ud som om, at den nederste kugle nærmest svæver i luften under den øverste, og det ser bare så fint ud.

Ja, hvis du ikke har fanget det endnu, så er jeg ret vild med mine nye ENAMEL Copenhagen øreringe. Det er jeg. Sådan virkelig meget. Hvis du også er vild med mine fine 2Balls øreringe, så kan du finde dem lige her!

image

image

Trend: umage øreringe

I dag skal det handle om umage par, mere præcist skal det handle om umage øreringe, da det er en trend, der kun synes at vokse i øjeblikket. Og selvom jeg stadig kun er i overvejelsesfasen, og altså ikke er hoppet med på bølgen endnu, så forstår jeg kun alt for godt det tiltrækkende i, at tingene ikke behøver matche, men at man kan blande lige de ting, man bedst kan lide. For så bliver det jo ikke bedre.

Det er den totale frihed, der er kommet til ørernes verden. Nu kan man blande og mixe på kryds og tværs helt naturligt. På samme måde som man i årevis har kunnet med ringe, armbånd og kæder. Metaller, faconer, farvekombinationer. Alt er tilladt. Det er lækkert. Og det allerbedste er, at hvis man mest er til matchende sæt (guilty as charged!), så er det også tilladt og helt i orden.

Personligt, så har jeg kun et hul i hvert øre, og selvom jeg synes, at det ser brandsmart ud med mange huller i ørene til andre, så ved jeg bare ikke, om jeg nogensinde får taget mig sammen til at få lavet et ekstra hul – for når alt kommer til alt, så er jeg jo glad for det klassiske et-hul-i-hvert-øre-look, som jeg har kørende. Derfor er jeg mere ude i at finde nogle sjove umage par, der kan give lidt edge, uden at jeg behøver en masse huller i ørene, og jeg synes, at jeg har fundet nogle rigtig fine bud, der både passer min stil og pengepung virkelig godt. Og skulle der nu sidde flere derude, der ligesom mig, gerne vil med på noderne, så deler jeg dem her.

12558705_1527959684163911_50688687_n

Jeg synes, at Stine A altid laver super fine ting, og hun har altid gjort det muligt at købe hendes øreringe enkeltvis. Noget jeg har overvejet flere gange, men med hendes nye pil og hjerte, så er jeg næsten nødt til det, for de er simpelthen så fine – og prisen rigtig rimelig!
Petit Love Heart til kun 150 kr stk. og Petit Love Arrow til 175 kr. stk. 

Facet_stick_guld

Lone Kejser, der står bag mærket Pønt, designer de smukkeste smykker, og hun har også en helt udvalg af umage par, som hun kalder Odd Pair – og jeg er vild med dem! Alle modeller er enkle, minimalistiske og klassiske på den utraditionelle måde.
Odd Pair Facet Sticks til kun 375 kr. for et par.

11850358_515029435320366_324705640_n

Jeg har nævnt Handcraftedcph nogle gange her på bloggen, for jeg er ganske enkelt forelsket i Anders’ smykkeunivers – stort set alle smykker, jeg ser fra hans hånd, får jeg lyst til at eje. Og hans forskellige fine “Umage Par” er ingen undtagelse. Især den fine kløver og regnbue er lige mig (også selvom det vist egentligt ikke er en regnbue, men i min fantasi er det).
Clover-stick og Bend-stick til kun 250 kr. for sættet.

10986295_797306120347647_565840851_n

Lidt mere Handcraftedcph – for jeg er nemlig også virkelig vild med Anders’ version af måne og sten – så enkelt, så fint. Det er næsten en must-have for mig – hvis han da stadig har dem, for det er et stykke tid siden, jeg først så dem hos ham.
Moon & Star til kun 275 kr. for et sæt

12299008_511519639015689_936890436_n

Sidst min ikke mindst har en anden af mine smykkefavoritter, ANNI LU, også designet de fineste små ørestikkere, som  man kan købe parvis eller enkeltvis, og jeg er ret sikker på, at sådan en lille måne sammen med en stjerne ville være det fineste par at have i ørene!
Moon and Star til 125 kr. stykket, altså 250 kr for et sæt.

