Month: december 2015

JOTD i decemberudgave

Så blev det tid til endnu en omgang JOTD, også kaldet jewelry of the day eller månedens smykkelook her hos mig. I sidste måned blev det kun til et ganske kort indlæg, da november ligesom bare forsvandt i arbejde og travlhed, så jeg er glad for, at det er lykkedes mig at forevige lidt flere smykkelooks her i december.

Jeg nyder virkelig, at jeg for efterhånden 3-4 måneder siden fik købt mig et smykkeskrin, så jeg har alle mine smykker samlet og let tilgængelige, for det gør, at jeg selv på travle morgener får brugt smykker – og endnu mere vigtigt, så får jeg igen brugt mange flere i forskellige kombinationer, og det er jeg ret vild med.

Jeg uploader jo med jævne mellemrum JOTD billeder på blogggens instagramprofil, så hvis du ikke følger mig der, så skulle du da tage at gøre det! Og det er så de billeder, jeg samler op på i disse indlæg en gang om måneden. Men virker det egentligt? Synes I, at det er sjovt og måske endda bare lidt inspirerende at se, hvordan jeg bruger mine smykker? Eller ville I hellere være det foruden? For så må I endelig fortælle mig det. Hvis jeg ikke hører noget, så bliver jeg jo bare ved. Hahah. Og med disse ord, så lad os komme i gang med decemberudgaven af månedens smykkelooks a.k.a JOTD;

image

Et enkelt look med fin kontorbluse, helt enkle guld ørestikkere og min nye Tatou Earcuff fra Zabel, som jeg har købt hos en afyndlingsshoppene, nemlig a-hjort.dk!

image

Jeg er ret vild med armbånd, både dyre armbånd af ædelmetaller og de mere billige som dem ovenover. Jeg har haft min Hamsahånd i et års tid, og den er stadig super fin og ny at se på, så nu har jeg udvidet samlingen med det hvide armbånd med det altseende øje, og jeg synes, at de to passer super fint sammen.

image

Med ondt i halsen og et fint pinkish tørklæde fra Armani, så virkede mine elskede Georg Jensen Maguritørestikkere bare super passende. De gør mig af en eller anden grund altid glad. Det er en glad blomst. Tror jeg. Og så elsker jeg, at de er så klassiske og alsidige!

image

På vej til julefrokost med arbejdet i grå kjole fra COS, grå negle og smykker, der matcher i farverne. De to perlearmbånd i grålige toner har jeg fået af min mor, og det er faktisk en halskæde, som jeg bare ynder at bruge som armbånd i stedet. Halskæden er en yndling fra Pilgrim i blålige nuancer, og den passede bare super til alt det grå.

image

Kontordag i tøset skovmandsskjorte tilsat min cool earcuff fra Zabel og mine allerfineste små minidots med kæder fra Louise Kragh – et look der er super fint, nedtonet og alligevel med lidt kant. I like – alot!

image

image

image

Årets julelook :) De smukke guldøreringe fra Enamel Copenhagen er en julegave fra mine dejlige forældre – vi skypede med dem om eftermiddagen, hvor vi åbnede vores gaver fra dem, så derfor kunne jeg have dem på om aftenen. Jeg er helt vild med dem. Synes de er så fine. Og de passer super godt sammen med min Tatou Earcuff fra Zabel. Jeg havde valgt et ret enkelt look ellers – mit fine forget me not bangle fra byBiehl, min smukke forlovelsesring samt en ny, sjov og funklende ring fra Pylones, der virkelig passer til festlige (og julede lejligheder).

Thailand og julen i glimt vol. 1

Hej derude,

Håber I har haft en dejlig jul fyldt med glæde og kærlighed – samt alt det, der nu ellers hører til!?

