Month: september 2015 (page 1 of 2)

Månedens Smykkefavoritter: September 2015

August forsvandt uden at jeg fik lavet månedens smykkefavoritter – det passede mig faktisk dårligt, for det er jo et af mine yndlingsindlæg at forberede. Det kræver nemlig en del støvsugning af diverse smykkewebshops, og det er altså bare hyggeligt. Omend også lidt farligt, da jeg altid finder en del smykker, som jeg bare gerne vil eje.

Derfor har jeg glædet mig lidt ekstra til at forberede månedens smykkefavoritter for september. Så jeg endnu engang kunne hygge mig – med god samvittighed – med at kigge på smykker i massevis. Og tro mig, jeg nød det. I fuld drag.

star tag jane koenig - crab star tag jane koenig - crab1

De første smykker,  der skal med i denne måneds smykkefavoritter, er de super fine og helt nye Star Tags fra Jane Kønig! Jeg er ret vild med den måde, hvorpå de genindtroducerer stjernetegnssmykker på en helt ny og meget diskret måde. Da jeg er Krebs, så er det selvsagt det stjernetegn, jeg har mest kig på. Og helst i rosaforgyldt sølv har jeg fundet ud af. En fin detalje er, at der på vedhængets kant er indgraveret stjernetegnets originale navn, symbol, element og planet. Det giver lige noget ekstra til designet. Og så koster de fine Star Tags kun 350 kr.

eagle claw - julie sandlau

Julie Sandlau’s nye Eagle Claw øreringe er altså også noget så fine. En blanding af det feminine og rå. Det, at selve øreringen er designet som en ørneklo er ret fedt, og det er netop det, der tilfører øreringen det rå, mens alle zirkonerne tilføjer det feminine touch og tilsammen spiller det bare. Dog er de lidt pebrede i prisen, da de koster 2600 kr.

tom wood cushion green marble

Jeg er blevet ret vild med signetringe på det sidste, hvilket jo også er ret nemt, nu de er allevegne, og jeg må sige, at Tom Wood har virkelig mange fede – dog halvdyre – modeller at vælge imellem. Jeg har tidligere været ret vild med hans The Cushion model med diamanter (og er det for den sags skyld stadig), men nu har jeg opdaget Tom Woods The Cushion Green Marble, og der er altså et eller andet over den, som jeg er ret vild med. Den grønne marmor spiller rigtig fint mod det rå sølv, og det giver et lidt anderledes udtryk – på den gode måde. Desværre er ringen som sagt ikke helt billig, da den koster 262,27 euro. Men fantastisk er den. Og noget, jeg helt bestemt godt kunne overveje.

sunmoonstars pønt

Jeg har i lang tid været ret lun på de smukke smykker, som smykkebrandet Pønt står bag, og det er ikke blevet mindre med den nye kollektion SUN MOON STARS! Jeg har altid godt kunne lide himlens elementer og jeg synes, at denne halskædes helt enkle fremstilling er gudeskøn. Perfekt om man så må sige. Kollektionen er så ny, at jeg ikke har kunnet finde priser online, men jeg forestiller mig, at det nok ikke er i den helt billige ende. Til gengæld er det smykket utroligt klassisk og elegant og vil med sikkerhed blive en klassiker i smykkesamlingen. Det er jeg sikker på.

pin foliage petit - maria zabel

Jeg synes også, at Pin Foliage Petit øreringene fra Zabel Jewellery er super cool på en edgy, men stadig virkelig elegant måde. Det er sådan et par, der kan dresse et look lidt ekstra op, selvom de faktisk stadig er så diskrete i udtrykket, at det sagtens kunne bruges til hverdag – og ikke kun til festlige lejligheder. De fine øreringe ligger sig op ad ørene. Noget der er blevet meget populært det sidste års tid, og det ser virkelig også fint ud. Og da jeg stadig har til gode at få tilføjet mit eget par til smykkesamlingen, så kunne disse godt være et fint bud. De koster endda kun 899 kr for et par, og det er ikke så galt endda.