Venindebesøg hjemmefra

Når man bor langt væk fra familie og venner, så findes der (næsten) ikke noget bedre end besøg hjemmefra! Og i nat var vi så heldige at få besøg endnu engang. Et særligt et. Nemlig et venindebesøg fra min “søs” – min veninde gennem hele livet – vitterligt! Hun har været her før, sammen med hendes mand, men denne gang er hun kommet alene.

Friendship-Quotes

Så den står på tøsehygge hele ugen. Vi skal både shoppe, ud til vin & ost tirsdag aften, til fredagsbrunch på Zuma og i spa… Derudover skal vi nok bare sludre ret så meget. Det kan kun blive en god uge – og jeg får nok ikke meget tid til bloggen. Men eftesom jeg forsøger at komme ind i rytmen med at blogge igen, så har jeg faktisk fået planlagt lidt til jer – så det bliver ikke helt stille herinde. For en gangs skyld. Haha.

Lige nu skal jeg bare lige igennem resten af arbejdsdagen – spiser frokost i dette øjeblik, mens jeg blogger, for havde lige brug for lidt ro, fremfor at sidde sammen med kollegerne, som jeg ellers gerne gør. Men jeg kan godt mærke, at jeg ikke kunne falde i søvn igen, efter min veninde ankom kl. 03.30… Heldigvis gør vores leftover pad thai fra iaftes underværker, og så er det samtidig bare super fedt at vide, at min “søs” er hjemme hos os… Det pepper mig også lidt op!

Jeg ønsker jer alle en lækker søndag!

 

Glimt fra de sidste 3 uger

Godlørdag derude,

I skrivende stund sidder jeg i sofaen med min kommende mand ved min side. Han ser fodbold, selvom han egentligt burde læse til eksamen, da hans hold først spiller om en lille time og katten snorkbobler ovre på en af vores spisestole.. Det er ret hyggeligt, det hele. Også selvom vores weekend er næsten ovre. Øv! Det har ellers været en dejlig en af slagsen. Igen. Men den måtte godt være lidt længere. Dog gør det lidt mindre denne gang, at den nye uge venter, for det betyder besøg af min “søs” – hun er i dette øjeblik på vej ombord på flyet, og jeg glæder mig vanvittigt meget til at have hende på besøg i en uge. En HEL uge med TØSEHYGGE! YAY.

Men det er egentligt slet ikke det, det her indlæg skal handle om. Slet ikke. Det skal i stedet handle om de sidste 3 uger, for jeg har nemlig ikke fået gang i mit sædvanlige lørdagsindlæg, “glimt fra hverdagen”, her i det nye år. Jeg kan dog så godt lide de indlæg, for det er så hyggeligt med en lille gennemgang af alle de dejlige stunder en given uge nu har budt på – i hvert fald for mig. Jeg håber så bare, at I har det på samme måde!? Nu genindfører jeg i hvert fald mine glimt, og jeg starter med et tilbageblik på de sidste 3 uger… Er I klar? Her kommer de…

image

Smuk solopgang på vej til arbejde

image

Katten bød på et helt særligt – lidt tosset – udtryk en aften.. Aldrig set før eller siden!

image

Vi bød den første weekend efter juleferien velkommen med øl på terrassen – det var tiltrængt!

image

Samme weekend var vi inde at se Broadway musicalen “Beauty and the Beast” og det var helt fantastisk!

image

Vi har været på off-road ørkentur med dejlige venner i deres bil – det var så hyggeligt og sjovt!

image

Verdens allerbedste Vicki og jeg derude i ørkenen.

image

Kamelvandring

image

Lars og jeg… All by ourselves in the desert

image

Den smukke røde ørken – fantastisk, barsk og uberørt… Jeg er så fascineret af det!

image

SMUKT…

image

Weekenden efter spiste jeg mig alt for mæt i lækker sushi, så tøsefilm og slappede af med katten på maven, imens Lars var til forsinket julefrokost med firmaet. Jeg nød det.