Jeg ved, at der har været lidt stille her på bloggen siden vi rejste til Thailand. Det er løgn, der har været meget stille. Et enkelt indlæg er det blevet til. Det er jeg ked af. Jeg havde regnet med, at jeg ville være ret aktiv herinde, og det gav jeg vist indtryk af på forhånd. Men det skete ikke. For da jeg først fik ferie og tid til at mærke efter, så kunne jeg mærke, at jeg virkelig havde brug for at trække stikket og puste ud. Så det har jeg gjort. Jeg har nydt livet, slappet af i solen, spist god mad og drukket vin med min elskede, været ude at opleve lidt af Thailand og boblet rundt i vores jacuzzi. Og jeg har gjort det hele uden dårlig samvittighed. Jeg var nødt til at lade op. For kunne pludselig mærke, hvor medtaget jeg var ovenpå et virkelig travlt arbejdsefterår. Nu føler jeg mig efterhånden ovenpå igen. Jeg er glad for, at jeg for en gangs skyld lyttede til mig selv og bare nød ferien i fuld drag sammen med min kæreste – uden at tænke på, at jeg også lige burde. Det har været godt til mig.

Og lad mig så lige sige. HOLD NU OP EN DEJLIG FERIE VI HAR OS! Det har været fantastisk. Lige os. Og lige det vi havde brug for. Der har været masser af afslapning, solbadning, badning, boblebad og bobler/vin. Vi har grillet på vores tagterrasse og spist god mad på restauranten, vi har spillet tennis, læst bøger, set film, snakket, holdt i hånd, grinet, kysset, talt fremtid, pjattet, holdt anderledes jul sammen og så har vi været på ture i Hua Hin, lokalområdet og længere væk. Det hele har været fantastisk. Der er kun et men, og det er, at dagene forsvinder alt for hurtigt! Det er vores sidste dag her på resortet i dag, i morgen rejser vi til Bangkok, hvor vi har 3 dage til at udforske byen, samt fejre nytår – bare os to. Og jeg glæder mig! Helt vildt! Det er mere tanken om, at ferien allerede snart er ovre, der bider lidt. For det er vi da bare slet ikke klar til! Overhovedet ikke. Vi har det alt for godt her i ferieland – vi nyder, at vi har tid til hinanden på et helt andet niveau, når vi er på ferie. Præcis som de ferier vi har haft til Sri Lanka og Indien. Der er tid til bare at være. Sammen. Og vi elsker det. Så nu vil jeg prøve at skubbe de dumme tanker om, at ferien lakker mod enden så småt, helt og aldeles væk og så bare nyde de dage, der endnu er! For de bliver helt sikkert skønne.

Og med de ord, så er jeg vist klar til at vise jer en mindre billedstorm her fra vores ferie i Thailand – et sted vi gerne vil tilbage til. Det er vi allerede sikre på!

image

En god bog, sol, en solseng og 3 skridt til poolen – så bliver det ikke meget bedre.

image

Den smukkeste udsigt fra vores tagterrasse her på resortet <3

image

Fuldstændig fantastisk Phad Thai!

image

image

Den kongelige pavillion ved Hua Hin’s togstation – virkelig flot og farverig! Og to glade turisttyper.

image

Et glimt af et fint kinesisk tempel i Hua Hin.

image

POOLTIME.

image

Julekalender, rødvin, snebolde og ham, jeg elsker. Så blev det alligevel en smule julet i Thailand.

image

Et fint gulv.

image

Mere afslapning ved poolen.

image

image

To glade scooter-typer på tur. Den havde jeg ikke lige set komme. At jeg skulle på scooter i den Thailanske trafik, men det gik fint med at køre i den venstre side. Og det var en fantastisk hyggelig og flot tur, vi havde os. Lars og jeg. I lokalområdet.

image

Vi så fantastiske landskaber.

image

Fine templer.

image

Små fiskeribugter.

image

image

image

image

image

Vi så også den mest fantastiske grotte med en vidunderlig smuk pavillion/tempel – skabt for mange år siden. Turen dertil er hård og lang – med mange trin op og ned af et par bjerge, men det er det hele værd. Synet er så specielt.

image

Der var flere fine landskaber.

image

image

Vi så også denne hellige og flotte statue. Alt på en dag!

image

Efter en oplevelsesrig dag på scooter slappede vi af i vores jacuzzi med en flaske bobler – sådan burde alle dage slutte!