love sign pernille corydon

Det sidste smykke i denne omgang månedens smykkefavoritter er den fine Love Sign Necklace fra Pernille Corydon. Helt i Pernille Corydons stil er der tale om et enkelt, feminint og smuk smykke, der kan passe til det meste. Der er det der klassiske og tidsløse snit over smykket, men samtidig er det utroligt nutidigt, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er et smykke, der kunne blive en klassiker i samlingen. Prisen er også – som med Pernille Corydons andre smykker – virkelig fin og overskuelig, da kæden kun koster 599 kr.

Så er der lidt inspiration til jer smykkeelskere, der sidder og kigger med. Selv ville jeg gerne eje hver og en, men det rækker økonomien vist ikke helt til, så mine topønsker må være det fine Star Tag fra Jane Kønig, samt øreringene fra Zabel Jewellery. Men uh hvor er de altså allesammen fine!

 

Smykkeskrin fra japanske MUJI

DSC_0029

Jeg har købt et nyt smykkeskrin. Jeg har ikke haft et ordentligt smykkeskrin hernede, så mine smykker har lagt i forskellige små æsker, poser og en enkelt rejsesmykkeskrin/pung. Og jeg var ganske enkelt ved at være godt træt af det. For det gjorde nemlig, at jeg oftest brugte de samme få smykker i hverdagene, da de lige lå fremme. Når man nu både har en smykkeblog og er en meget passioneret smykkeentusiast, så er det bare ikke holdbart.

Derfor har jeg kigget på smykkeskrin, og jeg har længe sværmet for de fine smykkeskrin fra Nomess, men så opdagede jeg det japanske mærke MUJI og deres smykkeskrin, og så var jeg solgt.

Det var på en shoppetur i Mall of the Emirates, og jeg ledte slet ikke efter et smykkeskrin lige der, jeg kiggede bare rundt i Debenhams, og så faldt jeg over deres afdeling med MUJI, og det hele var bare så fint – både deres kontorartikler, opbevaring og nips. Enkelt, minimalistisk, lækkert og lige mig. Så da jeg så deres smykkeskrinssystem, så var jeg – som sagt – solgt.

DSC_0030

Du køber en lille “skuffedarie” med enten 2, 3 eller 5 skuffer, og så kan du ellers vælge mellem forskellige “indlæg” i den lækreste grålige nuance til dine smykker. Jeg valgte den med 3 skuffer, men jeg kunne vist sagtens have valgt den helt store, da jeg allerede næsten har fyldt den op, og jeg har en del smykker derhjemme i Danmark stadig. Ups.

Jeg valgte også at købe 3 forskellige slags indlæg, der passede til mine forskellige behov, og det er jeg rigtig glad for, for så ligger smykkerne super fint, godt beskyttet og ikke mindst inddelt. Så ikke mere filtren i mine smykker. Og jeg har stillet smykkeskrinet på badeværelset, så nu har jeg let adgang til alle mine smykker, hvilket betyder, at jeg får skiftet smykker nærmest hver eneste dag. Det er lækkert!

DSC_0039

Hjemkomstblues

Åh. I dag lider jeg voldsomt af hjemkomstblues. Det kalder jeg den der øv-følelse, man kan få i hele kroppen, når en særlig dejlig ferie slutter, og hverdagen igen puster dig i nakken. Den følelse fylder hver en fiber i min krop i dag.

2 fantastiske uger er ovre. Først havde vi skønt besøg af mine dejlige forældre, og så rejste Lars og jeg jo direkte af sted på den dejligste ferie i Indien. Det var en fantastisk tur. Virkelig. Helt fantastisk. I skal nok få meget mere af vide om turen snart, jeg skal bare lige have sorteret billeder, samlet alle indtryk og ikke mindst overleve denne arbejdsuge.