image

Der puttes. Helst under tæppet eller dynen. Det er vinterkoldt i lejligheden (der ikke kan opvarmes)!

image

Princess Tower -nu klædt i rødt <3 Vores hjem de sidste 3 år <3

image

På kontoret fejrede vi alt og intet med den fineste snemandsislagkage… Han var cool! Og virkelig velsmagende.

image

Denne weekend startede vi med 30 km cykling på en bane ude i ørkenen. Min første gang på en racercykel. Det var sjovt. Vi regner med at gøre det igen. Også selvom bagdelen er ØM.

image

Om aftenen gik vi amok i vanvittig lækker indisk mad! MUMS.

New In: Zabel Tatou Earcuff

Godeftermiddag derude,

Jeg har allerede vist jer min nye (okay, købte den tilbage i november, så helt ny er den måske ikke), fine Zabel Tatou Earcuff frem kort her på bloggen, da jeg viste december måneds JOTD, samt ovre på bloggens instagramprofil (@jewelryandlife), men jeg er så vild med min earcuff, så jeg synes, at den fortjener en dedikeret fremvisning. So here we go :)

image

Jeg faldt for den, fordi den er rå, men alligevel diskret nok til at jeg kan have den på i hverdagen, hvor kontoret kalder, uden at den larmer for meget. Den tilføjer bare lidt mere kant til mit look. Det kan jeg godt lide. Det klassiske look som jeg gerne kører har godt af det. Altså, af lidt mere kant. Nogle gange. Det skal dog være på en måde, der passer til min stil. Og det gør Tatou Earcuff’en fra Zabel. Faktisk også mere, end jeg havde regnet med. Så siden jeg købte den i november, har den været i brug ret mange gange. Til forskellige looks. Forskellige sammenhænge. Og jeg kan mærke, at det her er et af de der køb, man måske var lidt i tvivl om, men som viste sig til at helt rigtig!

Jeg købte den i forgyldt, da de øreringe, jeg forestillede mig at bruge den med er i guld eller forgyldt, men jeg har faktisk også brugt den sammen med sølvsmykker. Jeg har ikke noget imod at blande metaller. Det gør jeg faktisk gerne. Men jeg er dog ude i overvejelser om, om jeg måske også skal have en earcuff i sølv – så jeg kan lave rene sølvlooks. For nu er jeg dog mere end godt tilfreds med mit køb, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg fortsat kommer til at bruge min earcuff ret så meget. Heldigvis.

image

image

image

 

Ps. hvis du også er vild med Zabel’s fine earcuff, så kan du finde den her – og nej, der er ikke tale om nogen form for sponsorering eller reklame, jeg kan bare ganske enkelt godt lide at handle hos a-hjort.dk, da servicen er super (og smykkerne fede)!

Countdown til bryllup

Kære jer derude,

Undskyld! Jeg har igen været fraværende, og jeg har det så dårligt med det, men jeg har været ramt af hverdagen og livet. Vores fantastiske ferie i Thailand har virkelig bragt mig ned i tempo på en meget tiltrængt måde, kan jeg mærke, men det betyder til gengæld også, at det er svært som aldrig før at komme op i gear igen. Og det er gået udover bloggen og jer. Jeg er ked af det. Sur på mig selv. Men jeg har bare ikke haft energien. Dog føler jeg, at det efterhånden går bedre, og jeg satser på, at jeg nu igen kan begynde at skrive herinde i samme mængder som tidligere – så jeg håber virkelig, at I hænger på derude?! Det viser mine tal på google analytics heldigvis, at I gør… Indtil videre, men jeg må vist hellere give mig selv et los i røven, så I ikke ender med at forlade mig. Det vil jeg ikke kunne bære.