image

Juleaften og juleselfie. Vi havde en god dag med rar frokost, massage, skypesamtaler med vores forældre og julemad på resortet om aftenen. Men det gjorde lidt ondt i mit hjerte, at jeg ikke var sammen med mine forældre og julestemningen indfandt sig aldrig helt. Men jeg kan godt lide at fejre jul med min kommende mand, kan jeg konstatere. De fine øreringe, jeg har på, er en julegave fra mine forældre <3

image

image

For julegaver fik vi – både af vores forældre og hinanden. Det var ret hyggeligt. Og jeg fik simpelthen de skønneste gaver! Jeg er ret heldig.

image

Julesnolder, vingummier og lakridser – vi har det hele :)

image

Igår var vi på tur hele dagen, hvor vi både så krigskirkegårde og broen over floden Kwai – som vi også gik henover. Det var virkelig specielt. Flot. Stort. Uhyggeligt – når man tænker på historien. Så vi fik et lille sus af historien.

image

Vi så også toget køre over broen – de kalder banen for Death Railway.

image

Og så var vi en tur i et tigertempel, hvor vi fik lov til at komme helt tæt på de store kattedyr.

image

I dag har vi nydt den sidste dag med afslapning i solen, mens vi har planlagt vores dage i Bangkok – eller i hvert fald forsøgt på det :)

image

Vi har boblet i jacuzzien med en kold flaske hvidvin.

image

Og spist dansk smørrebrød med rigtigt rugbrød! En luksus uden lige, når man til daglig bor i udlandet :)

Så er vi i Thailand

image

Så er vi landet godt i Thailand og har allerede nydt den første hele dag i vores fine lille villa, der ligger på Oriental Beach Pearl Resort et stykke udenfor HuaHin. Her er lækkert! Villaen, der skal være vores hjem de næste 8-9 dage, er fin og lys, og vi har den lækreste tagterrasse med spisehjørne, grill (udendørs køkken), jacuzzi og liggestole. Og vi skal kun 3 skridt udenfor vores villa for at hoppe i poolen. Det er luksus. Og jeg er ret sikker på, at vi ikke kunne have fået bedre rammer til at slappe af i. Vi er i hvert fald ret så glade.

image

Resortet har også egen restaurant – der laver både thaimad og danske retter, så Lars er i himlen ved udsigten til, at han kan få karbonader. Jeg glæder mig mere til Phad Thai og andre lækre thai retter. Om end jeg nok gerne er med på en gang smørrebrød en dag – for det serverer de også!

Ud over de lange, lækre pools, der indbyder til både afslapning (måske især i det område med poolbar) og svømmetræning, så er der faktisk også et lille træningsrum, så der er ingen undskyldning for ikke at kunne få rørt sig lidt. Vi var da også allerede igår nede at bruge det – redskaberne er ikke alt for pigevenlige, da mange er meget tunge, men det er ganske okay.

Vi brugte hele vores fredag på at rejse – og med lidt forsinkelse blev turen ekstra lang, men nu er vi her og vi nyder det. 2 ugers ferie. Det er fantastisk. Igår startede vi dagen med morgenmad i restauranten, da det er inklusiv, og så gik vi ellers hjem og lagde os på vores tagterrasse og nød solen, mens vi hvilede og læste lidt. Da det blev frokosttid gik vi ned på restauranten og fik lidt mad, hvorefter vi trænede lidt, tog en svømmetur og så gjorde vi os klar til at komme ud at handle ind, så vi havde lidt proviant selv.

image

Om aftenen havde vi bestilt en grillpakke, så vi kunne grille oppe på vores terrasse, og jeg siger jer, det var helt fantastisk hyggeligt. Maden var lækker. Vejret ganske mildt. Og det var bare skønt at sidde sammen med ham jeg elsker i flere timer at spise, drikke vin og snakke. Men så kunne vi heller ikke mere – kl 10.30 var det rent godnat for mig. Vi var kommet sent i seng aftenen før og havde været tidligt oppe, og da der er 3 timers forskel på Thailand og Dubai (6 hjem til Danmark), så var der lige lidt, der skulle indhentes, så jeg fik en dejlig lang nats søvn, og føler mig lidt mere frisk i dag, det må jeg sige. Og ikke mindst klar til endnu en feriedag her i Thailand. Lige nu sidder Lars og læser til eksamen, mens jeg blogger lidt – vi fik en del sol igår, så vi tager lige en dag lidt mere i skyggen. Dog sidder vi ude på en lille altan, der vender væk fra solen – lækkert vi kan være ude, selvom vi ikke lige vil have sol i dag.