Jeg har nemlig været tilbage på jobbet i dag. Det var hårdt. Ubarmhjerteligt. Ovenpå en skøn uge. Men jeg ved jo godt, at mine hjemkomstblues forsvinder igen. De viger for hverdagen. Som jo også er rar. Men det er bare hårdt, når en fantastisk ferie slutter. Kender I ikke godt de? Eller er jeg den eneste?

Nu vil jeg i hvert fald slæbe mit trætte korpus over i sofaen, og så vil jeg nusse lidt ekstra om kitkatten, for hun har vist savnet os ret så meget. Men hun gik jo også fra at have 4 menneskers fulde opmærksomhed til at være alene med daglige besøg af kattesitteren (flere gange dagligt men alligevel)… Jeg har nu også savnet hende :) Man bliver så svært glad for sådan et lille kræ!

Hav en dejlig aften :)

New In: Bambi-kæde fra ANNI LU

Forhåbentligt er jeg i fuld gang med at nyde det sidste af min ferie i Indien på nuværende tidspunkt, hvilket betyder, at dette indlæg er planlagt, men jeg ville så gerne vise jer endnu en nyanskaffelse til min smykkesamling, men det nåede jeg ikke inden afrejse, så derfor deler jeg det i dag i stedet.

Som I ved, så er jeg håbløst forelsket i det danske smykkebrand ANNI LU. Jeg falder konstant for de fine smykker. Om og om igen. Der er bare noget særligt over dem. Jeg har 3 armbånd derfra, og jeg elsker dem. De passer bare til alt.

Da jeg opdagede den nye, fine Bambi-kæde fra ANNI LU var jeg nær dånet i fryd. Jeg elskede Bambi som barn, godt nok kunne jeg ikke se filmen uden at græde, men jeg elskede både Bambi, Stampe og Smørblomst. De var helt fantastiske. Så jeg måtte have kæden. Både fordi jeg synes, at den er super fin, men også af sentimentale grunde.

DSC_0063

Jeg var lidt spændt på størrelsen af Bambi-vedhænget, for jeg frygtede lidt, at det måske ville være for stort og derved komme til at se tacky ud, men jeg burde have vidst bedre. Selvfølgelig. For vedhænget er ganske lille og helt perfekt. Præcist som de andre smykker, jeg har fra ANNI LU.

Jeg er allerede super glad for smykket, der har været brugt et utal af gange, siden jeg fik det. Og jeg har da også glædet mig til at vise jer det her på bloggen.

Synes I, at det er ligeså fint, som jeg synes?

DSC_0061

DSC_0064

DSC_0066

DSC_0079_Fotor

IMG_3436

JOTD – jewelry of the day

Jeg har flere gange overvejet at lave et indlæg omkring de smykker, jeg nu har på i hverdagene, og ikke mindst hvordan jeg sætter dem sammen. Men jeg har fundet det svært. Jeg har ikke rigtigt kunnet finde formlen. Det har været en nød, der ikke rigtigt ville knækkes – og vi ved jo allesammen, hvor irriterende det er.

Men nu er jeg måske fundet frem til en mulig løsning. Eller nok nærmere en mulig form på sådan et indlæg. Det er nemlig et indlæg, jeg godt kunne tænke mig blev en fast bestanddel af bloggen på månedlig basis, så det skulle jo gerne være helt rigtigt. Et indlæg, der er interessant og som kan  inspirere jer – bare lidt. Så nu prøver mig forsigtigt frem, og så må I meget gerne give jeres besyv med om, hvorvidt det virker eller ej.

Jeg har nemlig tænkt, at jeg jo ind imellem ligger JOTD (jewelry of the day – smykkeekvivalenten til OOTD) billeder ud på instagram, og dem kunne jeg jo samle i et enkelt indlæg her på bloggen hver måned, og så knytte et par ord til hvert smykkelook. Så nu prøver jeg det. Er I klar? Det håber jeg :)

image

Sort kjole, sort og sølv ur fra SKAGEN Denmark, samt fin og enkel sølvring. Jeg gik efter et enkelt og underspillet smykkelook – Sunday, simple and silver.