image

Nå, men efter endnu en undskyldning,  så vil jeg nu løfte sløret for, hvad det egentligt var, jeg ville skrive om i dag. Nemlig noget, jeg ikke anede, at jeg behøvede indtil igår! Jeg lærte nemlig, at der findes en hel stribe apps, der tæller ned til den store dag for dig! Det er jo så smart! Hahah. Jeg anede f.eks. ikke, at der igår var præcis 230 dage til vores bryllup. Ikke før app’en fortalte mig det. Jeg elsker det. Så unødvendigt. Så sjovt. Så praktisk. Og for en kommende brud helt uundværligt.Hahah. For man glæder sig jo til den store dag! Ikke sandt? Jeg får i hvert fald sommerfugle i maven, bare jeg tænker på det. Så meget glæder jeg mig. Og jeg synes, at det er så vildt, at vi nu er i det år, hvor vi skal giftes. Det er ikke længere til næste år. Nej, det er om 7 måneder og 16 dage helt præcist! Det fortalte en anden app mig, for jeg downloadede naturligvis mere end en app – skulle jo lige finde den bedste. Og jeg har altså beholdt to – de hedder “The Knot – wedding planner” og “Countdown”, hvis der nu sidder nogle kommende brude derude, der ligesom mig ikke var klar over, at sådan en app da naturligvis er bydende nødvendig på den dejlige unødvendige måde. Jeg ser dem lidt som en lille glædesreminder – nu er der en dag mindre til du siger ja til manden i dit liv. Yay <3

image

Jeg skal nok lige opdatere jer på bryllupsplanlægningen snarest :) Og så skylder jeg vist et lille lovet indlæg om vores dejlige dage i Bangkok. Det er på listen! Sammen med fremvisning af lidt nye smykker. Og højdepunkter for 2015. Ja, ideer mangler jeg bestemt ikke – kun tid og overskud.

 

Mine mål for 2016 og update på sidste års mål

2016

Hej derude,

Så er vi nået 10 dage ind i det nye år. 2016 er altså allerede godt i gang. Men samtidig er 2016 stadig helt nyt og uberørt. Og jeg er ret sikker på, at det bliver et fantastisk år. Hvor der kommer til at ske store ting. Vi skal giftes. Det er helt fantastisk og stort. Og jeg glæder mig voldsomt til at sige ja til ham, jeg elsker. Men det er ikke alt. Jeg ved, at 2016 bliver et stort år. Ligesom 2015 blev det.

Jeg ved godt, at jeg har været lidt stille herinde – her i starten af det nye år – men den bratte tilbagevenden til den virkelige verden og jobbet kostede alle kræfter, og som skrevet før, så er jeg ikke vild med halvdårlige blogposts skrevet uden energi og tid. Men nu er jeg ved at være ovenpå igen, og jeg er sprængfyldt med ideer til nye blogindlæg, så jeg glæder mig til at komme i gang. I år vil jeg nemlig være bedre til at passe og pleje min blog – og jer – og ikke fortsætte den stime af få indlæg pga. manglende tid, som har hersket herinde de sidste måneder. Heldigvis blev den alt for travle periode, der varede 3 måneder lukket helt inden juleferien, så nu er alt ved det gamle. Og det betyder mere energi til at pleje bloggen her. Yay.

Sidste år fortalte jeg jer om mine mål for året – og det vil jeg gøre igen i år. Jeg synes, at det er sådan en god måde at sørge for, at man når nogle af de ting, man gerne vil. Det giver mig noget at arbejde hen imod. For der er ting, jeg gerne vil med mit liv, både professionelt og privat. Og det hele handler bestemt ikke om seriøse ting – jeg tror nemlig rigtig meget på, at det er vigtigt at nyde livet og gøre ting, der forsøder hverdagens travlhed. Og der er ikke tale om nytårsforsæt, for dem tror jeg ikke helt så meget på. De er vist mest skabt for at give dårlig samvittighed, hvis man bryder dem eller ikke opnår, hvad man nu end har sagt. Nej, mine mål er mere noget, jeg gerne vil arbejde hen imod – det er ting, jeg stræber efter, men ikke noget, jeg vitterligt skal (død og pine)… Gider nemlig ikke give mig selv dårlig samvittighed over den slags. Det får jeg rigeligt af over alle de ting, jeg ikke lige når i hverdagen eller de ting, jeg glemmer. Og med den smøre, her kommer så mine mål for 2016:

1. Bloggen:

Meget er sket med bloggen det sidste år, der er både kommet en del flere læsere til, jeg har lavet de første sponsorede indlæg og konkurrencer og så er bloggen blevet en fast del af mit liv. Målet for 2016 er at gøre bloggen endnu bedre. Flere konkurrencer. Flere læsere. Flere indlæg. Jeg vil blive ved med at udvikle bloggen, for selvom jeg efterhånden har fundet en form, som jeg er ret glad for, så er der altid plads til forbedringer og fornyelser. Og så vil jeg gerne blive endnu bedre til de sociale medier i forbindelse med bloggen – instagram er oppe at køre (@jewelryandlife), men jeg vil gerne have mere gang i den. Måske også en facebook side eller noget pinterest. Mulighederne er mange. Jeg skal bare finde ud af, hvad der passer mig og bloggen bedst.

2. Bryllup:

2016 bliver jo et helt specielt år for Lars og jeg. Vi skal giftes, og det er en virkelig stor ting for os. Det fylder. På den gode måde. Jeg elsker nemlig hvert sekund af planlægningen og jeg ser så meget frem til, at vi skal fejre vores store kærlighed til hinanden med alle dem, vi holder mest af. Netop fordi det er så stor en dag, så er et af mine mål for i år, at vi får skabt de helt rigtige rammer for vores bryllup – så det bliver helt rigtigt for os.

3. Rejser:

Et punkt, der altid er at finde blandt mine mål. Jeg elsker at rejse. Da vi skal giftes i år, så ved jeg godt, at rejseaktiviteten i 2016 bliver meget lav. Men jeg drømmer om en bryllupsrejse – gerne til Paris. Og så må vi tage rejserevanche i 2017!

4. Flere diamanter:

Igen en genganger! Siden jeg købte mit første diamantsmykke i 2013 har “flere diamanter” været på min liste. Det blev ikke til så mange nye i 2015, men jeg fik den vigtigste diamant i mit liv – nemlig min forlovelsesring! Og den kan gøre det op for ret så mange diamantsmykker i min verden. Allerede nu ved jeg, at der vil komme flere diamanter til min lille, men fine samling i år – blandt andet i min vielsesring. Men der er også et par andre smykker i min kikkert, så mon ikke, at 2016 bliver endnu et godt diamantår ;)

5. Mere træning (igen)

Mere træning var også på listen i 2015, men træning er jo sundt, og jeg vil gerne tilbage i en god rutine igen, efter at den blev godt smadret først af den skade, jeg fik efter jeg faldt på en trappe i Indien (hvor jeg slog ankel og knæ), og dernæst af travlheden de sidste måneder af 2015. Så jeg skal tilbage i en god rutine, og jeg skal også have gang i løbetræningen igen. Basta. Vi er dog startet godt med 3 gange morgentræning i sidste uge, og vi var af sted igen i morges.

6. Professionelle udfordringer

Jeg tror på, at det er vigtigt, at man bevarer nysgerrigheden efter at lære nyt. Altid. At man udfordrer sig, bliver klogere, lærer det nyeste indenfor sit fag (eller en hvilken som helst interesse) og det vil jeg huske mig selv på i år. Jeg vil f.eks. gerne lære endnu mere om sociale medier, især i forhold til analysedelen af det hele. Der mangler jeg lidt. Og så synes jeg også, at det er ret interessant. Den magt sociale medier har. Jeg vil også gerne lære mere om det tekniske bag blogs, bliver endnu stærkere til at tage gode produktbilleder mv. Ja, der er mange ting, jeg gerne vil.

7. Bekymre mig mindre

Denne her var også med sidste år, og jeg synes, at jeg er blevet bedre til at bekymre mig mindre. Men der er stadig plads til forbedringer. Så den kommer på listen igen. Færre bekymringer om stort og småt – mindre mavepine. Det er da et godt mål, ikke sandt?