image

image

Ferietid og dårlig samvittighed

Det er torsdag aften. Jeg har juleferie. Det er fuldstændigt vidunderligt. Og samtidig lidt forfærdeligt. For jeg har dårlig samvittighed. Juleferie betyder nemlig, at Lars og jeg i morgen tidlig (meget tidligt) sætter kursen mod lufthavnen og et fly, der skal tage os til Thailand. Hvilket er skønt. Altså, bortset fra, at det betyder, at vores lille kitkat Ruby skal være alene hjemme de næste to uger. Derfor den dårlige samvittighed. Hun bliver selvfølgelig passet som altid! Med to daglige besøg af en sød dame, der både fodrer, leger, snakker og kæler med Ruby, men det fjerner jo ikke det faktum, at vi ikke er der. Og man kan altid mærke på Ruby, at vi har været væk. Det gør lidt ondt i hjertet.

image

Men vi kan jo heller ikke stoppe med at tage hjemmefra af den grund. Så vi gør det. Og jeg glæder mig så meget til 2 ugers ferie med Lars i Thailand, hvor vi skal slappe af, nyde livet og hinanden, spise god mad, drikke vin, holde i hånd og kysse, opleve lidt, bade og slikke sol og ikke mindst bare være i NU’ET. Det bliver fantastisk.

Nu skal det sidste pakkes. Katten skal nusses og krammes lidt ekstra (hvis hun da tillader det) og så skal vi også have lidt mad. Inden sengen kalder, så vi kan være bare nogenlunde udhvilede inden rejsen i morgen tidlig. Hahah – that’s not gonna happen! Jeg sover altid elendigt lige inden ferier – af ren glæde og forventning.

Sådan en onsdag morgen

image

I dag er bare sådan en af de der morgener, hvor det hele går lidt for langsomt, og hvor kroppen føles tung som bare pokker.. Juleferien står for døren! Der er kun to arbejdsdage tilbage, inden vi på fredag flyver mod Thailand. Alligevel føles det som om, at der er alt for længe til. Og samtidig alt for kort tid til at nå det hele. Måske det er derfor jeg føler mig lidt ved siden af mig selv i dag…

Jeg håber, at jeres dag kommer lidt lettere fra start, samt at vi alle må få en dejlig dag <3

Smykkecrush: tynde diamantringe

Det er altså farligt at bevæge sig ud i Gold & Diamond Park – i hvert fald når man er så bidt af smykker, som jeg er! Det erfarede jeg igen, da jeg skulle derud for Lars, da han har lovet en af hans venner, at han ville købe en lille guldbar til ham, da dennes kæreste gerne vil have en. Problemet er bare, at Lars ikke har tiden til det, så det blev mig, der måtte tage derud… Ikke at jeg har det store imod det. Hverken at hjælpe Lars og hans ven eller at besøge et sted med så mange smykkeforretninger.

image

Nå, men tilbage til det, det egentligt handler om, nemlig mit nye smykkecrush! Jeg faldt nemlig over de fineste tynde diamantringe. Helt perfekte. Enkle. Elegante. Funklende. Lige som jeg kan lide det. Og så var de endda ikke uoverskueligt dyre. Så jeg blev lidt småforelsket. Det må jeg sige. Men jeg holdt mig i skindet, og gik hjem uden mit nye smykkecrush, men sådan en fin lille ring er nu på min must-have liste :) Diamonds are a girl’s best friend, right? Hahah. Ai måske ikke, men smukke er de.

Jeg kiggede på dem i både hvidguld og rødguld – den med hvidguld er lidt tyndere, diamanterne lidt mindre og så er de kun på oversiden af ringen. Egentligt ganske smart. Og så kostede den kun 1300 AED. Imens rødguldringen havde diamanter hele vejen rundt – og de var også en anelse større. Den kostede 2300 AED. Ikke helt galt. Det er jo diamanter, vi taler om. Hvilken version jeg helst vil have, det ved jeg ikke helt. Synes de begge er super fine – og de vil se super fine ud på langefingeren, er jeg ret sikker på. Helt bestemt nogle ringe, jeg kommer til at sukke efter den kommende tid. Hahah.