IMG_3522

Klar til datenight med min mand. I pink nederdel, sort top og sølv bling bling. Min nye panterring på den ene hånd, og min nye fine håndkæde (skal nok lave et indlæg om det snarest) som eneste pynt på den anden hånd. På den måde blev looket stadig enkelt og elegant, selvom der måske nok er lidt bling over de to smykker. Et look jeg blev ret lun på, og som jeg bestemt vil genbruge.

IMG_3506

Klar til middag i byen med den fine håndkæde og de fineste, men gamle, øreringe fra Spinning Jewelry. Enkelt og elegant synes jeg selv. Det er altid fint med øreringe, der hænger ned fra øret, når håret er sat op og trukket væk fra ansigtet.

IMG_3436

På vej til Afternoon Tea med min veninde iført stribet kjole, min nye, fine Bambi-kæde fra ANNI Lu, guldstikkere i ørene, samt min Jane Kønig Magnetic ørering. Jeg synes, at kæden, der er lidt finurlig fin og legende giver et rigtigt fint modspil til det mere rå og enkle udtryk fra Magnetic øreringen. Jeg er ret vild med det.

IMG_3078

Et fint lille mix af armbånd  – Mit elskede ANNI LU kløverarmbånd sammen med mit lyserøde agatarmbånd og et knyttet armbånd med den fineste Hamsahånd. Jeg kan rigtig godt lide, at de 3 armbånd alle er enkle, men stadig meget forskellige og i forskelligt materiale. Det giver bare et fedt look. I love my armcandy ;)

New In: Jane Kønig Magnetic ørering

DSC_0045

Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvor fascineret jeg var – og er – af Jane Kønig’s nye serie Magnetic. Jeg faldt pladask for det enkle, moderne og lidt rå udtryk, der blødes lidt op af de forskellige sten. Der var bare noget over dem. Og derfor måtte jeg da også eje min helt egen Jane Kønig Magnetic ørering.

I starten var jeg lidt i tvivl om hvilken ørering, jeg skulle vælge. Men jeg endte på den lille version. Og det er jeg ret glad for, da den er rigelig stor i mine øjne. Jeg kunne heller ikke helt beslutte mig for farven i begyndelsen, for jeg synes, at den blå farve, man også kan få øreringen i, er helt igennem skøn, men endte alligevel med den klare, da den passer til alt. Alle farver kan bruges sammen med den uden, at det clasher farvemæssigt. Den tanke kunne jeg godt lide. Netop fordi jeg havde i sinde at bruge den sammen med forskellige slags øreringe. Og jeg er glad for mit valg. Den passer nemlig perfekt til det hele.

DSC_0051

Jeg har både brugt den øverst i øret sammen med et par farvede ørehængere, og jeg har brugt den nederst i det ene øre sammen med et par små guldstikkere. Og jeg synes, at begge dele så super fint ud. Så er sikker på, at jeg nok skal blive ganske glad for den. Omend min eneste anke er, at magneten måske er lige stærk nok. Desværre. Jeg får i hvert fald ondt i  øret, hvis jeg har den på i for mange timer af gangen. Men så igen, det er jo også vigtigt, at øreringen sidder fast, så en stærk magnet er jo nødvendig. Og fint ser det ud. Så længe det varer af gangen ;)

DSC_0050

 

DSC_0052

DSC_0077_Fotor

DSC_0078_Fotor

IMG_3310

En mærkelig dag!