8. Drikke mere champagne/cava

Okay, denne giver vel lidt sige selv. Men der skal flere bobler ind i mit liv i år ;) Som da vi boede i Danmark – for jeg elsker bobler… Og jordbær.. Og chokolade :)

Det var det. For i år. Nu, hvor du har læst mine mål for i år, så vil jeg da også lige give et kort overblik over, hvordan det gik med mine mål for 2015. Og det gik faktisk ret godt. Det er jeg lidt stolt af! Så here we go…

1. Bloggen:

Jeg ønskede at finde en fast form til bloggen, og det er lykkedes meget godt. Den har også vokset sig større, fået mange flere læsere (TAK til jer!) og så er jeg nået dertil, hvor jeg både har lavet sponsorerede indlæg og konkurrencer, og det glæder jeg mig til at fortsætte med.

2. Rejser:

På rejsefronten gik det rigtig godt i 2015 – vi var både i Indien (hvor Lars jo friede) og Thailand. Vi brugte en uge i Kerala, Indien i september og hold nu op, hvor var der fantastisk. Landet var smukt, maden fantastisk, menneskene super søde. Der vil jeg gerne tilbage!

Vi sluttede året i Thailand, og igen var det fantastisk. Vi havde nogle fantastiske oplevelser, vi spiste lækker thaimad, kyssede, holdt i hånd, drak bobler i boblebadet på vores tagterrasse, slappede af, og tog på udflugter. Thailand er smukt. Maden lækker! Og igen super søde lokale. Thailand står også på vores liste over genbesøg.

Vi har også været rundt i UAE – der har været plads til påske med snorkling i Fujairah og ørkentur til Liwa med hotelovernatning. Jeg var vild med begge dele.

Så 2015 var et godt år på rejsefronten!

3. Læse flere bøger:

Jeg fik læst ret mange bøger i 2015, og jeg nød det, og regner med at fortsætte her i 2016, selvom det ikke står på målsætningslisten.

4. Fra sten til smykker:

Jeg fik lavet min rubin om til den fineste ring, som jeg bare er så super glad for. Mine safirer mangler jeg stadig at få lavet til smykker, men nu har jeg efterhånden fundet ud af, hvordan jeg ønsker, at de skal se ud. Tror jeg. Så det bliver en 2016 opgave!

5. Træne mere stabilt:

Vi var faktisk kommet i en rigtig god rytme, da jeg først blev skadet og især måtte opgive al løbetræning, da hverken ankel eller knæ kunne klare det, og så røg vi ind i et alvorligt travlt efterår. Men indtil da gik det godt. Og jeg kunne mærke, hvor godt det var for min krop ovenpå lange stillesiddende dage på kontoret. Derfor er jeg også glad for, at vi allerede er kommet i gang med træningen igen efter juleferien.

6. Flere diamanter!:

Jeg elsker diamanter, men det blev ikke til så mange i 2015 – og så alligevel. Jeg blev indehaver af den mest fantastiske diamantring! Og så har jeg købt det fineste lille hvidguldsarmbånd med lidt diamant i vedhænget til vores bryllup. Ja, jeg har styr på bryllupssmykkerne inden jeg har styr på kjolen. Man er vel smykkeentuatiast ;) Hahah.

7. Gøre noget godt for mig selv hver måned:

Jeg synes faktisk, at jeg klarede denne nogenlunde. Nogle måneder stod den på manicure. Andre gange var det bare et langt og skummende karbad. Tit var det sushi, chokolade og en tøsefilm. Men jeg nød det hele. Og satser på at fortsætte de gode takter.

8. Bekymre mig mindre:

Jeg øver mig. Nogle gange gik det rigtig godt. Andre gange gik det slet ikke. Jeg er bare sådan en, der bekymrer mig meget af natur. Om stort og småt. Og ofte også om unødvendige ting. Så man kan sige, at det er en ongoing process, jeg har startet. Hahah.

Older posts

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