Om at prøve brudekjoler for første gang

image

Som jeg kort har nævnt før, så var jeg ude at prøve brudekjoler for første gang, da mine forældre var på besøg her for nogle uger siden. Det var virkelig en oplevelse. Også selvom udvalget var lidt skuffende!

Altså, selvfølgelig havde jeg regnet med, at det ville være stort at prøve de første brudekjoler, men jeg havde ærligt ikke troet, at det ville blive så stort for mig. Heller ikke selvom jeg havde glædet mig lige siden, at jeg lavede aftalen med butikken, men det var virkelig noget særligt.

Jeg har kigget meget på brudekjoler på nettet, og der var ret mange fra det spanske mærke Pronovias, som jeg virkelig godt kunne lide. Især en bestemt. Så da jeg opdagede, at der var en lille butik her i Dubai, der sælger  Pronovias, så var jeg ganske enkelt nødt til at bestille en tid der. Jeg planlagde det sådan, at jeg havde aftalen imens mine forældre var på besøg hos os, da jeg virkelig gerne ville have min mor med ud at kigge kjoler den første gang, da hun kender mig bedre end jeg selv gør – at jeg så også kunne have min far med var en dejlig bonus.

Da vi var på vej ud til butikken, fik jeg ondt i maven. Det slog mig sådan virkeligt, at jeg skal giftes lige der. Sommerfugle og glæde flaksede rundt. Jeg blev dog en smule skuffet, da vi nåede butikken og opdagede, at udvalget virkelig ikke var prangende, og de havde ikke den, jeg havde forelsket mig i på nettet, men jeg fandt dog nogle stykker, som jeg godt kunne lide og gerne ville prøve.

Så vi blev ført ind i et fint rum, hvor mine forældre kunne sidde behageligt i en sofa og nyde en vand, imens jeg blev iklædt den første kjole bag et forhæng. Det var virkelig surrealistisk, da den venlige ekspedient sagde, vend dig om, og jeg stod ansigt til ansigt med mig selv – som BRUD! Med flot blondekjole og slør. Det var vildt. Et stort øjeblik. Jeg fik en lille klump i halsen, og sommerfuglene flaksede lige en ekstra gang i maven af glæde. Jeg skal giftes med manden, jeg elsker, og det er altså virkelig stort. Og jeg lignede virkelig en brud. Bare med mindre pæn frisure og næsten ingen make-up. Men ellers var den god nok.

Jeg tror også, at det var et stort øjeblik for mine forældre, da ekspedienten trak gardinet fra og de så mig stå der i brudekjole for første gang. De blev i hvert fald lidt stille. Men de så glade ud.

Kjolen var virkelig flot og rar at have på, men den var der ikke helt. I ved, jeg følte ikke, at det helt var den. Selvom den var en god konkurrent til den, jeg havde online-forelsket mig i… Jeg prøvede et par andre kjoler også, men ingen var helt rigtige. Jeg var endda i en ordenlig marengs af en kjole – af den slags der står selv, når man står ud af den. Det var sjovt at prøve, men det var bestemt ikke noget for mig.

Til gengæld fandt jeg ud af, at den type kjole, som jeg havde forestillet mig ville passe mig bedst, også er det, der passer virkelig godt til mig og min figur – heldigvis er den kjole, jeg er forelsket i også af den type! Så det er jeg glad for.

Det var virkelig også en fin oplevelse, selvom udvalget altså var lidt skuffende. Men jeg fandt ud af, hvad jeg gerne vil have og hvad, der klæder mig. Og det var stort at se mig selv som kommende brud – for alvor!