I dag er en mærkelig dag. Jeg har lige sagt farvel (nej, ikke farvel, men på gensyn – det skal jeg altid huske mig selv på, for jeg ser dem jo igen på et tidspunkt) til mine forældre ude i lufthavnen, og det var voldsomt svært. Som altid. Jeg er virkelig ikke god til at skulle sige på gensyn til dem, jeg holder allermest af. og det er allersværest, når det er mine forældre.

Så jeg sidder her med en kæmpe klump i maven. En savnklump. For jeg savner dem allerede. Voldsomt. Sådan har jeg det altid de første dage efter, at vi har sagt på gensyn, for vores gensyn er jo sjældne i øjeblikket. Hvis jeg ser mine forældre 4 gange på et år, så er det meget. Men sådan er det jo nok, når man flytter til udlandet. I hvert fald når det er et land, der ikke lige ligger rundt om hjørnet.

Og nu er det svært at se tasterne, for mit syn bliver forstyrret af et par irriterende tårer, der bare ikke vil give op. Måske fordi jeg allermest bare har lyst til at græde – bare lidt.

Men samtidig sidder jeg og glæder mig. For om lidt tager Lars og jeg ud i lufthavnen igen. Vi rejser nemlig til Kerala i Indien i dag. 7 dages eventyr venter på os. Og jeg glæder mig så meget! Til at opleve Kerala. Til at komme lidt væk. Til at have kærestetid sammen. Uden forstyrrelser. Men med masser af nærvær. Og nye spændende oplevelser. Jeg tror på, at det er sundt for et forhold at rejse ud sammen. At opleve sammen. Og selvom vi har haft ferie flere gange siden vores helt fantastiske tur til Sri Lanka sidste forår, så har vi ikke været sammen på de ferier, da vi har været hjemme i Danmark hos alle vores kære. Det betyder masser af tid med alle dem, vi holder af. Undtagen hinanden. Så det bliver godt til os.

Indien, vi er på vej. Og vi glæder os! Jeg skal bare lige have rystet savnet lidt i baggrunden…

Og jeg lover jer, at selvom jeg tager på ferie – uden computer (!) – så har jeg forberedt en smule til jer, så bloggen ikke står heeelt stille.

Kram

Chocoholic Brunch for chocoholics i Dubai

I dag får I endnu en lille fortælling fra min venindes besøg hernede. Det bliver også den sidste. I hvert fald i mad-regi. Men bare rolig, vi har jo mine forældre på besøg i øjeblikket, og her er der også gode madoplevelser på programmet, så der kommer snart nye anbefalinger. Det er jo ikke fra fremmede, at jeg har lært at elske spændende madoplevelser. Så I slipper ikke. Det håber jeg nu heller ikke, at I ønsker? For så må I altså fortælle mig det.

image

Jeg er vild med chokolade, og det er min veninde (heldigvis) også. Det er bare rart at have nogle at dele en passion med. Hahah. Så da jeg opdagede, at Sheraton Mall of the Emirates kørte tilbud på deres Chocoholic Brunch, så var vi begge to klar over, hvad klokken havde slået. Den fredagsbrunch måtte vi simpelthen prøve!

Og det er jeg glad for, at vi gjorde. For det var godt. Omend jeg nok gik derfra med lidt af et sukkerchok i kroppen. Hahah.

Restauranten er meget enkel, og knap så hyggelig som andre steder, jeg har været, men maden var virkelig god. Inden I bliver helt skræmte over navnet ‘Chocoholic Brunch’ og forestiller jer alt maden var med chokolade, så kan jeg berolige jer. Maden var ganske almindelig. Det var desserterne, der fokuserede på chokoladen. Faktisk har de et helt rum dedikeret til chokolade i alle afskygninger.

Der var både sushi, fisk, salater, kødretter, madstationer, pasta, arabisk mezza og alt imellem. Alt var friskt og lækkert. Men som sagt, så var det chokoladeafdelingen, der virkelig stod ud. Om man var til chokoladekager, fyldte chokolader eller chokolademousse, så var det der. I mange forskellige variationer. Der var også to store chokoladefontainer med hvid og lys chokolade, samt både frugt, skumfiduser, kager, fudge mm. til at dyppe i chokoladen.