Som I nok har regnet ud, så fandt jeg ikke lige kjolen den dag. Jeg ville virkelig gerne have prøvet den, jeg er forelsket i, men den kan jeg ikke få prøvet hernede, og det gør det hele lidt mere besværligt. Det betyder nemlig, at jeg i så fald skal hele vejen til Danmark for at prøve den. For at finde ud af, om det virkelig er den. Og den er ikke helt billig. Så vil ikke bare bestille den hjem og tage chancen. Derfor er jeg nu ude i en ide om at få syet en kjole hernede i stedet. Noget, jeg ikke havde tænkt på oprindeligt. Men som er blevet mig foreslået – af mange. Så nu vil jeg undersøge det. For tanken om selv at vælge stoffer og få kjolen syet helt præcist efter mine mål, det tiltaler mig. Og jeg har jo en ret klar tanke om, hvad jeg gerne vil have – og nu ved jeg også, at det klæder mig. Så stay tuned… I januar går jagten ind på brudesko og skrædderi :)

Glimt fra hverdagen

Det går simpelthen ikke alt for godt med at holde fuld damp på bloggen lige nu – først var det stress og travlhed, der gav manglende tid, og i den sidste uge har jeg simpelthen bare været ramt. Hoste, forkølelse, feber og en voldsom træthed har hærget min krop og hevet enhver energi ud af mig. Det blev til arbejde. Julefrokost med arbejde torsdag. Dinnerdate med Lars fredag og ellers har den stået på hoste og søvn. Desværre! Og jeg er stadig ikke helt ovenpå endnu. Dog har jeg det væsentligt bedre. Heldigvis. For fredag flyver vi på juleferie, og jeg nægter at være syg på min ferie. Basta!

Selvom der har været sygdom i min krop, så har jeg stadig haft nogle gode stunder i løbet af den sidste uge og det er disse glimt fra hverdagen, jeg nu vil sætte fokus på. Det er altid rart at opleve, at selvom man har følt. at hoste og træthed (well, og travlhed) har fyldt det hele, så har der været en masse små glimt af godhed, finhed og rarhed også. Det er vigtigt, tror jeg, at huske på de gode ting. Ikke at lade de dumme ting tage fokus. Og når man sidder og forbereder sådan et indlæg her, så husker man virkelig alle de gode ting, ugen bød på!

image
image

Tirsdag på vej til jobbet sad jeg i metroen og stirrede tomt ud i ingenting, da jeg pludselig opdagede dette helt fantastiske syn. Massevis af farvestrålende luftballoner lyste morgenhimlen op og lignede næsten noget, der var taget ud af et eventyr. Det var så fint!

image

Vi juler på kontoret – med kalenderlys og chokoladejulemænd. De danske traditioner håndhæves af ejerne (der er danske) og det er noget så hyggeligt! Her er nemlig plads til både den ene og den anden slags religion og tradition her.

image

Den allersødeste kitkat i verden sovende på den allersødeste måde <3

image

Julen nærmer sig, og der bliver pyntet op til den store guldmedalje i Dubai – her er det i Mall of the Emirates.

image

Her er det Wafi Mall – som er gået all in! Sådan virkelig ALL IN…

image

Der er også butikker, der gør i lidt alternativ juleudsmykning. På en eller anden måde er det ret fint. synes jeg.

image

Med sygdom i kroppen og alt for meget at se til på jobbet til at ligge syg, så forkælede jeg mig selv med en frisk juice af appelsin, æble, citron og ingefær, da jeg onsdag var ude at shoppe til de julekurve, jeg skulle lave på jobbet, Det gjorde godt.

image

image

Julekurvene til vores kunder – jeg synes faktisk selv, at de blev ret fine.

image

Torsdag aften var jeg til julefrokost med mit arbejde – og det var så hyggeligt og sjovt! God mad, champagne og sjove lege. Det var et hit. Det er min arbejdsfamilie, og jeg er vild med hver og en af dem!

image

Fredag morgen vågnede vi begge sent, for mens jeg var til julefrokost, var Lars ude at drikke øl med hans kolleger, og derfor blev vi enige om, at vi havde brug for at bestille morgenmad hjem.. Så det gjorde vi – fra cafeen i bunden af bygningen. Jeg fik Egg Royale – pocherede æg med laks på toast med lidt salat til og så en friskpresset appelsinjuice. Det gjorde så godt. Bagefter sov vi lige lidt mere.

image

Fredag inviterede Lars mig ud at spise som en lille adventsgave/plaster på såret over, at han har lavet eksamensopgave den sidste tid, og det var simpelthen så hyggeligt. Vi prøvede et nyt sted. Bushman’s Grill, en australsk restaurant, der ligger på Anantara Resort på palmen, og nej hvor var det lækkert! Vi fik først en tallerken med hummer, laks, emu, kænguro og peberfrugt med gedeost, og det hele var helt fantastisk og super spændende. Til hovedret bestilte vi langtidsstegte oksekæber, fritter og bearnaise, og igen MUMS! Det var så mørt, så lækkert, så perfekt. Og så var det store portioner. Så selvom vi virkelig gerne ville, så kunne vi ganske enkelt ikke få plads til en dessert.

image

Når det hele matcher ;) Grå kjole, grå negle og funklende, smuk ring <3

Vores Save the Date invitationer

Så er de sendt ud. Vores Save the Date invitationer! Og de endte med at komme til at se sådan her ud.. Vi kunne ikke finde et kort, vi bare var helt tilfredse med, så vi blev enige om, at jeg skulle prøve at designe invitationen selv i stedet -og kunne det ikke lykkes, så  måtte vi vælge noget, der kom tæt på vores ønsker.

Vores endelige Save the Date invitation - og nu er datoen så også afsløret!

Vores endelige Save the Date invitation – og nu er datoen så også afsløret!

Jeg endte med at nørde photoshop i laaaang tid – men jeg er faktisk rigtig glad for det færdige design. Det samme er Lars. Og det er jo også vigtigt. At vi begge kan lide dem. Hahah.

Personligt synes jeg, at de er blevet ret lig os, og det vi kan lide. De er enkle og elegante med et moderne touch. Og lige med et lille strejf af “playfulness”.

Nu skal vi så bare følge stilen i resten af vores bryllupsplanlægning – fra de formelle invitationer, bordkort, bordpynt, farvepalette, blomster, lys… Oh yeah! Det skal passe sammen. Det skal være fint – men nede på jorden. Der skal nemlig være plads til hygge. Det vi egentligt gerne vil er at skabe rammer, der indbyder til hygge, så vi vil gerne ramme en charmerende, rustik og elegant stemning… Og jeg synes, at vi med vores Save the Date invitationer er kommet godt på vej.

Hvad synes I?

Glimt fra hverdagen de sidste 2 uger

Jøsses. Så gik der lige en uge uden lyd fra mig. Det havde jeg ikke regnet med. Altså, jeg var jo godt klar over, at jeg ikke ville have nogle ledige minutter i løbet af F1 weekenden, og jeg vidste også godt, at mandag aften og hele tirsdag ville blive prioriteret til familietid, inden mine forældre igen satte kursen mod det kolde (og våde) nord, men at jeg slet ikke ville have hverken kræfter eller overskud til at blogge resten af ugen, det kom som en overraskelse for mig! Men nu er jeg tilbage – godt nok halvsyg, men i det mindste er jeg ved at være udhvilet igen og med overskud på kontoen til igen at blogge. Yay!

Forrige uge var meget presset. Der var virkelig meget, der skulle nåes. Som i virkelig meget. Men det hele lykkedes. Til sidst. Og vores store F1 event blev en succes. Heldigvis. Og selvom det var hårdt. Så var det en stor oplevelse. Og jeg er så glad for, at jeg fik lov til at dele det hele med mine forældre og Lars. Det var stort! Vi fik virkelig en på opleveren, og vi havde også tid til at hygge os bare os 4. Faktisk var det så fin en oplevelse, at jeg vil lave et lille indlæg dedikeret kun til F1 og vores oplevelser der, så det bliver en anden dag, for lige nu skal det handle om små glimt fra hverdagen de sidste 2 uger! For selvom F1 har fyldt meget – og da også lige sniger sig ind herunder – så er det ikke det eneste, der er sket de sidste uger, og det er de ting, jeg vil fremhæve lige nu.