Det var så godt. Vi forsøgte virkelig at prøve så meget som muligt, men til sidst måtte vi give fortabt. Glade og sukkerhøje. Og med en stillet trang til chokolade for den dag ;)

image

image

IMG_2942

chokoladefontane

IMG_2948

IMG_2953

IMG_2954

IMG_2988

IMG_2992

IMG_2994

New In: Panterring

IMG_3434

Som jeg allerede har fortalt lidt om, så blev jeg ret vild med dyresmykker, imens min veninde var hernede. Ikke blot den sjove flamingoring faldt i min smag, men også adskillige fine diamantringe formet som dyr fangede os begge, da vi var et smut ude i guldsouk’en i den gamle bydel. Især faldt jeg for en fin panterring. Men helt ærligt, selv hvis jeg havde haft den slags penge, så ville jeg aldrig have brugt dem på en diamantpanterring. For selvom den er noget så fin og sjov, så er det stadig en ring, som man kun bruger indimellem. Eller det ville det i hvert fald være for mig. Så jeg vinkede pænt farvel til den, og gik videre i livet uden at skænke ringen flere tanker.

Lige indtil vi dagen efter var til Afternoon Tea (kommer der et indlæg om snarest) på Al Qasr Hotel, der ligger som en del af Madinat Jumeirah. For efter vi havde spist os halvt fordærvede i lækker mad, så skulle jeg jo lige vise min veninde hele området, inklusiv “souk-området”. Og det blev farligt!

DSC_0088

For der er mange fine blingsmykker derude – og også ægte smykker… Og vi faldt selvfølgelig for noget derude. Nemlig den fineste panterring meget lig den, jeg blev lidt lun på dagen før, men denne gang til at betale. Uden at der var tale om skrammel. Ringen var nemlig lavet i sølv og med zirkoner overalt. Så fin. Og til omkring 250 kr. var jeg simpelthen nødt til at eje den. Det samme var min veninde. Så nu har vi veninderinge. Min panterring er med lyserøde øjne, mens hendes er med grønne. Ellers er de ens. Fine. Sjove. Anderledes. Alt for meget. Og helt tilpas. Jeg havde egentligt regnet med, at jeg kun ville bruge min til festlige lejligheder, men på trods af det, så har den faktisk siddet på min finger uafbrudt de sidste dage. Så det var et godt køb. Som jeg bliver rigtig glad for. Det er jeg sikker på.

DSC_0092_Fotor

DSC_0091_Fotor

DSC_0084_Fotor

 

I love: Stine A Confetti Shell

Det fine billede er lånt fra Stine As Instagram profil

Det fine billede er lånt fra Stine As Instagram profil

Så sad man lige i metroen på vej hjem igår og faldt over det fineste smykke fra Stine A’s kommende julekollektion, da de viste det første sneakpeek frem på instagram. Jeg måtte ganske enkelt lige stoppe op og kigge lidt ekstra på det. Jeg kunne mærke, at her var et smykke, der skulle på min ønskeseddel. Jeg taler om det fine Confetti Shell smykke.

Jeg elsker det dråbeformede design, som Confetti Shell’en har. Og så er det bare så fint med de farvede små sten, der er spredt ud over overfladen. Det giver et eksklusivt look. Ren konfetti – på den perfekte måde <3

Som en lille sidebemærkning, så synes jeg altså også, at den anden kæde – Love Coin – er super fin. Jeg faldt bare mere for det andet.

Stine A Confetti Shell er nu officielt skrevet på min must have ønskeseddel – den liste, hvor jeg selv ender med at købe smykkerne, hvis jeg ikke får dem som gaver. Hahah. Jeps, sådan er jeg.

Older posts

© 2017 jewelry and life

Theme by Anders NorenUp ↑