Så velkommen til endnu en omgang glimt – denne gang for 2 uger.

image

Tirsdagen inden F1 blev vi pludseligt overrasket af et voldsomt regnvejr, der varede længe nok til at gøre os lidt nervøse, da jeg skulle bruge hele onsdag på at klargøre den båd, vi skulle bruge til vores F1 event. Heldigvis stoppede det igen! Men onsdag var ret overskyet. Dog uden regn.

image

Der blev pakket billetter – af flere omgange.

image

En blanding af travlhed og voldsom stress gjorde det virkelig svært for mig at sove i ugerne op til F1, så tirsdag aften ovenpå regnforskrækkelsen foreslog min mor mig at tage et glas vin på sengekanten, så det gjorde jeg – sammen med Lars. Og det hjalp. Lidt. Og så var det bare mægtigt hyggeligt.

image

Et familieselfie fra torsdagens Pit Walk til F1 i Abu Dhabi – mine alleryndlingsmennesker i hele verdenen!

image

Smuk solnedgang fra båden i Yas Marina, hvor vi torsdag aften holdt en soft opening – en generalprøve om man vil. Og det gik super godt. Ligesom resten af weekenden.

image

Lidt glimt fra en formidabel F1 weekend, hvor der foruden arbejde var plads til masser af hygge og fede oplevelser! Som nævnt længere oppe, så kommer der senere et helt indlæg om F1 oplevelsen.

image

image

Mandag aften holdt vi en lille julefrokost, Lars, mor, far og jeg. Med sild, æg og rejer, rigtige (svine)frikadeller og spegepølse – og selvfølgelig med Carlsberg til. Rigtig dansk. Rigtig hyggeligt. Så fik jeg alligevel en smule jul med mine forældre i år også. Og det var tiltrængt!

image

Tirsdag morgen havde vi en langsom start på dagen med morgenmad og hygge på altanen – mor, far, Ruby og jeg. Lars måtte arbejde. Jeg havde taget en fridag ovenpå al travlheden. Mest fordi jeg virkelig havde brug for et lille ekstra skud kvalitetstid med mine forældre, inden de skulle hjem igen. Det har nemlig virkelig ramt mig, at jeg ikke skal være sammen med dem i julen i år!

image

image

image

image

Efter en afslappet formiddag på altanen og ved poolen fortsatte vi med en lækker frokost på Zuma – et sted hvor mine forældre er ligeså vilde med maden og smagsoplevelserne, som jeg er. Og endnu engang var det fantastisk!

image

Når min fine Kate Spade taske matcher stolen perfekt, så er man da nødt til at tage et billede, ikke?

image

Vi var også ude at kigge på brudekjoler – for første gang! Det var ret stort. Og en vild oplevelse at se mig selv i brudekjole for første gang – det gav altså en lille klump i halsen. Det gjorde det vist også hos mine forældre.

image

image

image

Om aftenen så vi springvand og spiste god mad alle 4. Så hyggeligt.

image

Vi sluttede 6 hyggelige og oplevelsesrige dage af med en flaske bobler – der var mange gode ting at skåle på.. Formel 1 oplevelsen, det kommende bryllup, brudekjoleprøvningen og tiden sammen.

image

 Onsdag blev brugt på at sove og se serie – med en ekstra social kat liggende i armen.. Man kunne godt mærke, at vi havde været væk fra torsdag til mandag. Så hyggeligt.

image

Vi har fået juletræ – nok er det af plastik, og måske ikke verdens allerkønneste, men jeg er vild med det!

image

Katten er stadig meget kontaktsøgende på de mest uimodståelige søde måder!

image

Mine dejlige forældre havde en hel kasse snebolde med til os. Det er mit absolut yndlingsjuleslik (foruden vores hjemmelavede marcipan) og det kan ikke blive jul uden, så er så glad for, at de havde dem med til os!

image

Jeg var ude med min søde veninde Vicki, og vi oplevede det vildeste fyrværkeri i forbindelse med Nationaldagen hernede – det var virkelig smukt! Og det var en god aften.

Det var det for denne gang, og det er blevet til mange gode stunder – på trods af, at der også var meget stress. Heldigvis. For det er da rarest, når det er sådan.

Hav en fortsat god søndag derude!

Kram

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